Det er svært ikke at komme til at tænke på tv-serien ”Krøniken”, når man læser romanen ”I glimt” af den unge finske forfatter Juha Itkonen, der hermed for første gang er oversat til dansk.
For nok hedder den finske Kaj Holger ”Esko”, nok er tiden rykket en anelse frem, nok har han ikke sin egen fabrik, men er en succesrig radio- og hvidevareforhandler, og hans søn Esa kommer heldigvis ikke ulykkeligt af dage.
Men Esa er alligevel som Erik en slags flygtning på jord, en klemt mellemgeneration fra starten af tresserne, fars søn, der forsøger at gå sine egne veje uden nogensinde at vriste sig helt fri af den gamle patriarks skygge og lys. Og også for far Esko bliver fjersynet hans livs store chance, nøglen til fremtiden, suset fra æteren.
Det er Esa, der fortæller historien, en familiekrønike fra Finland, der spænder over tre generationer fra 1964 til 2011.
Men vi begynder med far Esko langt fra de tusind søers og store skoves land, langt fra krigens dystre fortid og den altid truende hånd fra den store nabo mod øst. Esko er en ung, fremadstræbende, 26 år gammel supersælger, der for sin flid har fået en rejse til olympiaden i Tokyo.
Og det er stort. Uhørt! Det er jo selveste fremtiden.
Og det er lige så stort for læseren, som det er for den nu lillebitte mand Esko, der som et fnug på historiens vinge suger alt til sig i glubske mundfulde, alt imens han har sin egen rørende provinsielle horisont i behold.
For Esko er japanerne nemlig stadig en slags undermennesker på den anden side af jorden. De repræsenterer fremtiden, javist, de er værter for denne største internationale mediebegivenhed, men producere ordentlige varer kan de næppe.
Tag nu ”japserbiler”, tænker han i sit stille sind: ”Det kan godt være, at motoren kører, men dørhåndtaget falder af.”
Sådan indledes romanen. Verden er en åben mark lige til at pløje, så og høste nej, snarere, for vi er i 1960'ernes berusende opgangstider: lige til at planere, asfaltere, bebygge med boligkarreer, p-pladser, indkøbscentre og fjernlagre. I det årti boede vækstfilosofiens bedstefædre.
I de følgende bor den stærkt venstreorienterede Marjaana, den kvinde Esa forelsker sig i, får datteren Miaa med og senere bliver skilt fra.
Hun er ikke for begyndere. Hun er svigerfar Eskos diametrale modsætning, selv om de i grunden er gjort af samme bastante stykke træ. Lige målrettede, lige rationelle, lige blinde for livets finere detaljer.
Romanen er skrevet til datteren Miaa. Først tror vi, at det er et spørgsmål om almindelig bekendelse og bodsgang, Men til sidst får vi den egentlige grund.
Forfatteren Juha Itkonen (født 1975) formår med sin roman vitterlig at tegne et generationsportræt, et familiebillede og et indsigtsfuldt og ømt psykologisk closeup i en og samme flydende, letløbende bevægelse.
Han ser ind i hver enkelt person ikke mindst mor Liisa, der i mange år slår sig i tøjret for at finde friheden og alligevel finder hjem til sin mand til sidst. Han ser alderen, uskylden, længslen, blindheden. Hvert årti ser han for sig.
Og det er det blik, klogt og bredt og dybt, der gør hans roman til en ualmindelig fin oplevelse at læse.