Prøv avisen
Bog

Kinas tykke glemmebog

Det er nemt at se Mette Holms projekt for sig: at bruge fortiden til at forstå nutiden. Men det er en lidt svær sampling, fordi sporene bliver så forskellige. Foto: Gyldendal

25 år efter massakren på Den Himmelske Freds Plads gør journalist Mette Holm status

Den 4. juni 1989 slog Kinas ledere brutalt ned på demonstranter i Beijing. Demonstranterne krævede ret til at organisere sig uden om kommunistpartiet, til medbestemmelse, ytringsfrihed og en generel demokratisering af samfundet. Men det kinesiske forår endte, før det for alvor fik fat, og for de allerfleste i Vesten har billederne af militærets tanks, der rykkede ind på Den Himmelske Freds Plads, brændt sig fast på nethinden.

Hvilket dog ikke er tilfældet i Kina. Myndighederne har nemlig formået at placere massakren i landets imponerende tykke glemmebog sammen med Det Store Spring og Kulturrevolutionen. Men betyder det, at alle kravene fra dengang er blevet parkeret? At den civile ulydighed er blevet til en civil ligegyldighed? Eller er der rent faktisk sket noget i det så lukkede kinesiske samfund siden begivenhederne på Den Himmelske Freds Plads?

Set med vestlige øjne er kineserne stadig snøret ind i en ytringsmæssig og politisk spændetrøje, men det er dog, konkluderer Mette Holm, blevet bedre de seneste 25 år. Ikke mindst på det retssikkerhedsmæssige område selvom tilliden til magthaverne er i frit fald, selvom den økonomiske frihed, som mange kinesere har oplevet de seneste årtier, hvor økonomien siden 1979 er vokset ikke mindre end 16 gange, ikke nødvendigvis har ført til personlig frihed og selvom det så sent som i 2013 blev forbudt for universitetslærere at undervise i og tale om følgende: pressefrihed, kommunistpartiets tidligere fejltagelser, borgerrettigheder, menneskerettigheder, civilsamfund, uafhængigt retsvæsen og den privilegerede kapitalistklasse.

Mette Holms bog kører i to spor. Det ene består af hendes 25 år gamle bog, ”Dagbog fra Beijing”, der udkom umiddelbart efter massakren, det andet, der er skrevet i dag, tjener til at perspektivere begivenhederne og tegne et billede af det kinesiske samfund anno 2014.

Det fortidige spor har reportagens præg, da Mette Holm i 1989 befandt sig midt i begivenhederne, som hun rapporterede om til DR. Her er stemninger, mennesker, oplevelser og levet liv, mens der i det nutidige langt mere analyserende og reflekterende er en distance, som nogle steder slår hårdt og umotiveret mod det mere indfølte 1989-spor, andre gange relevant og interessant.

Det er nemt at se Mette Holms projekt for sig: at bruge fortiden til at forstå nutiden. Men det er en lidt svær sampling, fordi sporene bliver så forskellige.

Som samlet udgivelse fremstår bogen en kende for uhomogen, hvilket i nogle passager synes befriende og selvfølgeligt, i andre snarere, som om det fortidige spor blot er et påskud for at skrive om det nutidige hvilket dog på ingen måde rokker ved, at begge er rasende gode at få forstand af. Man bliver klog på Kina, både dengang og nu, af at læse Mette Holms forbilledlige formidling af et fascinerende og komplekst land, der med sit fokus på massen frem for individet er svært at få sit vestlige hoved rundt om.