Da jeg fulgte med i DR's spændende tv-serie ”Arvingerne”, noterede jeg, at der blandt figurerne ikke var nogen, jeg kunne holde med. For mig var serien blottet for positive rollemodeller, så jeg endte med at være enig med dagbladet Politikens anmelder, Henrik Palle, i, at den lige så godt kunne have heddet ”Møgungerne”. I en klumme her i avisen (6. marts 2014) efterlyste jeg derfor gode rollemodeller og illustrerede mit synspunkt med et par film, hvor man lykkeligvis kan møde dem: Alexander Paynes ”Nebraska” fra sidste år og Florian Henckel von Donnersmarks ”De andres liv” (2006).
En af mine venner, der er skuespiller, mente dog, at den gode søn i ”Nebraska” er mindre interessant end sin fordrukne og halvdemente far. Og så tilføjede hun, at skuespillere jo også hellere vil spille skurk end dydsmønster. Efter en tænkepause måtte jeg give hende ret i, at dårlige rollemodeller ofte er de mest mindeværdige. For eksempel husker jeg helt klart Søren Sætter-Lassen som Richard III i Det Kongelige Teaters opsætning af dette Shakespeare-drama, og den figur repræsenterer jo den inkarnerede ondskab lige fra hans pragtfulde indledningsmonolog til slutreplikken ”My kingdom for a horse!”. Lige så tydeligt husker jeg Frits Helmuth som lektor Blomme i filmatiseringen af ”Det forsømte forår”.
Alligevel sætter jeg nu pris på, at der i film, skuespil og romaner også er positive rollemodeller. Det er der heldigvis i mange tilfælde, og det gælder ikke mindst i romaner af den amerikanske forfatter Anne Tyler.
Jeg er bange for, at Anne Tyler (født 1941) ikke er godt kendt her i landet, selvom syv af hendes tyve romaner er oversat til dansk, og i min omgangskreds er der mange, der end ikke har hørt om hende. Det er en skam, for hun er en fremragende forfatter, der har været finalist til Pulitzer-prisen to gange og vundet den en gang. Og som romanforfatterne Roddy Doyle og Nick Hornby fra henholdsvis Irland og England har beskrevet som ”den største nulevende forfatter, der skriver på engelsk”.
Lad migfra to af Anne Tylers bøger give eksempler på, hvordan en sympatisk hovedperson under vanskelige betingelser gør en indsats for at få et bedre liv, også i forholdet til andre. I ”The Accidental Tourist” fra 1985 (”Turist ved et tilfælde”) er udfordringen for rejsebogsforfatteren Macon efter at hans søn er død, og hans kone har forladt ham at leve med tabet og forsøge at træde ud af rollen som rutinefikseret nørd. Da han tidligere havde spurgt sin kone, hvorfor hun ville skilles, lød svaret i hendes korte version sådan: ”Hvis du skulle henrettes i morgen, ville du bruge tandtråd i aften.”
Med hjælp fra en kærlig kvindelig hundetræner lykkes det alligevel Macon at komme gennem krisen og udvikle sig fra at være tilfældig turist i sit liv til at blive ”happy traveller” herunder ved at blive en god stedfar. Bogen blev i 1988 filmatiseret af Lawrence Kasdan og havde William Hurt og Geena Davis i hovedrollerne, og den film kan jeg også anbefale.
Romanen ”Ladder of Years” fra 1995 (”Årenes løb”) handler om en 40-årig kvinde, Cordelia Grinstead, som det lykkes at bryde ud af en uacceptabel rolle som ægtefælle og mor, uden at der på det ydre plan som i ”Turist ved et tilfælde” er sket noget dramatisk. Delia, som hun kaldes, indser, at hun i årevis er blevet kørt over af sin familie, og at hun selv har medansvar for det. Hendes 15 år ældre mand, Sam, der er læge i Baltimore, og som har købt sin svigerfars praksis og samtidig giftet sig med hans yngste datter, respekterer tydeligvis ikke sin kone. Han disponerer hen over hovedet på hende med store ombygninger af huset, selvom det står i hendes og hendes to søstres navne, omlægger haven, lytter ikke til hende, og når han og Delia skændes, går han pludselig væk, inden problemet er løst.
