Birgitte Ebert er domorganist i Ribe Domkirke og sidder dermed på den store danske komponist Rued Langgaards orgelbænk. Han beklædte embedet fra 1940 og 12 år frem. Derfor hæger man også om Langgaard i Ribe, og Birgitte Ebert spiller ikke forbavsende en central rolle i det, som foregår.
Hun er kasserer i Rued Langgaard Selskabet, der hvert år i september afholder en storstilet Rued Langgaard-festival i den historiske by. Programmet er rigt og varieret, men hovednummeret er tre store koncerters sammenstilling af Langgaard med den næsten jævnaldrende tyske romantiker Richard Strauss.
At lade danskeren klinge i dialog med en anden komponist er et fast indslag ved festivalerne.
”Vi synes, det er spændende og giver en særlig spændvidde at høre Rued Langgaard sammen med en anden,” siger Birgitte Ebert.
Tidligere har for eksempel Wagner været mod- og samspil, denne gang er det passende nok jubilaren Strauss, hvis 150 år fejres alle vide vegne i år.
Vi er kommet til stede under hvidkalkede hvælvinger i den såkaldte Processionsgang over for Domkirken, som lægger storslået rum til flere af festivalens indslag. Birgitte Ebert betoner, at arrangementet af samme grund ikke er blot musikalsk.
”Der skal selvsagt være ånd i det, når det finder sted omkring en domkirke. Lang-gaard har da også Bibelen med i alt, hvad han gør. Jeg ved ikke, hvordan det forholdt sig med hans personlige trosforhold, og om han lyttede til søndagens prædiken oppe fra sit orgel. Måske var han lidt for egen til det. Men han betegnede bestandig sine kompositioner med bibelcitater.”
Kan man også derudover, altså i musikken hos Langgaard, høre den religiøse forbindelse?
”Ikke så indlysende tydeligt som hos eksempelvis Bach. I nyere tid bliver den sværere at udpege, men Langgaard gik jo dog sin egen vej inden for modernismen. Han slog ikke ind på 12-tonemusikkens ateisme, men valgte én, der bevarer tråden tilbage. 12-tonemusikkens særegne klange kredser om en erfaring af tomhed og tab, mens der altid er et svar hos Langgaard. Også selvom der forud kan ligge aldrig så megen oprivende konflikt og undergang,” siger Birgitte Ebert og fortsætter:
”I 'Antikrist', hans eneste opera, kommer svaret forløsende til slut i Jesus-ordet 'effata', luk dig op, som her udrydder al ondskab og åbner for forventningen om Himmerigs komme. Forinden har Langgaard raset mod verdens tomhed og forfængelighed, og han har et godt øje til hul dyrkelse af 'udvikling' og 'fremskridt'. Derfor hilser han undergangen velkommen. Den skal til for, at forløsningen kan komme.”
Et af dette års arrangementer hedder ”Langgaard versus Laub”. Komponisten, forfatteren og Langgaard-eksperten Bendt Viinholt Nielsen fortæller, mens Birgitte Ebert står for den klanglige demonstration ved klaveret.
”Ja, modsat Langgaard er Laub jo den nøgterne. Han skrev sine salmemelodier til erstatning for de romantiske, som også Grundtvigs salmer ofte var udstyret med. Laub mente, at de omklamrede teksten. Musikken skal ikke slå ind over ordet, fandt han, og man skal ikke befamle menigheden. Laubs egne salmemelodier griber langt tilbage, 1600-tallet var hans ideal med de gamle kirketonearter før dur-mol-systemet. Og for ham skulle en salmemelodi være folkelig og nem at synge, ja, faktisk flyde på en måde, så man næsten mener, man har hørt den før.”
Her var Rued Langgaard komplet uenig, fortæller Ebert.
”Han fandt Laubs enkle melodier alt for primitive. Langgaard ville vinde hjerterne, også ved musikken. Han mente, at Jesus brugte poesi for at få sit budskab ud, og derfor bør poesien også være noget af det bærende i gudstjenesten. Derfor knytter han netop til ved romantikken og det mere højstemte. Han håbede at kunne frelse verden gennem sin musik eller i det mindste forandre den. Rued Langgaard er symbolist og mente som sådan, at alle kunstarter var med til at suggerere.”
