Calvins liv og virkning

Koncentreret bog om Calvin trækker forskelle og ligheder op mellem lutheranere og reformerte

Billede af Jean Calvin udført af en anonym kunstner. Det kan ses på Det Internationale Reformationsmuseum i Genve i Schweiz.
Billede af Jean Calvin udført af en anonym kunstner. Det kan ses på Det Internationale Reformationsmuseum i Genve i Schweiz. . Foto: AFP.

Jean Calvin blev født i 1509 i nærheden af Paris og døde i 1564 for 450 år siden.

Egentlig var Calvin uddannet inden for jura, men fik tidligt teologiske interesser, og med sin dogmatik kom han på alles læber. Med dette teologiske hovedværk måtte selv hans kritikere medgive, at man nok kunne være uenig med Calvin, men man kunne ikke påstå, at man ikke forstod ham.

Dermed ligner han jo Martin Luther, og lighederne mellem Calvin og Luther er nok også større end forskel-lene. Det er trods alt den samme bibel, de forholder sig til. Calvin hylder Lutheri et brev:

”Hvor tapper og urokkelig han er, hvor dygtigt, lærd og effektivt han altid har arbejdet på at nedbryde Antikrists magt og på at udbrede det gode budskab.”

Merete Nielsen noterer da også i sin introduktion til Calvin og den reformerte kirke, at lutheranere og reformerte i dag kan fejre gudstjeneste sammen.

Men hvori består forskellen så mellem de to protestanter? Ja, måske antyder titlen på Merete Nielsens værk det. ”Til Guds ære” hedder den. Calvin tænker i højere grad end Luther i modsætningen mellem Gud og menneske, og ærbødigheden over for Gud bliver derfor noget afgørende i den reformerte kirke. Luther lægger i højere grad vægt på mødet mellem Gud og menneske. Det lille pronomen ”mig” er helt centralt for Luther, der vil pointere, at Gud ikke er fjern åndsmagt, for han kommer mig ved i min daglige eksistens.

Også med hensyn til åndsfrihed så de to protestanter heller ikke helt ens på det.

Stefan Zweig skrev lige efter nazisternes magtovertagelse bogen ”Samvittighed mod magt”. Bogen handler om lægen Miguel Servet, som ender på kætterbålet i 1553 i Genve, fordi han ikke kan forlige sig med tanken om barnedåben og den treenige Gud. Merete Nielsen lægger ikke skjul på, at Calvin tilsluttede sig domfældelsen over Servet.

I Zweigs bog bliver rettergangen tolket som en knægtelse af åndsfriheden i lighed med den, nazismen praktiserede. Merete Nielsen nedtoner imidlertid dramaet: ”Calvin var barn af sin tid og levede efter sin tids normer, ikke efter vores. Religiøs tolerance er et resultat af oplysningstiden, på reformationstiden var det endnu ukendt.”

Ja, det kan man jo altid påstå. Men Calvin har trods alt haft anledning til at læse noget andet. I Lukas evangeliet kapitel 9, 51-56 fortælles der eksempelvis om en samaritansk landsby, som nægter at tage imod Jesus, hvorfor disciplene vil straffe landsbyen. Jesus går imidlertid i rette med disciplene. Det samme gjorde protestanten Sebastian Castellio i forhold til Calvin, idet han stred for Servets frifindelse, blandt andet med henvisning til den religiøse tolerance, Castellio mente at finde i Luthers skrifter.

Her fornemmer man nok, at Merete Nielsen er en del af den kirke, hun skriver om. Men ellers forfalder hendes bog i øvrigt aldrig til forgrovede og apologetiske standpunkter, og ”Til Guds ære” er derfor en udmærket og længe savnet introduktion på dansk til Calvin og den reformerte kirke.