Det er vigtigere at være tro end at have tro

Smerten og sorgen får aldrig det sidste ord i Holger Lissners sjælesørgeriske salmer. Nu er han aktuel med salmesamlingen ”Sangene synger i os”

Selvom Holger Lissner er en lystig mand, er der plads til mørke i alle hans salmer. Til gengæld løfter han som regel det mørke op i evangeliets lys. Foto: Claus Fisker/Scanpix

Salmedigteren Holger Lissner udgav som ganske ung sin første salme under pseudonymet ”MSH” i sin præstefars kirkeblad.

”Det var min far, der havde givet salmen den noget slørede signatur, der stod for 'Min søn, Holger', så ingen forhåbentlig ville opdage, hvem der dog have skrevet den skammeligt dårlige salme,” siger Holger Lissner og slår en selvironisk latter op, mens han fortæller om sin vej til at blive salmedigter.

For Holger Lissner blev dygtigere i takt med, at han blev højskolelærer og præst.

Nu er han snart 76 år, men i musikstuen i hjemmet i Røjleskov ved Middelfart afslører violinnoderne til Haydns ”Lærkekvartet” på nodestativet, at han stadig søger musikalske udfordringer. Ved flyglet har han også selv skrevet melodier til både egne og andres salmer gennem tiden, ligesom adskillige dygtige komponister har lagt musik til hans tekster.

Tusindvis af børn er for eksempel blevet lagt i seng til hans og Erik Sommers smukke aftensang ”Nu går solen sin vej”, der er blevet oversat til syv andre sprog. Og Liss-ners salmer og sange er både repræsenteret i danske, norske og svenske sang- og salmebøger, ligesom han selv har været primus motor på flere salme-, sang- og bønnebøger. Og nu har han netop også udgivet sin nye salmesamling ”Sangene synger i os”, der overvejende består af helt nye salmer, men også giver plads til en række af hans bedste salmer og sange gennem tiden.

Kigger man nøje efter i den nye samling, kan man se, at mange af salmerne er blevet finpudset gennem tiden. Under teksterne står der nemlig mange gange flere årstal. For selvom en salme er blevet kanoniseret i Den Danske Salmebog som adskillige af Holger Lissners er den ikke nødvendigvis færdig for ham selv. Det gælder for eksempel netop ”Nu går solen sin vej”, som han har redigeret i sin nye salmesamling, så anden strofe nu ender med en bøn for ”den, der nu kører i nattens trafik” i stedet for ”den, der slider sig træt på fabrik”.

”Det kan virke utaknemmeligt at ændre en tekst, som mange børn kan udenad og oven i købet bliver brugt til begravelser. Men jeg synes selv, at den er blevet bedre nu. Da jeg skrev den for over 30 år siden, passede den til datidens industrisamfund. Men nu er der formentlig færre fabriksarbejdere på nattevagt end folk, der kører rundt om natten,” forklarer Holger Lissner, der bygger sine salmer på mange års præsteerfaring.

”Jeg tror, at man kan mærke på mine salmer, at de er skrevet til gudstjenesten. Men det er ikke underligt, når folk samtidig kalder dem sjælesørgeriske. For de udspringer jo netop af mine erfaringer som præst med at sidde med folk i sorg til begravelsessamtaler, men selvfølgelig også fra mine egne erfaringer og evangeliets erfaringer. Bibelen er jo et stort lager af menneskelige erfaringer. Og alt det har jeg forsøgt at smelte sammen i et enkelt sprog i mine salmer,” siger Holger Lissner og lader blikket glide ud gennem vin-duet til den solrige have udenfor.

Lige nu er der lys nok til alle roserne, der strækker sig mod himlen for at fange alle strålerne, inden solen faktisk går sin vej. For mørket er et livsvilkår, og det fortrænger Holger Lissner heller ikke i sine salmer. Der er både plads til mismod, smerte og fortvivlelse i hans tekster, inden han som regel løfter alt det menneskelige mørke op i evangeliets lys:

”Engang blev jeg spurgt, hvorfor der var så meget mørke i mine salmer, når jeg nu er sådan en glad mand, og det er jeg virkelig. Men man behøver jo bare at åbne avisen eller se tv-nyheder for at konstatere, at der er smerte overalt. På samme måde har jeg altid syntes, at det var svært at prædike om Jesu mirakler, når man ved, at vi sommetider i gåseøjne må 'nøjes' med Guds nærved, når vi er plaget af sygdom og sorg.”

