Prøv avisen
Mit livs værk

Det, der ikke bliver vist, kan være det mest kraftfulde

For mig blev det sådan, at hvis jeg skulle få adgang til mine rødder, hvis jeg skulle kunne forstå dem, så skulle jeg også forsøge at forstå hvad holocaust var hvad ”Shoah” var. Illustration: Morten Voigt

Filmskolerektor Vinca Wiedemann mødte i Claude Lanzmanns dokumentarfilm ”Shoah” for første gang en skildring af holocaust, der gav hende en forståelse for, hvor stærke hendes egen families traumer var

De fleste, som vil nævne et værk, der har fulgt dem gennem livet, vil nok nævne et værk, som de har set eller læst et utal af gange og jævnligt hiver frem igen. Sådan er det ikke for mig og filmen ”Shoah”. Jeg så den første gang, hvor den gjorde et kæmpe indtryk på mig, og siden har den ligget latent i min bevidsthed. Jeg tror ikke, at jeg har set den i nogle år efterhånden, men den lever i mig, og jeg lever med den.

Filmen havde premiere i 1985, og jeg så den et par år efter, da den blev vist på dansk fjernsyn. Man havde dengang valgt at vise den i fire dele, da den er næsten 10 timer lang. Jeg har set den ud i ét køre siden, og det vil jeg egentlig også anbefale, at man gør, selvom det selvfølgelig kan virke som lidt af en mundfuld at give sig i kast med.

”Shoah” er en dokumentarfilm i den reneste forstand. Den består udelukkende af interviews. Der er ikke brugt arkivstof, ingen rekonstruktioner, ingen dramatiske effekter, der er ikke engang brugt underlægningsmusik, så vidt jeg lige husker det. Der er et par enkelte scener, som er instrueret, men det er ganske, ganske lidt. Noget ganske andet end mange af de mere dramatiske holocaust-skildringer i film, som ellers er lavet. Det var ikke ligesom en film som ”Schindlers liste”, som jeg af den årsag aldrig har set i sin helhed. For efter at have set ”Shoah” er jeg nok blevet mere overfølsom over for film, som sentimentaliserer eller dramatiserer holocaust på en måde, der let kommer til at blive underlødig og frem for alt reducerende i forhold til holocausts ufattelige tragedie. Jeg tror, at det stammer fra, at jeg på min mors side er ud af det, man nok i dag ville kalde for en jødisk slægt. Min mor derimod har altid protesteret mod det prædikat, for hun har aldrig oplevet sig selv som jøde det var kun Hitler, som gjorde hende til jøde. Hendes far havde måske været i synagoge en enkelt gang som barn, men det var så også dét. Alligevel blev de nødt til at flygte til Danmark, da Hitler kom til magten i 1933. I hendes familie så de slet ikke sig selv som jødiske, de forholdt sig slet ikke til religion. Derfor tror jeg heller ikke rigtigt, at de forstår den næste generation i familien, mig selv ikke mindst, at vi har haft hele denne nysgerrighed omkring det jødiske. At vi synes, at det er så interessant. Min mor har på trods af sin baggrund alligevel altid haft det sådan, at hun ikke vil se film, der handler om jødeudryddelser eller koncentrationslejre. Hun kan ikke have det.

Det, som for mig er helt fantastisk ved ”Shoah”, er, at den uden rekonstruktioner lykkedes med at genskabe noget, der ellers er ufatteligt for os.

Holocaust er for mig en menneskelig katastrofe af en dimension, der måske næsten gør den umulig at genskabe fiktivt uden at reducere. For måske kommer man for let til at formidle noget, som man tror er lige så voldsomt, uden at det er det. Det mest fantastiske ved ”Shoah” er for mig netop alt det, som filmen ikke viser. For noget specielt ved filmen er, at den overhovedet ikke består af arkivstof, kun filminger af, hvad man kan se i dag. Af mennesker, som i dag fortæller om, hvad de oplevede i denne del af Anden Verdenskrig. Og det var dét, der gjorde, at den krøb ind under huden på mig hvor jeg oplevede, at der i mit hoved blev genskabt en fortid på grund af alt det, som ikke blev vist. ”Shoah” afholder sig ganske enkelt fra at vise noget, der ikke er.

Behovet for at fortie og for at vende sig bort fra fortidens rædsler bliver beskrevet i flere gribende scener, hvor man gennem de ganske nøgterne interviews mærker, hvordan det er noget, som ingen for alvor har lyst til at tale om. Man ser, hvordan mindet om fortidens rædsler gror til, når man ser, hvordan græsset spirer lystigt på massegravene. Man kan i dag sagtens gå hen over disse marker uden at ane, hvad der er foregået. Der åbner filmen døre til de grave, der er groet til, hvis rædsler vi ikke kan forstå.

Det er netop her, at filmen gør så stort indtryk på mig. Fordi jeg selv står med dette uforståelige element i mit liv, at der en kæmpe del af min slægt, som er blevet så berørt af det her. Nogle er blevet udslettet, og de, der ikke er, er blevet spredt ud over verden, så jeg i dag ikke har mulighed for at se de steder, hvor mine rødder er. Det er noget, som jeg har svært ved at forstå og få adgang til af lige netop de årsager, som Claude Lanzmann skildrer i filmen. Deres huse er væk, deres familiebilleder er væk. Noget, der konstituerer min fortid, er væk. Og de få tilbage, har ofte en stærk modstand mod at beskæftige sig med historien, fordi den er smertefuld for dem.

For mig blev det sådan, at hvis jeg skulle få adgang til mine rødder, hvis jeg skulle kunne forstå dem, så skulle jeg også forsøge at forstå hvad holocaust var hvad ”Shoah” var.