”Jeg frygter ikke døden. Men jeg er bange for at blive gammel”

En af USA's mest anmelderroste forfattere, Marilynne Robinson, fortæller i et eksklusivt interview om sit liv og sin tro. 70-årige Robinson er aktuel på dansk med essaysamlingen ”Da jeg var barn, læste jeg bøger”

”Jeg er et rimelig lykkeligt menneske. Mine børn og børnebørn er sunde og raske. Og jeg kan være ufatteligt lykkelig her i mit kontor. Glæden ved at opdage nyt i gamle bøger er overvældende,” siger Marilynne Robinson fra sit arbejdsværelse i boligen i Saratoga Springs nord for New York.
”Jeg er et rimelig lykkeligt menneske. Mine børn og børnebørn er sunde og raske. Og jeg kan være ufatteligt lykkelig her i mit kontor. Glæden ved at opdage nyt i gamle bøger er overvældende,” siger Marilynne Robinson fra sit arbejdsværelse i boligen i Saratoga Springs nord for New York. . Foto: Art Meyerhoff.

Udsigten er slående smuk i forfatteren Marilynne Robinsons arbejdsværelse. Lyset vælter ind gennem et stort gavlvindue, og man har fuldt udsyn over en lille vej og en stor sø, der i dag er fyldt med sejlbåde med ”Stars and Stripes” i masterne. Indbyggerne i den nærliggende by Saratoga Springs nord for New York holder fri og fejrer sammen med resten af landets befolkning årsdagen for USA's uafhængighed den 4. juli 1776.

Inde i arbejdsværelset er der også store smil. En veloplagt Marilynne Robinson har inviteret indenfor til et sjældent interview i huset ved søbredden, hvor hun bor, når hun ikke underviser i skrivekunst på University of Iowa ude i Midtvesten. Der er kaffe i krusene, dæmpet klassisk musik i baggrunden, og på det lille sofabord ligger håndskrevne udkast til en ny essaysamling. Endnu er trapperne herop til 1.-salen ikke noget problem at forcere, men tidens ubønhørlige slag kan også høres i det ellers tyste arbejdsværelse, fortæller forfatteren:

”Da jeg for nylig fyldte 70, blev jeg overrasket over den psykologiske effekt, den runde dag havde på mig. Nu har jeg levet de år, som et menneske ifølge den klassiske litteratur bliver lovet. Nu kan jeg ikke ønske mig mere.”

Adspurgt, om hun er bange for at dø, svarer Robinson lidt tøvende:

”Jeg frygter ikke døden, så nej. Men jeg er bange for at blive gammel. Er vi ikke alle? Men vi er jo dødelige, vi mennesker, og vi må igennem alderdommen.”

Hvornår har du været mest lykkelig?

”Jeg er et rimelig lykkeligt menneske. Mine børn og børnebørn er sunde og raske. Og jeg kan være ufatteligt lykkelig her i mit kontor. Glæden ved at opdage nyt i gamle bøger er overvældende. Men vi mennesker påskønner ikke altid, hvilken utrolig tid vi lever i. Vores moderne privilegier og muligheder er et fantastisk udtryk for, hvad menneskelivet rummer. Vi burde være mere generøse over for hinanden. Men vi er virkelig nogle mærkelig skabninger. Der har Skabelsesberetningen ret. Vores selvdestruktive evner er desværre store. Så det må anerkendes, når nogen gør godt og handler ud fra gode motiver. Vi må nyde godheden, for den findes. Det er sikkert derfor, at Gud tillader, at verden går videre.”

Kristeligt Dagblad er taget til den pittoreske by Saratoga Springs med cirka 40.000 indbyggere, der ligger fire timers togtur langs Hudson-floden nord for New York, for at tale med Robinson om hendes aktuelle bog på dansk, ”Da jeg var barn, læste jeg bøger”. Bogen er en essaysamling, der rummer en række artikler om forfatterens barndom, om den politiske situation i USA i dag og om teologiske problemstillinger, der altid har optaget forfatteren meget.

Det har taget nogen tid at få interviewet i stand, for Robinson skulle først afslutte semesterets undervisning i Iowa City og derefter til litteraturfestival i Jerusalem, og hun er ikke en forfatter, der gør noget halvt og i hast. I mellemtiden kom imidlertid nyheden om, at en ny roman med titlen ”Lila” er på vej. Så den rolige forfatter er på sin egen måde oppe i tempo ved at være tredobbelt aktuel: ”Da jeg var barn, læste jeg bøger” udkom tidligere på året i Danmark, den nye roman ”Lila” udkommer i USA til oktober, og den nye essaysamling den, der foreløbig ligger her på sofabordet udsendes til foråret.

