En af fortællingerne om Frans af Assisi er historien om hans besøg i byen Gubbio, der hærges af en ulv. Frans går ulven i møde og taler til den, indtil ulven lammefromt lægger sig for hans fødder.
Den argentinske pave, der har taget navn efter Frans af Assisi, har ikke nødvendigvis samme magt over de ulve i menneskeform, der lusker rundt i Vatikanets gange og i afkroge af den katolske kirke. Det er budskabet i bogen ”Francesco tra i lupi” (på dansk: Frans blandt ulvene), som netop er blevet udgivet af den italienske Vatikan-ekspert, Marco Politi, der er journalist ved det italienske dagblad Il Fatto Quotidiano.
Ulvene er alle de modstandere, Frans har skaffet sig i de knapt 18 måneder, han har været i spidsen for den katolske kirke, skriver Marco Politi: ulvene fra ”malaffare”, Vatikanets lyssky forretninger; fra ”malafinanza” i Vatikanets bank ORI, der beskyldes for at have renvasket penge for mafiaen; og fra hele det ”maloclero” og ”malavita” eller ”det dårlige præsteskabs skørlevned”, der er gået i svang med børnemisbrug og homoseksuelle lobbyer, og som er blevet afsløret over de senere år, ikke mindst i den såkaldte Vatileaks-skandale.
Marco Politi peger naturligt nok på den mest synlige, den foregående pave, Benedikt XVI's højre hånd, statssekretær Tarcision Bertone, der blev holdt ansvarlig for en god del af det misregimente i Vatikanet, som Marco Politi har beskrevet i tidligere bøger. Ganske vist er Bertone blevet sendt på pension, men han har siden installeret sig i en 700 kvadratmeter stor luksuriøs lejlighed i hjertet af Vatikanet, i en residens der normalt er forbeholdt Vatikanets højtstående dignitarer. 10 gange større end det værelse, pave Frans selv bor i i den beskedne Sankt Martha-residens. Og som en åben provokation mod Frans' kritik af kardinalernes hang til luksus og opfordringer til at gøre den katolske kirke til de fattiges kirke.
”Ulvene er alle de, der ikke ønsker en kirke, som lugter af får,” skriver Marco Politi.
Andre modstandere tilhører den katolske højrefløj, der ikke bryder sig om pave Frans' forsøg på også at reformere den katolske kirkes morallære med en åbning mod homoseksuelle og fraskiltes ret til nadver, selvom de gifter sig igen. Og især amerikanske katolikker tog alt andet end vel imod pavens kritik af kapitalismen og finansmarkederne i Envangelii Gaudium-teksten sidste år.
Men Marco Politis pointe er, at man ikke skal gøre kampen om fremtidens katolske kirke til en strid mellem konservative og modernister, mellem højre og venstre. Men om styreformen.
”Mange frygter, at mere demokrati vil desakralisere paveembedet og dermed svække den katolske kirke, der er vant til at se Vatikanet som en kommandocentral og paven som en almægtig fortsættelse af den romerske pontifex maximus,” pointerer Marco Politi.
Hans bog har vakt langt mindre omtale end bogen ”Hans Hellighed skandale i Vatikanet”, som for alvor antændte den såkaldte Vati-leaks-skandale med afsløringer af hemmelige interne dokumenter.
Reformkatolske medier og netsteder især i Europa, som for eksempel organisationen ”Wir sind Kirche” i Tyskland, har omtalt bogen eller interviewet Marco Politi. Men ”Frans blandt ulvene” tegner ikke til at blive en bestseller. Måske fordi den ikke afslører nye skandaler eller udpeger andre ulve end de, som allerede er kendt. Måske fordi kampen føres bag kulisserne, ikke for åbent tæppe.
Bogen er ikke desto mindre et advarselssignal om, at kampen bag kulisserne er nådesløs. Frans har kun kort tid til sin rådighed, konstaterer Marco Politi, der slutter sin bog med den konklusion, at efterårets og næste års synoder om familiepolitikken enten vil bekræfte eller tage livet af Frans' ”revolution”, som journalisten kalder hans reformforsøg.
”Hidtil har synoder været tandløse fora, der endte med intetsigende slutdokumenter. Hvis årets synode om familiepolitikken bliver anderledes, og hvis det lykkes paven at gennemføre flere, vil hans revolution være uafvendelig,” mener Marco Politi, der bekymret peger på, at pave Frans viser voksende tegn på træthed.
”Kan han holde til det?”, spørger Vatikan-eksperten.