Jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke indrømmede, at jeg har kedet mig, mens jeg gennemlæste Blakes digte. De er berømte, men også næsten umulige at dirke op.
William Blake (1757-1827) regnes for en af Englands allerstørste digtere og burde vel her til lands sammenlignes med Johannes Ewald (1743- 1785).
Blakes digte er allegoriske i en grad, som gør dem uforståelige uden detaljekommentarer linje for linje.
De forholder sig til en samtid, som de tolker symbolsk, og man har som læser med en smule kendskab til Den franske Revolution og engelske samfundsforhold med den gryende industrialisering hele tiden det indtryk, at her kunne ligge en nøgle. Men undervejs i læsningen finder man blot farverige og fængslende poetiske udtryk, men ingen længere forstålige passager.
Ib Johansen har siden sidst i 1970'erne flere gange oversat dele af Blakes værk og har nu lavet et større udvalg af Blake på Bureauets klassikerbiliotek.
Dertil har han skrevet en generel indledning, der mest handler om Blake som tilknyttet religiøse afvigergrupper i London i samtiden. Videre har han til hvert af værkerne, som han udvælger til oversættelse, skrevet en introduktion. Altsammen flot og godt men altså også for lidt.
Selv med den bedste vilje glider man af på disse patetiske poetiske formuleringer, hvis livsverden man både forstår og på den anden side slet ikke forstår: Tag den franske revolution: ”I pestdampe rundt omkring ham [Lafayette] flyder munkenes/ Flokke af genfærd og græder/ I vinden; drevet ud af klostrene skælver deres nøgne sjæle / i den skarpe luft i det fri/ Drevet ud af Voltaires flammende sky/ og Rousseaus tordenklipper, / slår de skum imod hærens rygge og udstøder et svagt og kraftesløst skrig.//”
Andre steder er man helt overbevist om Blakes enorme format, her om sorgen: ”Sig mig hvad er en tanke og af hvad stof er den gjort?/ Sig mig, hvad er en glæde, og i hvilke haver vokser der glæder?/ Og i hvilke floder svømmer sorgerne?/ Og på hvilke bjerge /Bølger mismodets skygger? Og i hvilke huse bor de elendige,/ Drukne af sorg der er glemt, i en kold fortvivlelses fangekamre”.
Sådan kan enhver finde sin yndlingslinje hos Blake, og sådan er han blevet berømt for sine poetiske præcisioner i de enkelte udtryk og mystikken i de større passager. Man taler gerne om hans visionsunivers, hvor fire magter kæmper om magten i den menneskelige sjæl. De fire zoaer, som Ib Johansen forklarer med sansningen, fornuften, seksualiteten og fantasien og fremadrettet henviser til Freud og bagudrettet til det engelske samfund på Blakes tidspunkt.
Men hvordan er de kommet til at udgøre et samlet synspunkt for personen Blake på hans historiske tidspunkt? Dertil ved man for lidt om Blake, til at vi kan forstå ham med vores nutidige psykologiske tilgang. Han opfattede tydeligvis sig selv som først og fremmest profet, og en sådan dimension (hans visioner) har vi tydeligvis svært ved at tillægge betydning. Vores verden har med sin videnskabeliggørelse helt andre magter at henvise til.
Blake er en lukket verden, også fordi han så tydeligt trækker på forskellige alternative religiøse forståelser omkring 1790. Det er, som om sproget dengang og nu nok har de samme ord, men slet ikke de samme betydninger: ”Og blev Jerusalem bygget her/ hvor vi har Satans fabrikker for øje?// Bring mig min bue af brændende guld [...] bring mig min stridsvogn af ild!”. Hvad er bare sprog og hvad er faktisk virkelige drømme?
Jeg bøjer mig for de enkelte linjers poesi. Men jeg ved stadig ikke, hvem William Blake er, og hvordan han vil forandre mit liv. Jeg har, skønt Ib Johansen oversætter ganske pålideligt, intet horisont-sammenfald med denne gravør, illustrator og digter fra London omkring 1800. Desværre for en stor orddigter, det er han!