Prøv avisen
Essay

Sommer med de glemte

Sommerlæsningen kunne foregå i selskab med glemte forfattere som Jørgen Nielsen (billedet), Karl Bjarnhof og Aase Hansen, foreslår Claus Grymer i dette essay

Hvad skal vi med vor litterære arv? Vi kan begynde med at holde ferie med den, skriver Claus Grymer i et essay om blandt andre den navnkundige forfatter Aase Hansen

Hvorfor ikke tage på sommerferie med Aase Hansen (1893-1981)?

Engang havde jeg gode hverdage i hendes selskab. Det var der mange andre, der også havde.

Hun hører stadig hjemme i hverdagene. Det kunne man bruge en ferie til at opdage.

Aase Hansen? Nå ja, det er ikke personen, jeg mener. Men hendes forfatterskab, dets mange fine romaner, stilfærdige, kloge og nænsomme. I dag vil det kun være de passende bedagede, der reagerer på navnet med genkendelse.

Hos andre bliver det måske ikke til andet end et ironisk smil. Aase Hansen! Sådan kan man da ikke hedde, hvis man vil ses. Men det blev hun nu alligevel. Hun havde mange læsere. Taknemmelige læsere.

Nu vi er ved navne: Jørgen Nielsen er jo heller ikke et, som pr-folk kan anbefale at prøve at slå sig op på. Det kneb da også for forfatteren, der hed det. Og dog har han en fortjent status som en af de store i dansk litteratur. Men læses han overhovedet mere?

Hvorfor ikke også tage på sommerferie med Jørgen Nielsen (1902-45)?

Karl Bjarnhof (1898-1980) er endnu en glemt forfatter, men vel stadig husket som en fremragende interviewer eller snarere samtalepartner, undrede sig engang over, at vi tillader os at vende ryggen til en så god fortæller som romanforfatteren Johannes Buchholtz (1882-1940), hvis bøger engang var særdeles efterspurgte og tilmed også vakte interesse i udlandet, hvad hans nuværende læsere ikke kan forbavses over hvis de da findes? I øvrigt deler jeg Bjarnhofs undren. Også over så mange andre gamle, gode forfattere, vi vender ryggen til.

I bibliotekernes kældermagasiner er det nærmest chokerende at opleve, hvor hurtigt tidligere hovedpersoner i skønlitteraturen ofte bliver skubbet derned halvvejs i graven. At det tilmed kan ske for en banebryder som Samuel Beckett (1906-1989) havde jeg ikke ventet. Men i går avantgarde, i dag arkivstøv: et ikke ukendt forløb. På et magasin kæmper selv en nobelpristager forgæves mod sin begravelse.

Og så er sandheden ikke desto mindre, at gode bøger ikke behøver at dø. Heller ikke, selvom de begraves.

En bemærkning fra en omvej: Man lader ikke være med at betragte et maleri med den begrundelse, at man har set det før.

Men ofte afviser man en bog, skønt den engang gjorde et stort indtryk på én. Afviser den netop, fordi man har læst den før.

Og dog er en god bog ny ved hvert nyt møde med den. Den er blevet anden for man selv er blevet en anden. Man læser ikke en bog på samme måde i en tidlig livsfase som i en sen.

Jeg blev for alvor opmærksom på dette i en ferie, hvor der var tid til fornyet omgang med gamle, uaktuelle bøger. Imidlertid blev jeg mindet om, at gamle bøger ikke nødvendigvis er uaktuelle For de iblandt dem, der dur, bliver aldrig uaktuelle. De lever med de levende og forandrer sig med dem.

Om så en begravelse kommer i vejen det kan alligevel blive til overlevelse

Det gjorde det med Aase Hansens ellers for længst begravede forfatterskab, der livede vældigt op ved at blive taget med på ferien. Nok forekommer den virkelighed, hun skildrer, lidt fremmed i dag. I hvert fald i det ydre. Men ikke i det indre. Hendes temaer er nogle af de altid gyldige: drøm og resignation, håb og uopfyldte længsler, smertelig erkendelse af livets flygtighed. Som sagt med denne melankolske romantitel: ”Alt for kort er duggens tid” (1954).

