”Højskolesangbogen er løsningen på et mysterium”

I går begyndte Copenhagen Opera Festival. Når festivalens leder, Michael Bojesen, tager højskolesangbogen frem, finder han svar på, hvem han er som menneske. Den eksistentielle lyrik i sangene bevæger ham, ligesom opera

Den danske sangskat viser, hvad det vil sige at være menneske, mener dirigent og festivalchef Michael Bojesen.
Den danske sangskat viser, hvad det vil sige at være menneske, mener dirigent og festivalchef Michael Bojesen. .

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

Det er Peter Høegs ”Effekten af Susan”. Jeg er tidligere gået i stå i ”Den Stille Pige”, men den her var overraskende god. Han skriver fantastisk og meget begavet. Og så er der er en morbid humor i den, som jeg ikke har set hos ham før.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

Den, der til stadighed gør størst indtryk på mig, er Højskolesangbogen, som jeg har et meget nært forhold til. Jeg vender hele tiden tilbage til lyrikken i de danske sange. De giver identitet, trøst og glæde, fordi de handler om liv og eksistens. Samtidig viser de hele vores kulturarv og giver mig derfor en indgang til at forstå, hvem jeg er, og hvad det vil sige at være menneske. Derfor er Højskolesangbogen løsningen på et mysterium.

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?

Det, vi lige nu tilbyder med Copenhagen Opera Festival, er jeg faktisk rigtig stolt af. Der er noget for begyndere, bredden og eliten, så festivalen bliver til gavn for alle. Opera kan bevæge os alle, fordi den fortæller nogle dramatiske, eksistentielle historier ligesom Højskolesangbogen. Her tager vi operaen ud af dens vante rammer og viser den, hvor man ikke forventer det. Når man skal ind til Torvehallerne for at købe en sandwich, kan man få chancen for at opleve en af verdens helt førende sopraner, Patricia Petibon. Og skal man med bussen til Toftegårds Plads i Valby, dukker der pludselig en lastbil op fra Det Kongelige Teater, som opfører Barberen i Sevilla.

Derudover kan jeg anbefale at se en danseforestilling ude i det gamle Bispebjerg Kapel og Krematorium. Dansekapellet er også et fantastisk initiativ i nogle spændende rammer.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

Da jeg var i begyndelsen af 20'erne, havde jeg en kæreste, der spillede Johannes Brahms' ”Requiem” for mig for første gang. Der forstod jeg, at den klassiske musik kan noget særligt. Noget større og dybere som beriger mig, og som er det, jeg til enhver tid vil vende tilbage til. Brahms' dødsmesse er i modsætning til alle andre dødsmesser en trøst og et håb til de efterladte, som gør musikken overjordisk smuk. Det var en mavepuster at opleve.

Hvem har du senest været til koncert med?

Det britisk-irske boyband One Direction med mine børn i Parken. Der sad jeg og led sammen med alle de andre forældre, der også havde helt forpinte ansigter, mens deres børn hoppede rundt i jubel.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

Jazz er en genre, der har trange kår i disse år. Der er ganske få spillesteder, der overlever, og meget få musikere, der kan klare sig. Det er synd, fordi jazz kan noget, man ikke ser i mange andre genrer det improvisatoriske, hvor musikken opstår her og nu, er spændende og anderledes.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

Måske den type jazz, hvor man står med filthat og røde seler ved byfester. Jeg er generelt meget nysgerrig, men hvis jeg føler, at kunstneren ikke satser, men er middelmådig og forudsigelig, bliver jeg irriteret. Mange ting i vores liv er jo forudbestemt. Vi skal spise, have børn og dø. Derfor skal kunsten i stedet flytte os som mennesker. Det kan den kun, hvis kunstneren går til kanten.