Det var i 1949 eller cirka deromkring.
I en mørk stuelejlighed ved Søerne i København holdt to stilfærdige fabrikanter et kort møde med to designere, hvor de bad om hjælp til at udvikle en røreskål i plast, som kunne opfylde husmødrenes ønske om en moderne skål. Den skulle både kunne bruges til at piske og røre i, uden at indholdet flød over, og den skulle have hældetud og et godt greb. Fabrikanterne tilbød i alt 2300 kroner for arbejdet.
Designerne, Sigvard Bernadotte og Acton Bjørn, gav opgaven videre til en dengang 27-årig medarbejder, Jacob Jensen, som samtidig fik at vide, at det ikke var et arbejde, han skulle bruge meget tid på.
Et par dage senere havde Jensen tegnet et udkast og fik drejet en model af skålen på en drejebænk. Sigvard Bernadotte var tilfreds og kontaktede ”de to tavse mænd”, Rolf Fahrenholtz og Stig Jørgensen, som var fabrikanterne bag virksomheden Rosti.
”Præsentationen var enkel. Modellen op på bordet. Tavshed. Så sagde Bernadotte: 'Ja, det er skålen'. Mere tavshed. Så sagde den ene: 'Mange tak, den er da pæn'. Jeg forklarede, at den var lavet i en enkeltform uden udtræk. Nå, så accepterede de. Opgaven var løst. De tog modellen med sig. 'Farvel og tak, mange tak'.”
Citatet er Jacob Jensens egen gengivelse af forløbet i erindringsbogen ”Anderledes men ikke mærkeligt” fra 1997.
Måske fornemmer man ikke historiens vingesus så klart i denne underspillede scene. Men den skål, som
den unge designer fik bikset sammen på et par dage, er siden blevet solgt i over 50 millioner eksemplarer verden over. Den har været udstillingsgenstand på Museum of Modern Art i New York og flere andre designmuseer, den har været brugt i flere kunstværker og afbildet på et dansk frimærke i 1997, og for kendere af designhistorie er Margretheskålen selve indbegrebet af tidløst dansk hverdagsdesign.
”Skålen er en af de tidligste industrielt producerede husholdningsartikler i Danmark. Den har flere funktioner, er enkel, neutral og tidløs. Den kan ses som en 1950'er-skål, men den kunne også være designet i forgårs,” siger Anne-Louise Sommer, direktør for Designmuseum Danmark og stor Margretheskål-entusiast, både som designekspert og som husmor og ejer af syv-otte Margretheskåle.
”Der er vel dårligt et hjem i Danmark, som ikke har en Margretheskål. De er lidt dyrere end de fleste andre skåle, men holder i årevis uden at komme til at se gamle ud. Jeg har selv nogle skåle, jeg har arvet fra min mor, og har selv suppleret med flere. Og hver gang jeg finder en skål frem, tænker jeg over, hvor fantastisk designet er,” siger hun.
Ifølge Anne-Louise Sommer kan Margretheskålen, der fik sit navn i 1954, ses som et billede på velfærdsstaten Danmark, som netop var ved at tage sin form dengang i efterkrigstiden.
Det var dengang, Danmark skulle omdannes til et nationalt fællesskab, hvor alle bidrog, så godt de kunne, og alle til gengæld trygt kunne regne med offentligt betalt uddannelse og lægehjælp, understøttelse til arbejdsløse og folkepension til ældre. Alle skulle have del i den velstandsstigning, som Danmark oplevede fra 1945 og frem til begyndelsen af 1970'erne.
Og det var dengang, de fåmælte fabrikanter Rolf og Stig slog deres navne sammen til Rosti, og da designeren Sigvard Bernadotte kunne se en markedsføringsværdi i at navngive den nye skål efter sin niece, den kønne unge prinsesse, som med grundlovsændringen i 1953 var blevet landets tronfølger. Skålen blev således navngivet efter den person, der om nogen skulle få en nationalt samlende betydning, og en person, der indvarslede kvindekønnets øgede ligestilling i forhold til mændenes dominans gennem århundreder. Kvinderne bestyrede endnu køkkenerne, men havde krav på kvalitet. Og skønt den bar et royalt navn, var skålen ligesom velfærdsstaten målrettet mod såvel høj som lav.
”Margretheskålen forener funktionalitet, kvalitet og æstetik, og den henvender sig til hele befolkningen. Siden er sortimentet udvidet med en lille skål, en kande og andre modeller, ligesom de danske køkkener er blevet stadig mere ambitiøse samtalekøkkener. Men den grundlæggende skål er stadig den samme,” pointerer Anne-Louise Sommer.
Hun tilføjer, at perioden 1945-1960 var en gylden tid for dansk design til de mange. Børge Mogensen designede i 1947 stolen J39, der blev kaldt ”folkestolen” på grund af sin store udbredelse til både private hjem og institutioner. Også det gennemdesignede projekt blev en dansk specialitet, som da Arne Jacobsen i 1959-1960 ikke alene tegnede Danmarks første skyskraber, SAS-hotellet i Købehavn, men også designede alt fra bestik og dørgreb til de legendariske stole ”Ægget” og ”Svanen”. Men ingen af tidens andre ikoniske designgenstande fik så stor folkelig gennemslagskraft som Margretheskålen.
Margretheskålen kom til verden på et tidspunkt, da Europa var ved at sunde sig oven på Anden Verdenskrig, og da forskellige plastmaterialer begyndte at finde vej hertil som alt andet nyt kom de fra USA. Rosti valgte at producere Margretheskålen i plastproduktet melamin, som er hårdere end almindeligt plastic, og som derfor tåler både slid, kulde og varme bedre. Designerne fremhævede selv, at skålen var pæn nok til at blive sat på bordet som salatskål. Fabrikanten fremhæver, at skålen tåler både fryser og opvaskemaskine, den kan bruges til servering af både koldt og varmt, men bør dog ikke komme i mikrobølgeovnen.
Den eneste forandring af skålen, som er gennemført siden 1954, er tilføjelsen af en gummiring under bunden i 1968, som sikrer, at skålen står bedre fast på bordet. Ellers er det kun farverne, der har varieret med moden. I 1950'erne var pastelfarver på mode, mens 1970'ernes Margretheskål var knaldrød. I anledning af skålens 60-årsfødselsdag i år har Rosti som i dag er under hollandsk ejerskab og hedder Rosti Mepal lanceret Margrethe Classic-skåle i de oprindelige gule, grønne og blå pastelfarver.
Ligesom virkelighedens Margrethe har skålen en lillesøster. Allerede få år efter Margretheskålen lancerede Jacob Jensen og Rosti den mere enkle Benedikteskål uden tud og hank. Mange år senere, i 2008, skabte designerens søn, Timothy Jacob Jensen en ny skål, som er lidt fladere end Margretheskålen, og som blandt andet har et hul til ophængning i hanken. Skålen har fået navnet Victoriaskålen efter den svenske tronfølger.
Historien melder ikke, hvordan Rosti Mepals ledelse modtog denne nye generation af den legendariske skål. Men vi gætter på, at der faldt flere ord end: ”Mange tak, den er da pæn.”