Hvis man helst vil læse bøger, der viser, at man følge med, skal man naturligvis holde sig langt væk fra Aase Hansen. Spørgsmålet behøver ikke udtales for tydeligt at kunne høres: Hvad skal man med litteratur, som ingen taler om?

Et muligt, men måske uventet svar: Man kan læse den. Eventuelt hemmeligt i ferien.

Under alle omstændigheder giver det ikke prestige at anbefale Aase Hansens forfatterskab. Der kan blive stille om én, hvis man alligevel gør det. Så stille, som der bliver om de underlige.

I ferien læste jeg mig til glæde i disse to romaner af nævnte forfatter: ”Den lyse maj” (1948/1962) og ”Luftspejling over havet” (1963). I forbindelse med den sidste havde Aase Hansen den kommentar, at for den unge står fremtiden som en luftspejling over havet. Ligesom livet gør for den gamle: Hvad var drøm, og hvad var realitet? Ordene har gyldighed for hendes samlede værk. Det samme har dette citat fra bagsideteksten: ”I al sin tyste inderlighed er ”Luftspejling over havet” et kammerspil for fint afstemte instrumenter.” Netop!

Jeg er ligeledes enig med kritikeren Frederik Nielsen, der i sin anmeldelse af en anden af forfatterens centrale romaner, ”Valmuekransen” (1961), skriver: ”Aase Hansens har den tankens modenhed og det indsigtens mod, som gør, at det altid er en lykke at være i hendes bøger.”

For mig var det en ferielykke.

Aase Hansen blev født i Frederiksværk, hvor hun også døde.

Nordsjælland er den tilbagevendende geografiske ramme om hendes bøger. Derfra er der i mere end én forstand langt til Jørgen Nielsen, hvis baggrund var de små kår i et midtjysk husmandshjem.

En verden, der afspejles i hans hovedværk, den både storslåede og knugende roman ”Dybet” (1940), en anden feriegenlæsning. Bogen demonstrerer, hvor uhjælpeligt isoleret samboende familiemedlemmer kan være fra hinanden.

Den virker med al sin ulykke lykkeligt frigjort og synes skrevet på et overskud som af en anden verden. Hvad man dog ikke skal lægge for meget i.

Professor Sven Møller Kristensen lod i sin højt anerkendende vurdering af romanen det spørgsmål stå åbent, om ikke den var ”en kraftanstrengelse for at komme til bunds i angstens problem og finde en objektiv, psykologisk forklaring på dens uudryddelige eksistens i forfatterens egen bevidsthed”.

Men Jørgen Nielsen kunne ikke redde sig selv: Få år efter begik han selvmord.

Han var da i gang med den fortsættelse til ”Dybet”, der blev udgivet posthumt i 1945 med titlen ”Et hus splidagtigt med sig selv”. Sidste sætning i det ufuldførte manuskript lyder: ”Ulykken var inde i ham selv.” Som den var inde i Jørgen Nielsen, denne hårdt plagede mand, der ifølge en god ven, forfatteren Nils Nilsson, der udgav en bog om ham som menneske, ikke havde ”fysik til sit voldsomme temperament”.

Det blev en anden ven, digteren Paul la Cour, der efter Jørgen Nielsens ønske formulerede slutningen på ”Et hus splidagtigt med sig selv”. Han har antydet betingelserne: ”Der forelå ingen Udkast eller Notater til Udgangen på Bogen, Manuskriptet standsede brat op foran Afslutningen, som en Hest, der stejler foran en Afgrund.”

La Cour begrænsede sig til en slutning på halvanden side, skrevet med en så intens indlevelse, at forfatterskiftet ikke uden videre bemærkes.

Jeg havde planlagt at inddrage flere skønlitterære feriepartnere, men den plads, der med rimelighed kan afsættes til sagen, er ved at være brugt. Jeg håber, at pointen alligevel har omtrent samme klarhed som solskin i en ferie.

At holde ferie det er blandt andet at besøge egne, man ellers ikke ser. Hvorfor ikke også inddrage de litterære og blive mindet om glemte værker, der fortjener at blive husket, rige gaver der bør pakkes op igen?

Hvad skal vi med vor litterære arv? Vi kan begynde med at holde ferie med den.

Det griber måske om sig. Ferievaner kan blive til hverdagsvaner.