Holger Lissner tier et øjeblik og giver sig så til at genfortælle en scene fra Martin A. Hansens novelle ”Høst-gildet”, der har fulgt ham gennem hele hans lange præstevirke.

”Historien handler om et høstgilde, hvor karlene tvinger en fattig dreng til at drikke så meget, at han dør af det. Den fortvivlede far bærer sønnen hjem, og da præsten kommer ud til ham, møder han denne med vrede: 'Kan du gøre ham levende, præst?'. Det kan præsten jo ikke, og han går mismodig hjem til sin kone, der sender ham af sted igen med et lagen til den døde dreng og noget mad til familien. Igen mødes præsten med vrede: 'Kan du gøre ham levende, præst?'.”

Holger Lissner rejser sig for at hive novellesamlingen ned fra reolen, så han kan gengive kerneafsnittet med Martin A. Hansens egne ord:

”Præsten så den store, hårde mand i øjnene og sagde: 'Kan du tro sammen med mig, da skal Jesus Kristus kalde ham op.' Præsten knælede ned foran sengen, han tog om drengens hånd og ville bede. Hånden var iskold. Da han mærkede denne stive, kolde drengehånd med den barkede, næsten stenede hud og fattede om den med sin egen bløde, velplejede og unyttige hånd, overvældede det ham og sønderrev hans tanker, så han ikke kunne bede. Så løftede han atter de sviende øjne fra drengen og hørte da en forfærdelig lyd fra køkkenet. Både faderen og moderen var gået. Præsten gik derud, og helt inde i ildstedet, presset op mod den sodede væg, stod manden og græd, mens konen var hos ham. Da vidste præsten, at han havde brudt muren og givet faderen den første frygtelige hjælp, og han gik tilbage for at være hos den døde.”

Holger Lissner klapper den slidte bog sammen, inden han tilføjer:

”Den situation har alle præster stået i. At vi så gerne ville kunne gøre et under, men ikke kunne. For sommetider kan vi ikke gøre andet end at være der ligesom præsten er det i novellen. Min far, der var sygehuspræst, havde også et foredrag, der hed: 'Hvad kan vi gøre, når vi ikke kan gøre noget'. Budskabet var kort sagt at have modet til være der. At turde stå midt i smerten. For det er vigtigere at være tro end at have tro. Og det må spille med i mine salmer. Derfor må selv en glad fynbo som mig skrive salmer med mørke i sig. Men også med håbet i sig. For selv når vi ikke kan gøre noget, kan det dog ske, at nogle ord kan gøre noget. Nogle ord kan hjælpe os til at se vores situation i Guds lys og få os til at række vores smerte til Gud, så vi ikke er alene med den. Det kan salmer sommetider. Sætte ord på det usigelige. I form af en bøn eller et suk. Det har jeg oplevet og hørt en del sige. At nogle vers bar dem igennem en svær periode. Så selvom salmerne er skrevet til gudstjenesten, bruges de også i dagligdagen, i vores 'samtale' med Gud. For når Kristus er opstået, kan vi håbe, at også vi får givet at gå i morgensolen og glæde os ved livet, som jeg skriver i en af mine salmer. Og sorgen skal ikke have det sidste ord, det skal Gud have,” siger den glade fynbo, der heller ikke vil give sig selv æren for sine bedste salmer:

”Nogle gange er jeg vågnet midt om natten med en salme i mig og en følelse af, at den kom fra Helligånden. Som en gave. Jeg betragter samtidig mine salmer som bønner til Gud. De begynder måske med mine erfaringer, men de skal helst ende som fællesbønner, alle kan gå ind i. Sangene skal synge i andre end mig, før de bliver til salmer.”