Kunstneren, der var fri i sit maleri

Louisianas nye fremragende og farveglade udstilling fortæller historien om den jødisk-amerikanske maler Philip Guston, der ville frigøre sig for et dogme om renhed og fortælle historier, med alt hvad det indebærer af urenhed og uorden

Nogle af Philip Gustons værker er tæt på det tegneserieagtige. Her ses værket ”The Line” fra 1978. Foto fra udstillingen.
Nogle af Philip Gustons værker er tæt på det tegneserieagtige. Her ses værket ”The Line” fra 1978. Foto fra udstillingen.

Man går ikke uanfægtet fra Louisianas nye udstilling med de sene værker af den canadiskfødte, amerikanske maler Philip Guston. Hans malerier er både i farveholdning med den karakteristiske vilde dosering af lyserøde og pink nuancer og grove, tegneserieagtige form påtrængende og voldsomme. Nogle kan ikke holde det ud, andre skal have lidt tid, mens andre igen bliver slået over, hvor enkelt og stærkt hans maleri er.

Historien om Philip Guston begynder i 1913, hvor han blev født som Philip Goldstein i Montreal. Snart efter flyttede hans fattige forældre, emigreret fra Odessa, Ukraine, til Los Angeles, hvor Guston voksede op og begyndte sin kunstneriske bane og blandt andet dannede venskab med Jackson Pollock og mødte sin senere kone, digteren Musa Jane McKim. I 1935 flyttede han til New York, og han blev boende på østkysten, til han i 1980 døde af et hjerteslag.

Philip Guston begyndte som figurativ maler og var dybt optaget af de store italienske mestre som Masaccio, Piero della Francesca og Giotto, men også senere malere som italienske de Chirico og Picasso, som på samme måde havde deres kunstneriske arv med sig.

Sit store gennembrud fik han imidlertid først, da han i begyndelsen af 1950'erne skiftede til det abstrakte maleri og kom med i kredsen af de abstrakte ekspressionister.

Han kom i galleri sammen med både Jackson Pollock, Mark Rothko og Willem de Kooning. Udadtil gik det overbevisende godt, men indadtil blev positionen som del af den renhedsdyrkende, skønhedssøgende, kritikerdyrkede, abstrakte ekspressionisme til et kvælende bånd om halsen på Guston, som ikke troede på, at billedet kan og skal være rent.

Efter en længere krise, hvor han gik tilbage til at tegne, noget han gjorde livet igennem, kom chokket i kunstverdenen, da han i 1970 officielt løftede sløret for, hvor hans maleri havde bevæget sig hen. Udstillingen på Marlborough Gallery, hvor Guston viste sine nye figurative malerier, blev en skandalesucces, der indbragte ham skuffende anmeldelser og mistede venskaber. Guston var forræderen af den abstrakte ekspressionisme. Men der var også folk, der holdt fast i ham, som William de Kooning, der umiddelbart forstod, hvad der var på spil for Guston: frihed.

Det, Guston ville, og som man kan se på Louisanas udstilling af hans sene værker, var at frigøre sig for dogmet om renhed, det rensede, ædle udtryk og ganske enkelt ”fortælle historier”, med alt hvad det indebærer af urenhed og ikke-orden. Med andre ord: bringe virkelighed, figur og symbol ind i kunsten igen, præcis som de store mestre, han beundrede og opsøgte på sine rejser.

Guston malede det, der omgav ham på værkstedet. Pensler, sko, interiør, mad og cigaretter (begge dele var han storforbruger af) og hans eget ansigt (tegneserieagtigt enøjet) eller armbåndsuret, der ligesom cigaretten både er konkret og et symbol, der fortæller om tiden, der tæller ned for ethvert menneske, ligesom den enlige loftspære både er en realitet og symbol på inspiration (også i tegneserien).

Gustons måde at male på bærer præg af hans fascination af tegneserien. Linjen er der altid, en sort streg, der skitserer rammerne op, som han så maler inden for med heftigt retningsskiftende penselstrøg. Gustons farveholdning er voldsom, brutal og øm på samme tid, med en forkærlighed for rød og sort, som oftest blandet kraftigt op med hvid. Kropsligt anmassende farver, som ikke bliver mindre påtrængende af den let blævrende måde ja, tarme og hjernemasse er associationer som Guston tegnede på. Det er overvældende, men kommer man tættere på, ser man også nuancerne.

Guston var, tror jeg, en maler, der netop i sit maleri kunne være fri. Om natten i atelieret kunne de gemte følelser få udtryk i billeder og farvefysik, han måske heller ikke selv altid forstod. Og følelser var der jo: som 10-årig dreng fandt Guston sin far, der havde hængt sig.

I maleriet ”Web”/”Spind” fra 1975 ser man det karakteristiske store mandehoved med tegneserieøjet liggende ved siden af toppen af et kvindeansigt, mens der henover dem spindes et edderkoppespind. Kvindens hoved bader i grønt, mandens i rødt. For mig et sorgfuldt maleri, der fortæller om at være spundet sammen, men samtidig være dybt ensomme.

Andre værker er mere tegneserieagtige og næsten absurde og sorthumoristiske. Som ”Discipline”/”Disciplin” fra 1976, hvor tynde behårede ben med sømbeslåede skosåler vandrer langs en mur, alt imens en hånd truer med en flerhalet pisk. Billedet kan læses politisk (Guston var også et politisk tænkende menneske), ligesom det kan læses som en refleksion over, hvad der driver kunstneren.

Gustons malerier er på én gang konkrete billeder af verdens ting og samtidig en form for fastholdelse af drømme og mareridt, fysisk ubehag, balance og ubalance. De er svære at placere, de stritter imod at blive elsket og tæmmet, de så at sige sparker igen både i farve og tegneseriestreg.

De mange sko i hans malerier er blevet tolket som en henvisning til ophobningen af sko i koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig, men Guston selv gad ikke høre om det. Sko er vel også sko, sko er vel også et symbol på bevægelighed, ligesom formen i sig selv er noget.

Se selv udstillingen, der faktisk for en gang skyld ikke er så enorm, hvad der også er en lise. Man kan rystes lidt ved første vandring, og så kan man more sig anden gang, mens man tredje gang måske begynder at få rigtig meget lyst til at købe det informative katalog med hjem. Det skal også anbefales at se videoen, hvor Guston selv, kort før sin død, fortæller om sit værk.