Sams mangel på respekt smitter af på deres tre børn, så de tager deres mors indsats i hjemmet for givet. Sommetider føler hun sig som en lille myg, der svirrer omkring i periferien af familien. Det hører med til billedet, at Delias far, hvis yndlingsdatter hun var, frarådede hende at søge om optagelse på college og tog det for givet, at hun ville arbejde som assistent i hans praksis.
Ikke overraskende har en modvilje mod den rolle, Delia har fået, akkumuleret sig, og efter 22 års ægteskab har hun opsparet en god portion vrede. Da hun i supermarkedet møder en ung mand og er tæt ved at indlede et forhold til ham, indfinder dennes svigermor sig en aften hos familien Grinstead, mens de spiser middag og kræver, at Delia holder fingrene fra hendes datters mand. Skønt der her er stof til en farverig skandalescene Delias søstre spiser også med reagerer den samlede familie ved at anse Delia som ude af stand til at bedrive hor. De afskriver derfor den gamle dame som dement. Sams efterfølgende reaktion er, at den unge mand selvfølgelig blot er en bekendt, men han fortsætter så med at spørge, om hun har tænkt over, hvad naboerne vil sige. Det gør hende meget vred.
Og såer det, at Delia, da familien derefter er flyttet i sommerhus ved Atlanterhavet, handler impulsivt. Senere i bogen siger hun, at der ikke var tale om nogen egentlig beslutning. Kun klædt i badedragt, espadriller og badekåbe går hun ud ad stranden og fortsætter, indtil hun er ude af syne for familien. Derefter drejer hun ind i landet til deres lejede hus og får uden at skifte tøj et lift bort fra kysten med en håndværker, der har repareret taget. I en indkøbstaske medbringer hun kun 500 dollars feriepenge. Hun føler sig ligesom en snegl med hus på ryggen og står efter et par timers kørsel af i en fredelig lille by med en kirke, små hvide huse, en diner og en park med statue. Her slår hun sig ned for at begynde et nyt livsafsnit. Hun bliver advokatsekretær og tjener for første gang i sit liv sine egne penge. Hvad der herefter sker, har jeg ikke plads til at fortælle, og jeg bør jo heller ikke afsløre, hvad hele romanen handler om.
Et af bogens tragikomiske scoop er den efterlysning, som politiet i Delaware udsender, da Delia er blevet meldt savnet. Først sidst på eftermiddagen opdager familien, at hun er forsvundet, og vidnerne til, at hun ved frokosttid begav sig af sted hendes mand og tre børn på 21, 19 og 15 har ikke bemærket noget usædvanligt. Delia beskrives som en slank kvinde med krøllet lyst eller lysebrunt hår, med blå, grå eller måske grønne øjne, 155 eller måske 165 centimeter høj og med en næse, som foruden at være fregnet er let solbrændt. Hvad hun havde på, kan familien ikke blive enig om.
Er Delia Grinstead så en god rollemodel? Ja, det skulle jeg mene. Under vanskelige omstændigheder vælger hun den vej, som er nødvendig, hvis hun skal udvikle sig og genvinde sin selvrespekt. Hendes nye liv er langtfra sorgløst, og mange gange græder hun sig i søvn i sit lejede værelse. Hun er reserveret, men bliver respekteret og får efterhånden venner og bekendte, og hun bliver hurtigt god til sit arbejde. Hver aften læser hun en bog fra biblioteket, herunder ”Den store Gatsby” af F. Scott Fitzgerald:
”Hun kom til slutningen af bogen, men hun blev ved med at genlæse den sidste sætning, indtil hendes øjne løb over af tårer. Så lagde hun bogen på gulvet og rakte hånden op for at slukke lampen, så hun kunne sidde og græde i mørket det allersidste trin i hendes daglige rutine. Hun græd uden at have en tanke i hovedet “ Når hun følte sig fuldstændig drænet, sukkede hun dybt og sagde 'Åh, ja'. Så pudsede hun sin næse en sidste gang og lagde sig ned for at sove. Det undrede hende, at hun altid sov så godt.”
I Den Store Danske Encyklopædi står der om Anne Tyler, at hendes forfatterskab er humoristisk og livsbekræftende med en snert af sentimentalitet. Det er nok rigtigt, at der er lidt ”smil gennem tårer” over hendes værker, ligesom i nogle af Chaplins film. Men for mig trækker det nu ikke ned. I Tylers bøger skorter det ikke på gode rollemodeller. Det gør læsningen af dem til en opløftende oplevelse.
