Tabernes historie

Forfatteren, litteraturforsker og kritiker Georg Brandes (1842-1927). (Udateret arkivbillede). ; The author, ...

Forfatteren, litteraturforskeren og kritikeren Georg Brandes (1842-1927) var uden tvivl begavet, men han var ikke den eneste oplyste eller begavede dansker på sin tid. Og hans modstandere burde have givet ham mere modstand. Foto: Scanpix

Så dumme var de heller ikke. Georg Brandes' konservative modstandere kommer til orde i ny afhandling

Generationer af gymnasieelever har hørt om, hvordan Georg Brandes med sine forelæsninger på Københavns Universitet om ”Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur”, indledt i 1871, åbnede vinduet til Europa, så lys og luft kunne strømme ind i puslingelandets mørke, indeklemte borgerstuer til hr. og fru Biedermeiers forskræk-kelse og det vandkæmmede danske kulturlivs forargelse.

Med verve, nerve og en respektløshed, der kunne kamme over i foragt, blæste denne unge, lynende begavede akademiker til angreb på kirken, borgerskabet, moralen og hele den herskende dannelseshorisont, der i hans øjne hang fast i en nationalromantisk, reaktionær sump.

Han opfordrede ungdommen (der altid har ret) til at genfinde de kosmopolitiske idealer fra oplysningstiden og gøre sig bekendt med de nye progressive tanker fra England, Frankrig og Tyskland, som han var overbevist om at være den eneste i Danmark, der kendte til.

Under slagordene ”frihed”, ”fremskridt”, ”emancipation”, ”darwinisme” og ”naturalisme” skulle litteraturen ”sætte problemer under debat”, ikke digte om elverfolk, appelsiner i turbanen og fantasiens blå blomst. Ud med guldalderens virkelighedsfulgt, ind med ”realismen” (hvad det så end er!).

Men ak, danskerne viste sig for træge og provinsielle til at acceptere Brandes og hans buldrende europæiske modernitet; som så ofte før og siden blev den geniale ener lagt for had af den danske middelmådighed.

Denne halvofficielle, kulturradikale fortælling om lysbringeren Skt. Georg holder på ingen måde vand, hvis man spørger historikeren Jon Gissel, der i en ny, imponerende afhandling lader Brandes' modstandere fra kulturkampen i slutningen af det 19. århundrede komme til orde.

Gissels personlige udgangspunkt er konservatisme og kristendom, han fornægter (kultur)radikalismen i al dens væsen. Hans erklærede mål er intet mindre end at rehabilitere Brandes' modstandere og vise, at de på ingen måde var uvidende om de europæiske strømninger, som Brandes præsenterede, men at deres modstand mod radikalismens program byggede på nogle meget gennemtænkte og væsentlige indsigter.

Heller ikke fortællingen om den massive, reaktionære opinions knusning af de unge hedsporer køber Gissel: Brandes og hans hird, det moderne gennembruds mænd, indtog hurtigt centrale strategiske positioner i kulturlivet; de var ikke ofre, men selvbevidste, aggressive og til dels hadefulde over for deres modstandere. Selvfølgelig mødte Brandes modstand, alt andet ville have været underligt, og han fik ikke det ønskede professorat i æstetik, men den slags sker og er ikke i sig selv et martyrium.

Kulturkampen i slutningen af det 19. århundrede er blevet skildret omfattende af den konservative litterat Hakon Stangerup umiddelbart efter krigen, men Stangerups afhandling er efter Gissels mening defaitistisk, skrevet på radikalismens præmisser.

Gissels er offensiv, selvbevidst konservativ, men også vemodig, for han fortæller en forfaldshistorie om, hvordan det moderne gennembrud fejede alt det væk, som han selv tror på.

Afhandlingen falder i to dele: ”Kampen” og ”Viden”. I første del tager han sig omhyggeligt, undertiden omstændeligt af debatten i datidens tidskrifter og aviser. Hel-, halv- eller kvartglemte danske kulturpersonligheder graves frem af arkiverne og får stemmer: Henrik Scharling, Casper Paludan-Müller, Rudolf Schmidt, D.G. Monrad, Carl Ploug, Vilhelm Topsøe, P.A. Rosenberg, H.M. Martensen, Julius Paludan og mange flere.

De udgjorde ikke en sluttet front, men følte sig på hver deres måde forpligtet på kristendommen og det nationale fællesskab. De insisterede på at se mennesket som et historisk væsen, der står til ansvar for noget, der er større end det selv, og de var skeptiske over for modernitetens tyrkertro på fornuftens og videnskabens almagt.

Anden del er filosofisk og rasende interessant: Her behandler Gissel de stridende livsanskuelser og menneskesyn; de radikales naturalisme over for de konservatives kristendom.

Gissel har et skarpt blik for, at Brandes-radikalismens erklærede mål om frigørelse, dens i egen selvforståelse humane kamp for ”den fri tanke” og ”den fri forskning”, forliser på en indre selvmodsigelse: Dens naturalistiske menneskesyn indføjer mennesket rastløst i naturen, hvor alt går lovmæssigt til. Her kan ikke være frihed. Som Brandes skriver i sin polemiske bog om Kierkegaard: ”Det frie valg, som Kierke-gaard taler om og tror på, hører i psykologien til samme klasse, hvor varulvene hører i zoologien.”

På den baggrund er (kultur)radikalismens evindelige snak om ”frihed” og ”frigørelse” mundsvejr, reklame.

Gissel har slugt en enorm mængde litteratur, men han lever op til sin egen definition af dannelse som evnen til at håndtere og omgås viden, ikke blot at besidde den. Han lykkes overbevisende med at rekonstruere en glemt konservativ åndstradition, der nok skelner, men ikke adskiller tro og viden, fornuft og følelse, fantasi og empiri, moral og kendsgerninger; en tradition, der overalt søger sammenhænge og helheder, og som er skeptisk over for moderne intellektualisme og alle forsøg på at gøre videnskab til ideologi.

Hvorfor tabte den konservative retning, hvorfor løb de positivistiske og naturalistiske positioner af med sejren på universitetet og til en vis grad i ånds- og kulturlivet?

Gissel forsøger sig med flere svar, men ingen overbeviser. De konservative manglede måske en glimrende demagog som Brandes, men efter læsningen af Gissels afhandling forstår man alligevel ikke, at åndsfyrster som for eksempel biskop Martensen og historikeren Johannes Steenstrup ikke kunne tage kampen op med radikalismens letbenede og selvmodsigende frigørelsesevangelium.