Radiosymfonikerne står i et vadested

Der kan gå lang tid, før afløseren for Rafael Frühbeck de Burgos findes. Derfor er det godt, at kortsigtede løsninger nu er på plads

I betragtning af landets beskedne størrelse har Danmark forbløffende fine symfoniorkestre, og der kan næppe herske tvivl om, at flagskibet blandt dem er Danmarks Radios Symfoniorkester.
I betragtning af landets beskedne størrelse har Danmark forbløffende fine symfoniorkestre, og der kan næppe herske tvivl om, at flagskibet blandt dem er Danmarks Radios Symfoniorkester. Foto: Leif Tuxen.

I betragtning af landets beskedne størrelse har Danmark forbløffende fine symfoniorkestre, og der kan næppe herske tvivl om, at flagskibet blandt dem er Danmarks Radios Symfoniorkester, eller DRSO. Radiosymfonikerne triumferede senest, da de i Karl den Femtes palæ i Alhambra kastede glans over musikfestivalen i Granada med en forrygende åbningskoncert.

Men lige så oplagt er det, at DRSO står i et vadested, efter at orkestrets chefdirigent Rafael Frühbeck de Burgos i begyndelsen af juni med øjeblikkelig virkning opsagde sit virke og afgik ved døden en uge efter. Frühbeck, som musikerne efterhånden havde fået for vane blot at kalde Burgos, var blevet en institution i institutionen: Han var ligefrem elsket af orkestrets musikere, og deres kærlighed til den gamle maestro kom måske mest rørende til udtryk ved afslutningen af sidste efterårsturné til Schweiz og Spanien.

Inden den koncert, der fandt sted i den gamle maestros hjemby, Burgos, havde musikerne under en tur på gågaden købt en stak T-shirts med den enkle tekst: ”I love Burgos”. Dem iførte de sig så til den afsluttende prøve uden at Burgos fortrak en mine. Men ved afslutningsfesten omtalte han i sin takketale episoden, vist havde han lagt mærke til musikernes usædvanlige mundering: ”I may be old, but I'm not blind.”

Dagen efter fejrede han sin 80-års fødselsdag, og hele Burgos hyldede Burgos. Alle omkring DRSO er på det rene med, at han ikke uden videre lader sig erstatte. Orkesterchef Kim Bohr udtrykte under en samtale med mig i Granada ganske rammende det unikke ved den spanske dirigent: ”Han tænkte ikke i egen karriere. Han skrællede alt andet væk, det drejede sig kun om musikken. Netop det gav orkestret en tryg ramme og fik det til at folde klangen ud på en ganske særlig måde.”

Sorgen over tabet af Burgos er blandet med en taknemlighed over at have fået lov til at opleve en dirigent af det format og med den karakter. Men naturligvis skal der gøres overvejelser omkring en afløser, som på længere sigt kan løfte arven efter Burgos, der havde fået sin kontrakt forlænget til 2016. Nu skal planerne revideres. Men det indebærer ikke, at der i huj og hast skal findes en afløser på chefposten. Kim Bohr er tydeligvis en mand, der har i sinde at lægge en langsigtet strategi, hvor det gælder om at tænke flere træk frem. Men for nu at blive i skakterminologien han er ikke helt afvisende over for at foretage et afgørende træk, hvis der pludselig skulle opstå en situation, hvor det viser sig muligt at engagere en kandidat af den rette støbning.

Kim Bohr afviser ikke, at der kan blive tale om et længerevarende interregnum, inden en ny chefdirigent kan gøre sin entré i Den Blå Kubus på Amager. Så det er vel for tidligt at bringe navne i spil? Ja, men ikke på den korte bane. Burgos skulle have indledt sæsonen 2014-2015 med to torsdagskoncerter med et uhyre vægtigt program: Den 4. september Beethovens 3. klaverkoncert (med Rudolf Buchbinder som solist) og Mahlers 1. symfoni og den 11. september Brahms' 1. klaverkoncert (med Marc-André Hamelin ved tangenterne) og Rimskij-Korsakovs uimodståelige symfoniske fantasi ”Sheherazade”. Begge koncerter gentages den efterfølgende fredag, og afløserne er på plads: Det bliver henholdsvis Fabio Luisi og Gustavo Gimeno.

Luisi er en 55-årig italiener med masser af erfaring på podiet. Han har besøgt Danmark et par gange, og da han for et lille års tid siden dirigerede Mahlers 5. symfoni måtte både anmeldere og publikum overgive sig. Her i avisen blev de seks stjerner motiveret med følgende afrunding: ”Da Fabio Luisi efter den sidste takt lod armene glide ned langs siden, brød en øredøvende jubel løs. Folk rejste sig og hyldede vores fremragende symfonikere, orkestret gav Luisi en bragende touche, mens klapsalverne fortsat skyllede ned over podiet.” Den touche sagde mere end mange ord, og Luisis navn var på manges læber under turen til Granada.

Gimeno er 37 år og stammer fra Valencia i Spanien, men det er i Holland, han har haft sin karriere. Efter 12 år som slagtøjsspiller i Amsterdams berømte Concertgebouw-orkester har han med stor succes kastet sig over en karriere som dirigent. For to år siden blev han assistent for sin egen chefdirigent, Mariss Jansons, og sidste år assisterede han den uforlignelige (men nu afdøde) Claudio Abbado ved Luzern-festspillene i Schweiz. Gimeno kunne være en perspektivrig kandidat til posten som chefdirigent i DRSO, men det samme gælder flere andre af de dirigenter, der er på tapetet i den forestående sæson. Deres præstationer vil da også blive fulgt og tolket i netop dét perspektiv.