Lars Busk Sørensen fik tre salmer med i Salmebogen i 2003, men hans knap 200 salmer har heldigvis deres eget liv i de danske menigheder, hvor man selv kan finde ud af at synge også uautoriserede, nye salmer.
Nu er 158 af de mange salmer, Sørensen har skrevet gennem næsten tre årtier, samlet i en ny udgivelse.
Salmerne i bogen er inddelt i emner: skabelse, Guds omsorg, salmer om håb, tro, kærlighed, året og Helligåndens hverdag, med andre ord salmer om menneskelivet, som det kan og bør leves i fælleskab på Guds skønne jord. Kun et kort afsnit dækker gudstjenesten og de kirkelige handlinger med i alt ni salmer om kirken, dåben, konfirmationen og vielsen.
Med disse emnevalg er man allerede sporet ind på den røde tråd, der løber gennem Sørensens fine salmereb, og som udtrykkes tydeligt allerede med det citat, der er aftrykt på samlingens titelblad: ”Guds kærlighed kommer til os gennem andre mennesker.” Den pointe er ganske afgørende for Sørensens forfatterskab og kan aflæses også af hans nok mest kendte salme, som er medtaget i Salmebogen: ”Menneske, din egen magt” (DDS 370).
I den lyder det: ”Livets Gud har dine hænder,/ derfor er det dig, han sender,/ når din næste lider nød.”
Oprindeligt stod der ”Livets Gud har ingen hænder”, men Salmebogskommissionen betingede sig i sin tid, at denne formulering skulle ændres, og sådan blev det. Tilbage står dog stadig tanken om Kristus, der møder os i og gennem medmennesket, og om det jordiske menneskeliv som rammen for Guds virke; en tankegang, der stemmer fint overens med moderne teologiske strømninger.
I ”Salmer til vor tid” er der mange lovsange, der i en umiddelbar, ofte næsten naiv tone lovpriser Skaberen og hans klode, og man genkender en glad søndagsskolebarnetro, som Lars Busk Sørensen har taget med sig gennem livet, og som til sidst måtte finde udtryk ikke bare i verdslige digte, som han debuterede med i 1959, men også i de salmer, der i stigende grad blev hans poetiske stofområde.
Lars Busk Sørensen vil gerne digte erfaringsnært, og han skriver salmer ind i en ny tids egen erfaring af temaer, der nok er evige, men som altid må udtrykkes på ny. Det gør Lars Busk Sørensen, men det fornægter sig ikke, at salmedigteren er en ældre herre, og at sproget og billederne derfor ikke altid er lige moderne. Når Sørensen for eksempel i ”Nu er det Åndens lyse tid” skal bruge et billede på fred, så hedder det, at Ånden skal ”løse blodets gamle bånd og fjerne blanke våben.”
Det er mange år siden, at krigens våben har været blanke sabler.
Et andet sted udtrykkes håbet om, at solen når os ”før det er for silde” igen et ikke helt nudansk udtryk. Og selve bogens titel ”Salmer til vor tid” siger også lidt om sprogbrugen, for mens det formelt er helt i orden at bruge formen ”vor”, så er det en anelse formelt og gammeldags.
Lars Busk Sørensen er digter og ikke teolog, og det betyder, at sproget for ham kommer før de teologiske læresætninger. Sørensen har selv opponeret mod den forestilling, at salmer er forkyndelse på vers.
I ”Tredjedagens lyse rum” fra 2001 skriver han, at salmerne er menighedens poetiske svar på forkyndelsen. Man må således adskille forkyndelsen, der foregår foran alteret og fra prædikestolen, fra salmerne, der kan udtrykke noget andet, herunder søge at formulere de spørgsmål, som evangeliet besvarer. Hvis salmerne absolut skal være forkyndende, risikerer de at ”miste deres poetiske løvemanke og blive til gemene trækdyr”, som Sørensen udtrykker det.
Med det udgangspunkt bidrager han flot til salmeskatten med sin ligefremme poesi, som for eksempel i ”Som et ansigt der er slidt ind til angstens kiselfarver”, hvor der i den sene vinter og det tidlige forår kobles mellem årstid og opstandelse. Eller som i en morgensalme, hvor det lyder: ”Min morgen er en gavebod/ af jordens enkle glæder/ og glimt af himlens overskud/ de underligste steder/ og aldrig er en sol så smuk/ som i en dråbe morgendug/ Så gådefuldt selvfølgeligt/ og stort og rigt/ er, gode Gud, dit væredigt.”
Eller som i den smukke aftensalme ”Aftenrøde over tage”, som ikke fandt nåde for Salmebogskommissionen men i stedet blev optaget i Højskolesangbogen: ”Gud har vendt sin yndingsklode/ mod et andet sceneri,/ dagens lyse episode er for denne gang forbi.”
Der er mange smukke strofer i den store samling, men af og til kan man savne den frimodighed og vildskab, der findes i Lars Busk Sørensens digte, for eksempel i samlingen ”Kærlighed eller kaos”.
Det skygger dog ikke for, at Lars Busk Sørensen stadig kan digte overbevisende flot. En del af de mange salmer er skrevet inden for de seneste fem år, således hele 12 salmer i 2012, hvoraf flere hører til samlingens bedste.
Der er en gennemført enkelhed over den nye bog: noder til hver salme og så en tekst. Ikke mere, ud over et forord, en indholdsfortegnelse og et alfabetisk register. Forlaget og Lars Busk Sørensen har dermed ønsket at lade teksterne få den plads, de fortjener, og det bekommer dem vel, rent digterisk:
De fremstår med værdig og poetisk tyngde uden at være viklet ind i forklaringer om de enkelte salmers betydninger og sammenhænge. På den anden side kan man som salmebruger savne netop sådanne henvisninger, for eksempel til bibeltekster, anvendelsesmuligheder i kirkeåret og lignende.
Det kunne være rart på forhånd at vide, at der er en salme om Jesu fristelse i ørkenen, en om fjendekærlighedsbuddet, en om Saligprisningerne og så videre.
Nogle organister vil ganske givet også se det som en mangel, at noderne ikke er skrevet helt ud men kun har melodilinje med becifringer. Det kan have sin forklaring i, at mange af salmerne er mere egnede til klaver end til orgel, hvilket også bekræftes af, at den største bidrager til melodisiden er Willy Egmose, hvis melodier som bekendt har udpræget rytmisk præg.
Klaus Brinch er den næstmest bidragende, efterfulgt af Erling Lindgren og Per Nedergaard Hansen. Alle skriver de enkle, sikre melodier uden de store armbevægelser, hvilket er ganske velegnet til fælles menighedssang.
Lars Busk Sørensen skal have tak for sin utrættelige og væsentlige indsats for de nyere salmer indtil videre. Det er ganske imponerende, at der stadig er meget, han kan og vil sige, og at man således, selv fra en digter, der for længst har passeret de 80 år, stadig kan vente sig nyt og endda kan gøre det med spænding og forventning.