Ak, så blev det sommer!
Som barn elskede jeg ”Fyldt med blomster blusser” og især den sidste strofe, hvor Ludvig Holstein giver længslen frit løb: ”Hele jorden drømmer om et dyb af lykke, som den ej kan nå.”
Jeg planlagde endda, at den skulle synges til min begravelse, for sådan et barn var jeg. Og derfor tror jeg også, at der er børn, der vil favne bøgerne her. De er på samme måde fulde af sommer og sorg og længsel.
I ”Sommerregler” maler den australske kunstner Shaun Tan i store, brede flader udstrakte som sommeren selv med en enkelt linje tekst på modsatte side, der uddyber og pointerer så der tilsammen dannes en slags aforismer, sommerregler: Et billede viser en dreng, der løfter foden for at trampe på noget, mens en anden hæver armene og tager sig forskrækket til hovedet under indtrykket af en enorm skypumpe, der nærmer sig, og teksten lyder: ”Træd aldrig på en snegl”.
I Shaun Tans univers er der en sær sammenhæng i verden, hvor der er liv i de mærkeligste væsener og ting, mens omgivelserne omvendt er helt døde, som det grå industrikvarter, hvor det hele begynder, da en stor dreng hvisker noget til en lille. For bogen viser sig samtidig at være historien om drengenes leg og venskab hen over en sommer, der også rummer slagsmål, uvenskab og udelukkelse i et iskoldt landskab med en himmel, der trækker over med sorte fugle, indtil drengene til sidst sidder sammen i en stue varmt oplyst af fjernsynet med tegninger fra gulv til loft af alt det, de har oplevet sammen. Eller er der i virkeligheden kun én dreng, der har forestillet sig det hele og til sidst stæser af sted for at komme med skrot-flyveren, da sommeren er forbi? Man har på fornemmelsen, at han ikke når det.
På forsiden af ”Ellens ark” er en pige med sommerfugle i håret og en blomsterbuket i hænderne. Men det er ikke sommer, det er sorg, bogen handler om. Julie Nord, der har tegnet pigen, har sat to kranier i buketten, og pigen ser tomt frem for sig. Ellens lillebror er død han falder på trappen en mandag og ”smadrer kraniet i entréen”, som der står med en voldsomhed, der adskiller sig fra bogens ellers lavmælte prosa.
I en række korte tekster indkredser Rebecca Bach-Lauritsen storesøster Ellens tanke- og drømmeverden i dagene og ikke mindst nætterne efter dødsfaldet, der følges af begravelse og den både svære og befriende tilbagevenden til skolen og hverdagen.
Enkelte tekster bliver for spinkle, når en enkelt gådefuld konstatering skal bære en hel bogside, men andre rammer præcist pigens smerte, ensomhed, angst og vrede, og til sidst fornemmer man, at det letter: ”Evighed. I kisten ligger David under himlen og bliver til knogler og stjerner.”
At det ikke er let at runde af, når man heller ikke vil have alting til at gå op, mærker man på den afsluttende tekst, der virker lidt ufærdig, og det er ærgerligt, fordi man ikke helt får sjælen med. Men samlet set er det en fin bog om søskendesorg og i det hele taget om at leve med døden ved siden af sig.
”Græd du bare, siger far, bare/ græd. Men jeg græder ikke// når jeg må, jeg venter til/ det ikke passer nogen.”
Sådan lyder det bedste digt i ”Nattevagt”, og der er flere gode især enkeltlinjer at tage med fra denne norske digtsamling for børn med tekster af Synne Lea og illustrationer af Stian Hole, der også har givet bogen den lækre lyseblå lærredsryg.
Men digtene vil alt for gerne være tænksomme og smukke, og det poetiske rum er underligt koncentreret om far og især mor, der åbenbart er vældig interessant: ”Nej, far, siger jeg, mor bevæger sig// som en anemone, helt stille.”
Som barn ville jeg have elsket skønheden, anelsen om et dyb af betydning, ordene der kan sige så meget og alligevel ikke alt. Men som voksen holder jeg mere af den humor, der er i Shaun Tans univers, den nøgternhed, der er hos Rebecca Bach-Lauritsen, og jeg kan næsten ikke holde den selvhøjtidelige, lækkersørgelige patos ud, der er i digtene her med de digitalt perfektionerede billeder til, der mere og mere ligner kitch.
Ak, så blev man voksen. Men sådan må det være.
Det er heldigvis stadig sommer.