En blød lyd strømmer ud af radioen fra en træblæser, der har ondt indeni. Klaveret tripper langsomt tættere på, som om det prøver at trøste den. Mit værelse er fyldt af de to, klaveret og træblæseren, hvis huller slipper følelserne løs. De vugger lidt med hinanden. Og min krops små hår rejser sig og svajer med musikken, pludselig vakt til live. Musikken har prikket hul på mig. Alt det, der er gemt indeni, løber pludselig over.
Sådan følte jeg det, da jeg første gang hørte Rachmaninovs anden klaverkoncert, anden sats, tilfældigt i radioen, da jeg en aften som ung gymnasieelev sad på mit værelse og arbejdede på en tysk stil. På en eller anden måde punkterede værket et følelsesmæssigt rum og rakte ind i mig. Det ramte en kombination af smerte og skønhed på en gang. Og jeg kan huske, at tårerne vældede op. For musikken havde en grundstemning, som jeg genkendte.
Jeg er vokset op i et hjem, hvor der var mange skænderier, og hvor det var svært at gennemskue, hvornår der kom et verbalt angreb. Jeg frygtede altid uoverensstemmelserne mellem mine forældre. Og jeg stod simpelthen på nåle for at glatte ud og få det hele til at fungere. Da jeg hørte klaverkoncerten første gang, hørte jeg derfor noget sørgmodigt og et håb. Jeg hørte det, der fyldte mest i mig.
Heldigvis fik jeg skrevet komponistens navn ned, så jeg kunne tage stykket med mig videre i livet. I dag har jeg det på cd i flere udgaver, og jeg har blandt andet hørt det opført i Rusland.
Rachmaninovs anden klaverkoncert er skrevet i 1901, efter at han havde fået en tordnende kritik for sin første koncert. Det fik han en reel depression af, og der gik flere år, før han tog sig sammen til at skrive igen. Men denne gang blev hans koncert en stor succes.
Hans værker er ret komplicerede, så der er ikke så mange pianister, der kan klare den krævende opgave. Koncerten begynder meget stille, og der er en vekselvirkning mellem klaveret og i første omgang en tværfløjte, som har et tema, der går igen. Tværfløjten bliver senere afløst af andre blæserinstrumenter.
Det særlige er, at det ene instrument har en totakts-rytme og det andet en tretakts-rytme. Det forstod jeg slet intet af, da jeg hørte det første gang. Jeg mærkede bare effekten: At det var, som om de to instrumenter prøvede at mødes hele tiden. Værket har en meget smuk og til tider sørgmodig klang. Og man kan næsten høre de store, udstrakte sibiriske sletter i det.
Der er mange ting, man vokser fra her i livet sit tøj og sine hobbyer. Men det her musikstykke har udviklet sig sammen med mig. Og jeg tror, det er, fordi det både rummer det sorgfulde, det glade, det håbefulde og kraften til at blive ved, trække fra land og bevæge sig ud i verden. På den måde er det blevet et stykke, jeg selv kan hente styrke fra.
Jeg hører stadig stor skønhed, smerte og storladenhed i værket. Men i dag lægger jeg meget mere mærke til de positive og lyse aspekter af det. Og jeg er med tiden blevet meget gladere for de kraftfulde dele. Jeg opfatter dem som fyldt med håb. Der er noget i musikken, der overvinder det sørgmodige.
Samtidig giver værket mig mulighed for fordybelse. Det giver mig retten til at gå ned i nogle følelser, der ganske vist ikke er behagelige. Men hvis jeg undersøger dem og graver mig ned i dem, kan jeg også komme igennem dem.
Jeg sætter typisk stykket på, når jeg skal skrive eller male. Og jeg bruger det stadigvæk til at række ned i noget, der er sorgfyldt. Lige nu skriver jeg for eksempel på en roman, hvor en af personerne har mistet sin mand i en ulykke. Og da kan musikken hjælpe mig på vej.
Jeg kan ganske vist godt finde frem til det rum og de følelser inde i mig selv. Men nogle gange skal jeg have hjælp til få adgang til det sted i hjernen, hvor jeg kan finde ord til en helt bestemt følelse. Bagefter kan jeg slukke musikken og på den måde konstatere, at jeg er færdig med at være det sted i mit sind.
Undervejs i koncerten kommer jeg altid til at tænke på, at det er skrevet af en komponist, der oplevede at få massiv kritik for sit allerførste værk. En oplevelse, der må være fuldstændig rædselsfuld. Alligevel kaster han sig ud i at skrive igen.
Derfor handler musikstykket for mig også om at have modet til at prøve at skabe igen, når man har fejlet.