Prøv avisen

Historien fra skyttegravene set gennem kunsten

Første Verdenskrig bød på en helt ny form for krigsførelse, som også omfattede brugen af sennepsgas, hvor ofrene mistede synet midlertidigt, hvilket John Singer Sargant viser i maleriet "Gassed". Foto: Imperial War Museum

Stor udstilling i London viser kunst, der skildrer Første Verdenskrigs brutale virkelighed frem for at romantisere krigen

Hånden hviler på skulderen af manden foran. Med forbindinger for øjnene bliver en lang række soldater ledt til felthospitalet. De er ofre for den sennepsgas, som de tyske tropper sendte ind over de britiske styrker.

Maleriet af den britiske kunstner John Singer Sargent er imponerende. Ikke kun i størrelse maleriet er over seks meter langt og to et halvt meter højt men også i sin måde at illustrere krigen på.

John Singer Sargent var en af de ledende malere i tiden omkring Første Verdenskrig. Han havde fået opgaven med at beskrive samarbejdet mellem de britiske og de amerikanske tropper. Med i stedet for den heroiske kamp valgte han en scene, som han havde set ved et besøg på Vestfronten i 1918.

Teksten til billedet taler om, hvordan den midlertidige blindhed som følge af sennepsgassen sender de unge soldater ind ”i en semi-religiøs skærsild”.

Maleriet er et af de centrale på en ny udstilling på Imperial War Museum i London, som er den største udstilling af krigsmalerier fra Første Verdenskrig i næsten 100 år.

Før Første Verdenskrig var den malede version af krigen soldater og gerne kavaleriet som i farvestrålende uniformer kæmpede for Gud, konge og fædreland.

Men den ny virkelighed, som soldater med kunstneriske evner eller de etablerede kunstnere oplevede på slagmarken, var helt ny.

Lidelse og ensomhed i skyttegravene

Meget passende har udstillingen titlen ”Truth and Memory” (Sandhed og minder). Fjenden er stort set fraværende i alle malerierne. Blot et enkelt maleri viser en klassisk situation, hvor britiske infanterister løber tyske tropper over ende i en skov. Ellers er det lidelsen fra skyttegravene, feltlazaretter eller blot ensomheden i krigen, som fylder lærrederne.

Men det er på sin vis et paradoks, for mange af værkerne var bestilt som en del af den britiske propaganda, der skulle overbevise befolkningen om, at det var rigtigt at briterne gik ind i krigen på det europæiske fastland.

”I hjertet af programmet var ønsket om at gengive værdierne i det britiske samfund som værende liberalt og socialt inkluderende, og ikke følge traditionen med krigsskildringer af glorificerede sejre. Som konsekvens blev meget forskellige og kritiske billeder kommissioneret og købt, fordi målet var at vise Storbritannien som fanebæreren af en Vesteuropæisk liberal kultur,” fremhæver kurator Roger Tolson fra Imperial War Museum.

Men nogle gange gik de kunstneriske udfoldelser for vidt. C.R.W. Nevinson var en af de store krigsmalere, som også havde store udstillinger med sine værker fra fronten. Men da han malede to døde soldater og gav billedet titlen ”Paths of Glory” (Den ærefulde vej), så var det for meget for krigsministeriet, som krævede billedet censureret. Et krav som maleren omgik ved at inkludere billedet i en udstilling og så blot sætte et lille skilt over titlen på billedet med teksten ”censureret”.

Billedet er nu med på udstillingen om krigen set gennem kunsten. Her er også flere værker af John Nash, som malede billedet af skoven i Oppy Wood. To soldater fylder ikke meget i skyttegraven omgivet af sønderskudte og udbrændte træer i ingenmandsland. Her er den totale destruktion i stærk kontrast til den smukke aftenhimmel. John Nash var en af de kunstmalere, som var i aktiv krigstjeneste.

Han var selvlært, og han hentede sine motiver i skyttegravene, hvor han selv gjorde tjeneste i infanteriet som soldat i den 28. bataljon.

”På Vestfronten blev alle krigens kræfter udløst med en chokerende effekt, hvor landskabet blev smadret til ukendelighed, hvilket fjernede enhver tanke om, at det kunne være et tilflugtssted,” fremhæver Roger Tolson.

Lemlæstelse blev til kunst

Som udstillingen viser, var Første Verdenskrig også en konflikt, som satte fokus på indsatsen på hospitaler og feltlazaretter. De stærke billeder af unge mænd lemlæstede ved fronten eller i hospitalssenge er et tilbagevendende motiv.

”Der var en forståelig desperation efter at finde tegn på forløsning, orden og moral. De kommer i form af de forudselige billeder af mænd med bårer, medicinsk personale, skadestuer og fortolkningen af døde soldater og civile som en selvopofrende Kristus,” forklarer Roger Tolson.

Et billede viser et hospital bag fronten, som udelukkende var bemandet af kvinder. Men ellers var kvinderne hjemme. I takt med, at de arbejdsduelige unge mænd blev sendt over til fronten, måtte kvinderne ind i fabriksproduktionen.

Her var det også muligt for de kvindelige kunstnere at bidrage med deres version. Anna Airy har valgt at have granaterne i forgrunden og kvinderne i baggrunden på sit billede fra en våbenfabrik. Det er samtidig et billede med en slet skjult ironi.

Fabrikken i Glasgow var før krigen befolket af mænd, som producerede symaskiner.

Med krigen blev produktionen ændret til granater, som kvinderne stod bag.

Men det var også kvinderne, som var ladt tilbage, mens deres mænd, sønner, kærester og forlovede drog i krig.

Fortvivlelsen over det tab, som de led, er illustreret af George Clausen, som trods det danskklingende navn var født i London i 1852. Han var selv for gammel til aktiv krigstjeneste, men hans datter Katharine mistede sin forlovede ved fronten. Et tab, han har illustreret med billedet af ung sorg, hvor en ung kvinde ligger knælende foran et kors.

CRW Nevinson var en af de store krigsmalere. Men krigsministeriet i London forsøgte at censurere hans billede ”Paths of Glory” (Den ærefulde vej), som viste de menneskelige omkostninger ved krigen. Foto: Imperial War Museum