Band vil bygge musikalsk bro mellem religioner

”Hudna” betyder våbenhvile på arabisk, men det er også navnet på et aarhusiansk band, der består af en jøde, en muslim og en kristen. Sammen har de skabt et musikalsk udtryk, der forener deres tre forskellige kulturer. Deres næste projekt er danske salmer

Yossi Karutchi (til højre) er jøde, og Orhan Turan er muslim, og sammen med kristne Søren Bigum udgør de bandet Hudna, der er skabt ud fra en idé om at tage det bedste fra alle tre bandmedlemmers musikalske tradition og smelte det sammen til en ny slags musik.
Yossi Karutchi (til højre) er jøde, og Orhan Turan er muslim, og sammen med kristne Søren Bigum udgør de bandet Hudna, der er skabt ud fra en idé om at tage det bedste fra alle tre bandmedlemmers musikalske tradition og smelte det sammen til en ny slags musik. Foto: Martin Dam Kristensen/Scanpix

Det hele begyndte med, at Orhan zgur Turan skulle have en ring i øret. Det foregik hos en af Yossi Karutchis israelske landsmænd og så var kontakten skabt mellem de to musikere, der begge i længere tid havde ledt efter ligesindende til at spille musik, der afsøger grænser.

De to, kulturmuslimske Orhan Turan og kulturjødiske Yossi Karutchi, fik ved den lejlighed ikke bare en musikalsk makker, de fik hinanden som bedste venner, og det er, mener de, en vigtig pointe i en tid, hvor deres trosfæller så voldsomt bekriger hinanden i Gaza.

At deres band, der også tæller kulturkristne Søren Bigum, hedder Hudna, der på arabisk betyder våbenhvile, er naturligvis ingen tilfældighed.

”Jeg kan rigtig godt lide lyden af ordet, og frem for alt vil vi gerne sende et signal om, at mennesker bør slappe af, gå på pause og stoppe al krig,” siger Yossi Karutchi, der er ophavsmand til bandnavnet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Orhan Turan supplerer:

”Mennesker skal lære, at det ikke handler om at være jøde, muslim eller kristen. Vi skal lære at se bort fra religionerne, for det vigtigste er, hvad vi kan give hinanden som mennesker.”

De to musikalske venner har sat hinanden stævne i Yossi Karutchis have i en lille landsby sydvest for Aarhus. De blomstrende stauder og den gode kaffe indikerer dansk hygge, og det passer ganske godt til det, de vil med deres musik. Nemlig at skabe en lyd, der er udtryk for befolkningssammensætningen i Danmark i dag.

De tre bandmedlemmer har hver deres musikalske baggrunde: tyrkisk, israelsk og dansk/vestlig, og deres ambition er at forene deres baggrunde til at udvikle en ny slags folke- og verdensmusik.

Hudnas melodiske fundament er den tyrkiske folkemusik, mens den rytmiske basis er inspireret af Mellemøsten, Balkan og Tyrkiet på den ene side og på den anden vestlig musik i form af indie og amerikansk rock.

”Vi er tre musikere, der hele tiden lærer af hinanden, og det kan høres på vores lyd,” siger Orhan Turan.

Han er født og opvokset i Danmark, men har været på et længere studieophold i Tyrkiet for at forfine sit spil på det tyrkiske strengeinstrument baglama.

Inden han mødte Yossi Karutchi og Søren Bigum, havde han fortrinsvis spillet til tyrkiske bryllupper i Danmark, men han fik en stigende trang til at udvikle sit musikalske repertorie og tilhørsforhold.

Yossi Karutchi, der er af marokkansk afstamning og opvokset i Israel, har gået på rytmisk musikkonservatorium med bas som sit instrument, men savnede under uddannelsen udfordringer i at spille med folk med en anderledes musikalsk baggrund.

”For mig er det spændende at arbejde med lydintegration. Når man er åben over for hinanden, ender man automatisk et sted på midten, hvor man smelter godt sammen,” siger han.

En af Hudnas vigtigste forcer er, at medlemmerne hver især har meget stærke musikalske rødder. Og det vigtige i at have rødder mener de også kan overføres til integration og våbenhvile mellem mennesker.

”Man skal lære at gå, før man kan løbe. Hvis man til bunds kender den kultur, man kommer fra, så er det lettere at udvise tolerance over for mennesker, der har en anden baggrund,” siger Orhan Turan.

Hudna fik sidste år en vigtig anerkendelse for deres musikalske projekt. Det skete ved Danish Music Award-uddelingen, hvor de vandt prisen for bedste world track ( verdensmusik, red.).

Bandet har denne sommerudgivet en cd og har efteråret fyldt godt op med koncertarrangementer. Efter nytår planlægger de en turné rundt til danske kirker og er netop nu ved at lægge sidste hånd på en række musikalske arrangementer af danske salmer.

”Vi tager alle harmonierne væk og udsætter derefter det melodiske udtryk for vores instrumenter. På den måde bevarer vi de smukke salmer, samtidig med at vi tilfører dem noget nyt,” siger Yossi Karutchi og tilføjer:

”Der opstår en ny musikalsk rigdom, når den tyrkiske og arabiske musik flettes ind i salmerne.”

Projektet med Hudna har med vilje været en lang proces, for det har hele tiden været vigtigt for bandet, at den musikalske kvalitet er i orden.

”Vi vil vurderes på vores kreativitet og dygtighed. Vi kommer ikke med politiske budskaber fra scenen. Men vi håber, at selve det, at vi findes, kan være med til at udbrede budskabet om, at der ikke findes gode eller dårlige religioner eller kulturer, kun gode eller dårlige mennesker,” siger Orhan zgür Turan.