”Iliaden” er mit livs værk. Jeg læser værket sammen med ”Odysseen” mindst en gang om året. Ofte flere gange. Det har jeg gjort siden 1.g, hvor en fantastisk lærer introducerede mig til storværket. Vi havde fået ny lærer i oldtidskundskab, som ellers havde ry for at være et fag, man hadede. Men han gjorde det spændende og kunne recitere ”Iliaden”, så det flød over med begejstring, og vi glædede os til næste time. Jeg læste den igen som studerende på universitetet, hvor min pas-sion for Grækenland blev vakt, og siden har jeg taget derned nogle gange om året blandt andet som guide. Der er intet som at ligge på en græsk strand eller på en bakke og læse i værket og indsnuse duften af laurbærtræer og historiens sus. Så er det som at være i Homers fortælling selv. ”Iliaden” er al litteraturs grundpille. Homer er min lykkepille. Jeg vågner op til dåd, når jeg læser om Helene, Menelaos, Odysseus og så videre. Homer giver mig appetit på mere liv.
Det er en grundfortælling. Først kom ”Iliaden” og Odysseen”, herefter kommer litteraturen. Værket er formentlig fra omkring 700 f.Kr. Det er tidsmæssigt langt tilbage. Det gør mig helt tørstig, når jeg nu tænker på værket, fordi det snart er et halvt år siden, jeg sidst læste Homer, og nu længes efter ham igen for at finde ud af, hvad livet handler om.
Baggrunden for værket er verdens smukkeste kvinde, den skønne Helene fra Troja. Hun bliver bortført af Paris til Troja. Det udløser den 10 år lange trojanske krig, som ”Iliaden” skildrer ganske lidt af. Umiddelbart bare en information om en kvindebortførelse. Men alligevel dyb visdom. For bag alle krige ligger enten kærlighed, politik eller religion.
Læg mærke til hvordan krigens sprog og kærlighedens sprog ofte er identisk. Blive skudt i en, blive skudt i krig, blive indtaget af en, indtage en by, blive brændt af af sin elskede, brænde en by af og så videre. Kærlighedsgudinden gifter sig med krigsguden i den græske mytologi. Sikkert fordi, det er en menneskelig erfaring, at krigen følger kærligheden som en skygge. ”Iliaden” siger noget om, hvad det er for kræfter, der får, i alt fald mænd, til at skrive digte, blive videnskabsmænd, blive ministre. Ofte noget med kvinder.
I ”Iliaden” dør man heller ikke af noget. Men dør for noget. Tænk, hvis der på ens dødsattest ikke stod kræft eller hjerteinfakt. Men at han døde for at redde en smuk kvinde. Og alligevel elsker man i ”Iliaden” livet, kvinderne, maden, kampen, naturen ud over alle grænser, selvom døden er at foretrække frem for vanære. Da Odysseus i ”Odysseen” vender tilbage fra dødsriget, siger han, at han hellere vil være daglejer i denne verden end konge i dødsriget.
Men alt det store i livet, det himmelske, er med. Det betager mig, at ”Iliaden” konstant tager guderne med. Når Helene er smuk, er det gudernes gave. Her tilfalder æren aldrig menneskene. Men guderne. Og det er noget, jeg kan bruge i min tro. Er der bare en lille smule, der lykkes i mit liv, ved jeg, at jeg kan takke det evige for det frem for mig selv. Eller sagt på en anden måde. Når det himmelske går ind under huden på en, bruser livet højt.
Det vidunderlige ved ”Iliaden” er også glæden ved de helt små detaljer. Et vognhjul knirker ikke bare. Det er det herligt knirkende vognhjul. Vinen hældes ikke blot op i et glas. Det er den lifligt skummende vin. Okser går ikke bare. Det er de sindigt skridende okser. Får er ikke får. Det er de snehvide får. Sex er ikke bare sex. Det er den lifligste længsel. Erotikken flyder som flod gennem ”Iliaden” og ”Odysseen”.
Og så betager det mig også, at konflikter slet ikke løses ved rå vold i Homers værker. I 10 år står kampen på. Men det bliver Odysseus, der med list, den trojanske hest, giver kong Agamemnon og hans mænd sejren. Med list vindes krige fortsat bedre end ved vold. Verden burde have flere Odysseusser og færre Agamemnon'er.
Det er meget fascinerende og enormt moderne at læse disse historier fra før Kristus, som er med til at fortolke ens tilværelse og ruske op i en og smide kedsommeligheden ud for at leve for alvor. Det varer så et par timer, men så må man genlæse bøgerne. Jeg elsker at citere fra ”Iliaden”, når jeg blandt andet er rejseleder i Grækenland.
Jeg har Otto Steen Dues oversættelse, og han har også indlæst den og er den bedste til at recitere. Der er han en ægte rapsode. Bogen har lært mig at være taknemmelig over for detaljen og lade mig begejstre over de små ting. Duften af kødet fra grillen. Synet af koen, der gumler kløveren i sig.
Så er der også kedelige passager i ”Iliaden” med lange opremsninger af konger og navne. Men det er på den anden side også godt at kede sig, lade tankerne falde til ro lidt, hvor man kan glæde sig, til der kommer gang i den igen.