Din nye bog på dansk rummer ligesom dit øvrige forfatterskab mange teologiske overvejelser. Hvorfra stammer din interesse for teologi og kristendom? Fra dit barndomshjem?

”Nej, mine forældre gik ikke meget i kirke. Men min kære mor kunne i sin høje alder godt lide idéen om, at vi ofte gik i kirke. Hun døde for nylig, så nu kan jeg godt sige, at sådan var det nu ikke. Man må jo betale sin gæld af til sandheden,” klukker Robinson.

”Men bortset fra det irriterer det mig, at folk ofte taler om religion som noget primært etnisk eller kulturelt. Det er at gøre troen mindre, end den er. Min egen religiøse udvikling fik næring af en gradvis erkendelse af, at troen åbnede verden for mig. Den gav mig en langt dybere og større og smukkere virkelighedsopfattelse. Jeg var bestemt ikke forudbestemt til at være interesseret i religion, det er vigtigt for mig at sige. Det var det smukke ved troen i sig selv, der påvirkede mig. Troen åbner til et meget smukt univers, som er tilgængeligt for alle, der vil kigge og lytte og lære om det.”

Men det kræver vel tid og ro at lytte? En form for isolation? Og i dag er normen jo, at vi skal være sociale hele tiden, lige fra barnsben “

”En af mine lærere sagde engang, at børn skal have plads til skabe deres selvstændige forestillingsverdener inde i hovedet, for de skal leve med dem hele livet. At jeg husker dette, kan selvfølgelig skyldes, at hendes råd gav mig den perfekte undskyldning for at svælge i alle mine egne mærkelige besættelser og læselyst, men jeg tror nu, at hun har ret. Det er en værdifuld og dybest set vestlig idé, at man sætter sig selv sammen, selv former sit liv. Og det er primært i den tid, som man har for sig selv, at man bygger sit liv. Det kræver stor tillid fra omgivelsernes side at lade små mennesker være i fred, og i dag tiltror vi desværre ikke børnene tilstrækkelig selvstændighed. Vi tror, at vi skal samle dem til hele mennesker udvendigt fra. Men det kommer indvendigt fra. Jeg er altid blevet opfordret til at bygge mit liv på det, der interesserer mig, og det var været enormt værdifuldt.”

Men går man ikke glip af noget, når man isolerer sig?

”Man går altid glip af noget. Det er uundgåeligt. Men hvis jeg skulle vælge mellem det, som jeg har fået, og det, jeg er gået glip af, ved jeg godt, hvad jeg vælger. Bare det, at jeg kan skrive om det, der er væsentligst for mig og mit indre liv og det vil folk i Danmark læse! Hvis jeg nu havde været mere udadvendt og til stede på sociale medier hele tiden og gjort mig attraktiv for den brede kultur, hvad ville jeg have opnået?”.

Marilynne Robinson debuterede med romanen ”Hus og hjem” i 1981 og modtog for sin næste roman, ”Gilead” fra 2004, den fornemme Pulitzerpris. Bogen har den reformerte præst John Ames i hovedrollen og består af en række dagbogsoptegnelser og erindringsfragmenter, som den 77-årige Ames vil efterlade til sin søn.

Med ”Gilead” fik Robinson ry som en af USA's største nulevende forfattere, en position, der blev understreget med romanen ”Hjem” fra 2008, der bygger på lignelsen om den fortabte søn. Den foregår på samme tid og sted (præriebyen Gilead i delstaten Iowa i midten af 1950'erne), men har byens anden præst, presbyterianeren Jack Boughton, i hovedrollen.

Selv er Robinson aktiv i en konkregationalistisk menighed og nævner flere gange i interviewet reformatoren Jean Calvin som en af sine store inspirationskilder. Ham er John Ames også fascineret af. I ”Gilead” står der i forfatteren Ida Jessens danske oversættelse: ”Calvin siger et sted, at vi alle er skuespillere på en scene, og at Gud er vort publikum. Den metafor har altid interesseret mig, fordi det gør os til kunstnere i vores opførsel, og fordi Guds reaktion på os måske kan anskues som æstetisk dømmende i stedet for, som man plejer, moralsk dømmende. Hvor godt forstår vi vores rolle? Hvor sikkert spiller vi den?”. Det er nærliggende at spørge Robinson, hvordan hendes interesse for teologi påvirker hendes romaner.

