Mærkeligt med glemte forfatterskaber, der hjemsøger en eftertid med dårlig samvittighed. Artikelsamlingen ”Lys over Linnemann” har sat sig for at forklare, hvorfor tiden gik så hårdt hen over Willy-August Linnemann (1914-1985), der var anmelderrost og populær omkring 1960 med romanserien ”Bogen om det skjulte ansigt”, men blev glemt siden hen.
Artikelskrivere som Nils Gunder Hansen og Lars Peter Rømhild gør sig store anstrengelser for at finde de mange værdifulde sider af forfatterskabet frem. Genrebruddene i forhold til den fortalte historie, de ikke-psykologiske personer, fokuseringen på eksistensen, det religiøse perspektiv med flere.
Jeg blev provokeret af al denne søgen og læste derfor den første historie i ”Bogen om det skjulte ansigt”(1958), som de fleste af artikelskriverne berømmer: ”En smag af brombær”.
Også jeg blev fanget ind af den mundtlige fortælling. Af alt det meget, som skete med personerne i en ellers ganske almindelig verden i grænselandet mellem Danmark og Tyskland. Men det var også som at stige ned i mine forældres verden omkring 1950-1960, som at se en Bergman-film om den skjulte Gud, eller opleve, hvordan indsigten i tilværelsen endte i et ordsprog eller et lignende uforanderligt udtryk: ”Og vinden drev bølgerne blidt ind mod bredden [af stranden]. Og bagefter var det, som om netop de bølger ikke havde været til; alligevel forblev alt vandet i fjorden”.
Dette er jo et billede på uforanderligheden, der sådan set udsletter alle de historier, vi får fortalt. Egentlig er de jo ligegyldige, for alt forbliver alligevel det samme. Mængden af vand i fjorden er den samme, bølgerne er bare fluktuationer. Jeg husker, hvordan jeg som barn vred mig under denne ordsprogsviden og ville gøre oprør. Og sådan har jeg det med Willy-August Linnemanns prosa.
Den er smuk som en gammel købmandsbutik, nu hvor vi er vant til at handle i et supermarked. Den dufter af gamle dage og gamle løsninger. Ikke, at de er forkerte i forhold til deres tid, men vi er et helt andet sted i dag, synes vi.
I bedste forstand er Willy-August Linnemanns historier flad eksistentialisme bundet til en dagligdag i 1950, og han får aldrig drevet sine fortællinger til en dyb eksistentialisme om menneskets liv frigjort fra al omverden, helt i sig selv. Og dog er det al denne rigtige, fortidige detaljerigdom, der støder os i dag, næsten som en blufærdighedskrænkelse: Tænke sig, at der kunne leves uden vores teknologi og sundhed! Men vi vil ikke suges ned i den verden igen, i det fængsel af klasser og møg, hvor intet nyt kunne ske.
Så jeg forstår den dårlige samvittighed, som artikelskriverne om Willy-August Linneman giver udtryk for. Fortællingerne og deres prosastil rækker ud efter os i dag, vi forstår dem desværre, men netop derfor vil vi ikke have med dem at gøre, vi fortrænger vores forståelse af det, vi har forladt.
Det er ellers et godt forsøg, som bogen om Linnemann gør på at rehabilitere hans forfatterskab med både artikler om og en ny bibliografi til det.
De to udgivere, Friedrichsen og de Mylius, tager sig af henholdsvis Linnemanns biografi, for eksempel hans lange ophold ude i Europa, borte fra Danmark, og hans sidste romanserie med de karakteristiske træk ved hans fortællekunst, ”hvor personer og realvirkelighed for det meste er som en folie for eller bærer af en overordnet fortællestrategi”, der som sagt stræber mod ordsprogets normviden om mennesket .
Andre af artikelskriverne som Knud Bjarne Gjesing slås med hovedværket andet bind i serien ”Bogen om det skjulte ansigt” og kalder det en ”hybrid mellem kollektivroman, slægtsroman, slægtssaga, kriminalroman”.
Gunder Hansen fortæller præcist om at have levet med disse bøger uden at have læst dem og så endelig læse dem!
Samlet set beretter artiklerne om, hvordan smagen har ændret sig. Vi kan godt se, at det var godt i vores forældres øjne, men vi er et andet sted hinsides rejsegrammofonen.
Tænk, at Hakon Stangerup i 1959 kunne skrive om bind 2 i serien:
”Det er det helt store, der her er faldet ned fra himlen”.