Det var i 1994, at jeg mødte Sapfo første gang. Jeg sad i en bus på vej til Paris med en oversættelse af de fragmenter, man har tilbage af hendes poesi. Det var en billig paperback-udgave med nogle meget grimme tegninger af unge kvinder i. Og det var i virkeligheden ikke nogen særlig god oversættelse. Der var lappet alt for meget på fragmenterne. Men jeg blev alligevel virkelig ramt.
Jeg mærkede et sus af energi springe op fra siderne, der gav mig kriller i maven. Siden da har jeg været forelsket i Sapfos poesi. I år på 20. år.
Der ligger en spænding og en skønhed i, at hendes poesi er blevet fundet som fragmenter af papyrusruller i mumier og i affald. Hun levede fra cirka 630 før vor tid, og man ved, at der senere blev nedskrevet i alt ni bøger med hendes poesi. Men nu er der kun enkelte hele digte og løsrevne ord og sætninger tilbage. Løsrevet fra en stor poetisk helhed.
Der er lige præcis fragmenter nok til, at jeg kan danne mig en helhed. Men jeg mangler samtidig så meget, at det bliver ved med at være spændende at forestille sig, hvad hun har skrevet. Man regner med, at hun sang, dansede og spillede på lyre, da hun levede. Men man kender ikke hendes trin og melodier, og det pirrer forestillingskraften og fantasien.
Jeg havde endnu ikke debuteret, da jeg læste hende første gang, men jeg skrev digte, som jeg altid har gjort. Og jeg studerede og arbejdede med poesi på alle mulige måder. Jeg havde masser af tid og brugte faktisk sindssygt mange timer i døgnet på poesi.
I en periode studerede jeg på Colombia University i New York, hvor der som en feministisk protest til den mandsdominerede litteraturkanon blev hængt et banner over navnene på de mandlige digtere, som var mejslet ind i biblioteksbygningen. På banneret stod blandt andet Sapfos navn. Hun gav mig styrke, fordi der dermed fandtes en kvindelige digter, der er så stor, at hun bliver kaldt den tiende muse, og som er en vedblivende inspirationskraft for andre skrivende.
Tænk, at hun var født omkring 2600 år før mig og alligevel havde skrevet ni store bøger. En af hendes linjer er oversat i ”Frit flet”:
”Nogle mænd siger en hær af heste og nogle mænd siger en hær af soldater/ og nogle mænd siger en hær af skibe er det smukkeste, som findes på den sorte jord. Men jeg siger, det er det, du elsker.”
Citatet er centralt, når vi i dag ser på verdens krig. Hun foreslår, at vi ser verden ud fra det, vi elsker, i stedet for ud fra de store hære. Det citat kan vi desværre godt lytte til lidt endnu.
Sapfo skrev om kærligheden til kvinden og kærligheden til lyren, poesien, sangen og dansen. Hun skrev ikke, som Homer, episk om krigshelte og krig. Citatet kan både læses poetisk og politisk. Hun vælger kærlighedslyrik frem for krigsepik, og hun siger, kærlighed er smukkere end krig.
Det er det, jeg synes er det sublime og storartede ved hende. Det lykkedes hende at skrive poesi om kærlighed, også forelskelsen. Filosoffen Longinus, der er kendt for at skrive ”Om det sublime”, udpeger et af hendes forelskelsesdigte som sublimt. Det er sjovt, for det digt er lige så umiddelbart rammende som en nutidig popsang, men det har meget mere ægthed og styrke i sig.
Hun kom fra den græske ø Lesbos. Det er derfra ordet lesbisk stammer fra, og hun er et ikon for mange lesbiske i dag. Hun underviste unge piger og beskrev en stor kærlighed til kvinder. Der er faktisk ikke nogen, der ved, om hun selv var lesbisk eller ej. Og hvis der var noget erotisk mellem hende og pigerne, var det ikke noget, der vakte forargelse i hendes samtid.
Siden mit første møde med Sapfo har jeg købt alle de oversættelser af hende, jeg er stødt på. I 2002 kom en oversættelse af den canadiske digter Anne Carson, ”If Not, Winter”. I stedet for at rekonstruere digtene har hun valgt at lade alle hullerne stå, så man får et nådesløst indblik i, hvor lidt der er tilbage. Desuden har jeg læst en masse essays og værker om Sapfo og hendes poesi.
Så efter 20 år behøver jeg ikke længere tage bøgerne frem. Det er som et rum, jeg kan åbne i mit hoved og i mine sanser. Et sted, jeg går hen.
Jeg går alligevel tilbage til bøgerne, når jeg er i en længere skriveproces. Der er altid noget, jeg lige skal kigge på. I de første år, da jeg begyndte at skrive, så jeg på hende med ærefrygt. I dag har jeg nærmet mig min egen Sapfo. Hun er blevet en form for samtalepartner for mig gennem årene i forhold til min egen skrift. Og hun er nævnt i alle mine bøger.
For hun råder os blandt andet til at give os hen til inspirationen, lysten og kærligheden. Det kan vi alle bruge til noget. Uanset om vi er digtere eller ej.