”Jeg ved faktisk ikke, hvordan det sker. Men jeg ved, at jeg ikke kunne skrive mine romaner, hvis jeg havde en meget bogstavtro læsemåde. Jeg hører hjemme i en meget frisindet tradition, hvor det er naturligt løbende at nyfortolke de gamle bibelske tekster, så det forsøger jeg blandt andet i romanerne. Jeg har meget stor respekt for de originale tekster og vil ikke gøre op med ortodoksien jeg er sikkert mere ortodoks end så mange andre af mine samtidige men ikke desto mindre er det vigtigt ikke at lade sin bibellæsning hæmme af herskende normer. Det er karakteristisk for Bibelens tekster, som jeg ser dem, at de selv lægger op til at lade sig nyfortolke, uden at man af den grund eliminerer tidligere fortolkninger.”

Hvornår fandt du ud af, at du kunne skrive denne form for teologisk inspireret litteratur?

”Mine romaner er ekstremt stemme-styrede. Det er hovedpersonens stemme, ikke plottet eller temaet, der er afgørende. En ny roman begynder med en stemme i mit hoved, og da John Ames' stemme meldte sig, viste det sig, at han var teologisk interesseret, ligesom jeg. Og det er jo næppe tilfældigt, men det var ikke noget, jeg bevidst valgte. Men jeg var utroligt glad for at finde ud af, at jeg kunne skrive fra en præsts synspunkt og med hans stemme.”

Men det gør dig ikke til en religiøs forfatter?

”Nej, jeg har altid frabedt mig den kategorisering. At være ”religiøs forfatter” har et dårligt ry her i USA. Folk kan misforstå en, så de for eksempel tror, at forfatteren vil prædike for dem eller omvende dem. Det vil ligge mig fjernt som romanforfatter. Jeg var i de arabiske emirater på et tidspunkt og én sagde, at jeg ikke var en religiøs, men en spirituel forfatter. Hun mente, at man kunne få udbytte af mine romaner, uanset hvilken tro man har, og det var jo rart at høre. Men jeg viger også tilbage fra betegnelsen spirituel og fra gør-det selv-tanken i megen moderne spirituel litteratur,” siger Robinson og forklarer, at hun hellere vil tænkes på som en forfatter, der genopliver og udforsker et religiøst sprog, som vi har tabt i Vesten:

”Når man betænker, hvordan det religiøse sprog i århundreder har været brugt til at udforske verden, er det trist at se, hvordan megen religiøs litteratur i dag er indadvendt og for de få, som måtte være enige. Det er et stort tab. Tabet af det religiøse sprog har også gjort filosofien fattig. Jeg er utroligt fascineret af naturvidenskabelige landvindinger. Tænk på, hvor storslået det er, at vi små, ligegyldige væsener kan se trillioner af kilometer ud i verdensrummet. Men det sprog, vi har til at tale om disse opdagelser med, er ekstremt snævert. Megen moderne filosofi og naturvidenskabelig diskurs er degenereret til små ordspil.”

Findes der da ikke god teologisk litteratur i USA i dag?

”Jeg har ikke kendskab til det hele, men det, jeg kender til, er blevet akademisk og gør undskyldninger for sig selv. Der er ingen fremdrift og konsekvens som i den klassiske teologi. Der er en lidenhed ved moderne kristen litteratur og ved bøger om kristendom i det hele taget. Også dem fra religionskritikerne. En civilisation skal jo være selvkritisk for at fortjene sit navn, men idéen om, at man i sin kritik skal ødelægge det kritiserede, er meget bekymrende,” siger Robinson med henvisning til markante nyateister som nu afdøde Christopher Hitchens og Richard Dawkins, som hun ofte debatterer med i sine artikler.

Robinson er ikke den mest produktive forfatter i sin generation langtfra. Men hun følger heller ikke så meget med i samtidslitteraturen og plejer ingen stor social omgangskreds. Hun er fraskilt og mor til to sønner, som begge har børn, og som hun har et nært forhold til, ligesom hun ofte ser sin jævnaldrende bror, der er universitetsprofessor i delstaten Virginia. Det er ligesom i hendes romaner: Familien betyder utroligt meget.

Hun understreger dog, at hun nyder isolationen, og kun kan skrive, når hun er alene i sit hjem. Det kan så til gengæld ske både siddende ved skrivebordet eller liggende på sofaen iført yndlingsforfattertøjet: løse joggingbukser og sweatshirt. Hos Robinson går det stille og roligt. Hun er ikke en forfattertype, der konstant skribler indfald ned i sin notesbog, og hun bruger ikke som eksempelvis sin jævnaldrende kollega, den ligeledes kristne og langt mere produktive John Updike, oplevelser fra sit eget liv i sine romaner.

