”Det er vanskeligt i dag at gøre sig en blot nogenlunde klar forestilling om omfanget af den ødelæggelse, der ramte de tyske byer i Anden Verdenskrigs sidste år, og endnu vanskeligere at forstille sig de rædsler, ødelæggelserne var forbundet med.”
Med disse sætninger indledte den tyske forfatter W.G. Sebald sine forelæsninger ”Luftkrig og litteratur”, som han holdt ved universitetet i Zürich i 1997. Forelæsningerne har sidenhen skabt en del furore, ikke mindst på grund af Sebalds opsigtvækkende tese: På trods af det faktum, at op til 600.000 tyske civile blev ofre for luftkrigen, og at flere tyske byer næsten helt blev jævnet med jorden, er erfaringerne med ødelæggelserne ikke et centralt emne i den tyske efterkrigslitteratur og den nationale bevidsthed. Luftkrigens rædsler er således ifølge Sebald snarere blevet fortrængt og fortiet i den tyske efterkrigstid, hvor man fokuserede på genopbygningen efter krigens afslutning.
Forelæsningerne, der på tysk udkom som bog i 2001, giver en sober fremstilling af luftkrigens rædsler og de konsekvenser, den fik for tyske civile under Anden Verdenskrig: Ildstormen på Hamborg, hvor tusindvis af civile døde under angrebet, diskuteres indgående, samtidig med at Sebald genlæser de få litterære tekster, der faktisk forsøger at forholde sig til de rædsler, som krigen bragte med sig.
At Sebalds forelæsninger i sin tid vakte store diskussioner i den tyske offentlighed skyldes imidlertid især, at de blev set som begyndelsen på en ny trend i det tyske samfund omkring årtusindskiftet, nemlig det nye fokus på tyskere som ofre for krigen, som på den tid kunne iagttages i film og litteratur. Emnet var af gode grunde ikke dominerende i den offentlige erindring før. I lange perioder var det tyske samfund præget af interne debatter om skylden og ansvaret for de tyske forbrydelser, som især i den umiddelbare efterkrigstid blev fortrængt og nedtonet i offentligheden.
At henvise til lidelserne hos den tyske civilbefolkning blev i den sammenhæng anset som del i en problematisk forsvarsstrategi, at man ville opregne de tyske forbrydelser med tyske lidelser, at man så at sige forsøgte at undskylde sine egne handlinger med de rædsler, den tyske civilbefolkning var udsat for sidst i krigen.
I 1950'erne og 1960'erne var denne form for modregning ganske udbredt i Tyskland. I hjemstavnsfilm fra den tid finder man sætninger som ”vi har ærligt talt ikke været særligt pæne mod verden men værst er det nok gået ud over os selv”, og i revanchistiske og nynazistiske kredse er det indtil i dag udbredt at sætte lighedstegn mellem den tyske dødsfabrik i Auschwitz og de allieredes bombeangreb mod eksempelvis Dresden sidst i krigen. ”Bombeholocaust” er her stikordet, der mest tjener til at nedtone de tyske forbrydelser.
Sebald holder sig i sine forelæsninger langt fra den slags modregninger og revanchistiske dagsordener. Gang på gang understreger han, at tyskerne selvfølgelig alene bærer ansvaret for krigen og de ødelæggelser, den førte med sig. Og ikke helt tilfældigt henviser han sidst i sine forelæsninger til tyskernes voldsomme bombeangreb på Stalingrad i 1942, som kostede op mod 40.000 civile livet.
Debatterne om ”tyskerne som ofre”, der fulgte efter Sebalds forelæsninger, skal alligevel ses på denne baggrund. Mens nogle anså den nye trend om at fokusere på de tyske lidelser som atter et forsøg på at nedtone tyskernes ansvar for forbrydelserne, så andre den snarere som en udvidelse af det tyske opgør med fortiden. Eksempelvis har den tyske professor Aleida Assmann lanceret tesen, at det først blev muligt at fokusere på tyske lidelser, efter at man i 1990'erne endelig offentligt havde anerkendt forbrydelserne og de forskellige ofregrupper: jøder, homoseksuelle, Sinti og Roma, politisk forfulgte og så videre. Så længe man ikke åbent havde anerkendt disse grupper som ofre for nazisternes terror og det havde det tyske samfund det meget længe meget svært med var der ikke plads til at mindes de lidelser, som den tyske civilbefolkning selv havde oplevet.
Der hersker for mig at se ingen tvivl om, at Assmann rammer plet med sin tolkning: Så længe det tyske samfund endnu var splittet i tolkningen af fortiden, var det faktisk umuligt at give plads til tyskernes egne lidelser. Det nye fokus på tyskernes lidelser, som Sebald med sine forelæsninger var med til at skubbe i gang, vidner derfor måske mest af alt om det faktum, at de interne debatter om fortiden i Tyskland er faldet til ro. At der er kommet en vis konsensus om de nazistiske forbrydelsers karakter, og at man nu langt om længe er parat til at indrømme ofrene plads i den nationale bevidsthed.
Først nu kan der åbnes for tyskernes lidelser, uden at man dermed risikerer at nedtone egne forbrydelser. Med henblik på Sebalds forelæsninger betyder det også, at den fortrængning af luftkrigen, han er så kritisk over for, måske var mere nødvendig, end han umiddelbart syntes at give udtryk for. Det er formentligt først nu, i de seneste år, at man i Tyskland kan åbne for disse sår. Hans meget fine forelæsninger er med til at bidrage til dette et yderligere skridt i det tyske opgør med fortiden.