Hvad er din seneste store læseoplevelse?
Det er en roman af nobelpristageren Herta Müller ”Mennesket er en stor fasan i verden”. Den handler om forholdene i Rumænien under Ceausescu, og det var en fuldstændig suveræn oplevelse at læse den. Hendes sprog er fantastisk enkelt og uden falbelader. Jeg anbefaler den til gud og hvermand.
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?
Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per”. Jeg læste den, da jeg var 20 år og lige flyttet til København. Jeg sad i min lille lejlighed og læste den og kunne kun klare at læse 40 sider om dagen. Jeg blev så berørt af den, for den handlede om mig, syntes jeg. Sådan tror jeg, at alle, der læser den, vil opleve det. Den handler om et menneske, som har nogle drømme, som han forfølger fuldstændigt sindsygt. Det kan jeg sagtens følge, for meget af mit liv har bestået af at følge drømmen om at blive og være scenekunstner.
Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?
Jeg vil gerne anbefale folk at gå i teatret. Der kan man lære sig selv at kende eller lære, at man ikke kender sig selv. Da jeg var ung, troede jeg, at jeg var den eneste, der sansede verden, som jeg gjorde, og det var en temmelig ensom følelse at gå rundt med. Så gik jeg i teatret og opdagede, at jeg var medlem af en menneskehed. Da jeg gik ud i mørket bagefter, følte jeg mig som et medmenneske.
Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?
Sangeren Jacques Brels plader lå på min grammofon det meste af døgnet i nogle år, da jeg var helt ung. Han har i høj grad været med til at forme den måde, jeg opfatter verden på. Jeg var fuldstændig betaget af hans tekster, hans liv og hans verden. Der var en smerte, en kærlighedsdrøm og en ægthed i hans sange, som var helt enestående. Jeg så ham engang optræde, og det var fantastisk at se den koncentration og den nerve, han lagde i sine sange på scenen. Han var gennemblødt, da han var færdig.
Hvem har du senest været til koncert med?
I Berlin sidste sommer så jeg Daniel Barenboim dirigere Berliner Philharmonikerne i en Beethoven-Bruckner cyklus. Først dirigerede han Beethovens violinkoncert, og bagefter spillede han selv klaver i en Bruckner-koncert. Det var en meget stor oplevelse.
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?
Den klassiske musik fortjener mere opmærksomhed, end den får. Folk skulle gøre sig selv den glæde at høre mere klassisk musik og helst live. Hvis du sætter dig ned og hører musikken i en sal, hvor der er fuldstændig stille, så får du et sansebombardement, som er kolossalt stort. Musik går direkte igennem vores følelser. Men det kræver jo, at man er i stand til at være i ro så længe, at man kan høre et stykke musik, som varer 40 minutter og ikke kun tre minutter. Selv havde jeg ikke hørt klassisk musik, før jeg var midt i 20'erne. En dag, hvor jeg kørte bil, hørte jeg Samuel Barbers ”Adagio for Strygere”. Det var så fantastisk, at jeg måtte holde ind til siden for at høre det færdigt.
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?
Jeg har det svært med opera. Ikke med at høre det, men med at se det, og det er sikkert en stor fejl hos mig, men det er, som om den sceniske udførelse og musikken nogle gange ikke hænger sammen. Det kan blive meget kunstigt.