Men selve den tid, det tager at skrive en roman, er ikke ukarakteristisk lang. ”Gilead” tog halvandet år at skrive, og den nye, kommende roman, ”Lila”, er også relativt hurtigt skrevet. Den handler om John Ames' hustru, den unge mor til parrets søn, som Ames skriver sin dagbog til. Lila fylder en del af handlingen som biperson i både ”Gilead” og ”Hjemme”, hvor hun er genstand for John Ames' grænseløse og meget rørende kærlighed, og får altså nu sin egen roman.

”Jeg skriver ikke fortsættelser til mine bøger, men udbygger universet. Og den nye ligger handlingsmæssigt før både 'Gilead' og 'Hjemme'. Ligesom med John Ames stemme må jeg sige, at jeg en dag hørte Lila tale i mit hoved. Jeg hørte hendes stemme, og vidste, at jeg måtte skrive hendes historie,” siger Robinson, der glad viser en foreløbig udgave af romanen frem, men ellers ikke vil sige så meget mere om den. Nu skal den ud til læserne. Så vi vender tilbage til den aktuelle bog på dansk: ”Da jeg var barn, læste jeg bøger”.

Essaysamlingen rummer udover de teologiske tekster også en række kritikpunkter af den aktuelle politiske situation. I denne weekend er landet samlet om at fejre den 4. juli, men ellers er befolkningen splittet. Hvad skyldes det?

”Vi har desværre fået en række politikere, der nægter at samarbejde med præsident Obama om vigtige reformer,” siger Robinson med henvisning til Tea Party-bevægelsen og den udbredte kritik af præsidenten for at være handlingslammet.

”Jeg værdsætter virkelig Obama for hans dannelse, generøsitet og enorme tålmodighed med de mange råbende fjolser blandt hans politiske modstandere, som prøver at gøre livet svært for ham. Jeg troede, at han ville blive en klassisk amerikansk præsident blandt de store i historien.”

Troede?

”Det bekymrer mig virkelig, at vi er ved at tabe valgresultatet på gulvet. Tænk på, hvor utroligt det er, at vi valgte Obama ikke bare én, men to gange. Men effekten af hans valg og genvalg er slet ikke blevet udfoldet. Måske vil det tage en generation for os at finde ud af, hvad der egentlig er gået galt under Obama. Men vi kan med sikkerhed sige, at der er et problem med det politiske system. Det er blevet for fastlåst.”

Bliver det bedre, hvis Hillary Clinton bliver præsident?

”Nej. Vi har ikke brug for en Clinton i Det Hvide Hus igen. Det er en sygdom i systemet, at vi får disse politiske dynastier med både Bush- og Clinton-familien, der afløser hinanden. Jeg vil heller ikke have Jeb Bush som præsident. Der må være nogle andre og bedre kandidater derude. Det er jer i Europa, der har tradition for familiedynastier i det politiske liv.”

Din kritik af det politiske system vil mange i Europa være enige i. Men er der slet ingen optimisme at spore? USA har dog tradition for løbende forbedringer samt en kristen, venstreorientret tradition for samfundsreformer.

”Jo, der er masser af energi og rummelighed derude. Mine unge studerende bliver lige så berørte, når vi læser tekster af Walt Whitman (amerikansk digter og demokratiforkæmper (1819-1892), som Robinson skriver om i den nye bog, red.) om hans vision om USA som det sande demokrati, som man gjorde for 100 år siden og før. Men kulturdebatten i dag er utroligt lagdelt på grund af de mange digitale kanaler, som man henvender sig til ligesindede på, så mange tendenser slipper under radaren,” siger Robinson.

Det kan derfor være svært at få overblik over den politiske debat, som godt kan virke lidt mistrøstig. Men det er ikke hele historien, siger Robinson:

”I lyset af vores aktuelle politiske situation skulle man tro, at vi havde nået et mål af kynisme som aldrig før. Men hvis man taler med unge mennesker, og især hvis man lader dem forstå, at de kan være ærlige over for én, så hører man de samme håb udtrykt, som ungdommen altid har haft. Det er faktisk ganske opmuntrende.”

Den samme optimisme udtrykker Robinson, da talen falder på fremtiden for bogen som medium. Vil der overhovedet være læsere til bøger som hendes om 10-20 år? Selv er hun en ivrig bruger af sms og iPad og ser med digitaliseringen en række muligheder åbne sig:

”Der sker en masse spændende på området. Folk er jo meget ivrige efter at udforske forskellige måder at læse på. Den trykte bog suppleres på en god måde. Alle mine gamle originaltekster har jeg med på min iPad, og det er jo en utrolig tilgængelighed. Tænk på Augustin eller Calvin: Så svært de havde ved at fremskaffe læsestof. Men vi vi lever jo i en overvældende tid.”