Det blev dog ingenlunde som komponist af salmemelodier, at Langgaard skulle profilere sig. Han skrev ikke mange, fortæller Birgitte Ebert, og kun to af dem har fundet plads i Koralbogen: En melodi til ”Den store mester kommer”, som ifølge hende aldrig vil vinde indpas, da den er for svær at synge, og en ikke særlig god melodi til ”Døden er den sidste fjende”.
”Den anden er faktisk dejlig, dog altså vanskelig for den utrænede. Hvad der i øvrigt er meget interessant, er, at vi her i Ribe har fundet salmebøger med noteringer, hvoraf vi kan se, hvilke salmemelodier Langgaard fandt vigtige. Og vi har fundet koralbøger, hvori han egenhændigt har lavet om på harmoniseringerne. Gerne i mere romantisk retning.”
Et andet af de mange arrangementer i år hedder ”Solmok en lydkoncert”. Lydkunstner og komponist Jacob Kirkegaard fortolker kunstnerisk de lyde, Langgaard var omgivet af i Ribes nat i
dialog med fragmenter af satsen ”Bortkørende Tog” fra hans 2. strygekvartet, her i version for slagtøj.
”Ja, det er så morsomt. Jacob Kirkegaard er vokset op her i Ribe i det hus, hvor Langgaard levede. Han bor nu i New York. Han har optaget Ribes lyde, som Lang-gaard har hørt dem skridt i hans gader, vindens susen bag domkirken, klokkeværkets dunken oppe i tårnet. Disse Ribe-lyde vil blive akkompagneret af elektronik, en perkussionist og mig på orglet. Jeg er meget spændt på det. Det bliver det langhårede indslag,” siger Birgitte Ebert og ler hjerteligt.
Der er en helt særlig lydhørhed for det historiske i Danmarks ældste by, fortæller Birgitte Ebert. Hun findet det morsomt at undersøge, hvor langt man kan gå i Ribe med det, som har tilknytning til byen.
”Og vi kan gå meget langt. Ripenserne har en stor Langgaard-tolerans. Nu er han altså heller ikke så vanskelig, som mange forestiller sig. Faktisk ser vi gang på gang, hvordan hans musik bliver en stor aha-oplevelse for mange, der troede, han var utilgængelig.”
Der har da også på det sidste fundet en Langgaard-genopdagelse sted?
”Ja. Værkfortegnelsen kom i starten af 1990'erne, derpå kom biografien, og vi stiftede selskabet. Og Thomas Dausgaard indspillede alle symfonierne og operaen med DR Symfoniorkestret, og de sælger rigtig godt. Det samme gælder klaverværkerne. I udlandet får Nightingale String Quartet priser for deres indspilninger af Langgaards kammermusik.”
Det er ikke sådan at Birgitte Ebert først har taget Lang-gaard op, efter at hun kom til Ribe i 2000 og tog plads ved mesterens orgel.
”Jeg spillede ham skam forinden. På Musikkonservatoriet gik jeg hos professor Flemming Dreisig, som var en Langgaard-pioner, og jeg blev selv meget glad for ham. Nu er jeg under Rued Langgaard Udgaven med til at udgive orgelnoder fra hans tid i Ribe. Det er præludier og mindre orgelstykker, og de klinger rigtigt godt. Jeg spiller dem selv tit her i Domkirken. Der er til så mange dage i kirkeåret.”
Ligesom Langgaard kom også Birgitte Ebert fra København til stillingen som domorganist her i landets vestligste domkirke. Han dog noget surmulende, mens Birgitte Ebert rejste fra sin fødeø med glad sind og forventning. Hun er præstedatter fra Rønnebæk ved Næstved og var organist ved Hellerup kirke, før hun kom hertil.
”Ripenserne har et andet forhold til historie på alle områder. Jeg har da heller aldrig fortrudt at komme hertil. Jeg sætter meget pris på det vestjyske sindelag og på hele naturen her. Mange ting problematiseres mindre end i Nordkøbenhavn. Man har vel ikke mindre travlt, for man borer sig ned i mange ting, ikke mindst de historiske, men da har man jo travlt på en fuldkommen anden måde. Alle opgaver er gode og giver mening. Der er ting, som er i live her, som jeg aldrig før oplevede som i live. Man er også mere filtrerede herovre, mere afdæmpede. I Hellerup kunne man skændes så det fløj,” mindes Birgitte Ebert med en glad latter.