Den kontroversielle filminstruktør Werner Herzog har engang givet sin opskrift på en filmskoleuddannelse: ”Gå i tre måneder, og du vil have lært mere end fire år på filmskole.”
Når det netop var vandring, Herzog anbefalede som uddannelse, hænger det sammen med en vandretur, han selv foretog i 1974. Ikke tre måneder dog, men han var jo også allerede erfaren instruktør, der netop i den tid havde premiere på sin film om Kasper Hauser.
Kort fortalt er historien den, at Werner Herzog får at vide, at den store tysk-franske filmkritiker, forfatter med videre Lotte Eisner akut er blevet kritisk syg i Paris.
Herzog smider alt, han har i hænderne, pakker en let oppakning og et kompas og begiver sig den ud på en 800 kilometer lang vandring fra München til Paris. Det er isvinter, bidende koldt, afvekslende sne og regn. Det er ikke nogen lystvandring Herzog tilbagelægger, før han er fremme ved Lotte Eisner den 12. december. Det er en pilgrimsvandring, der næsten ligner barnets magiske ritualer: ”Eisnerinden må ikke dø, hun dør ikke, jeg tillader det ikke.(“) Mine skridt er faste. Og nu skælver jorden. Når jeg går, går en bison. Når jeg holder pause, hviler et bjerg.”
Bogen ”Om at gå i is” er Herzogs notater fra rejsen, formodentlig ikke omskrevet i væsentlig grad, før de i 1995 blev udgivet på tysk. René Jean Jensen har oversat med fornemmelse for Herzogs indimellem glidende overgange mellem realitet og drøm.
På den ene side har han dette nøgternt registrerende blik, på den anden side det magiske/angste blik, som ser sorte ravne med halve vinger eller skrider ud i drømme.
Landskabet er koldt og afvisende, alt er gennemtrukket af død:
”De unge kører synkront i døden på deres knallerter.” Og det er den død, som næsten synes at have forvandlet landskabet, men som jo reelt er inde i Herzog selv. Han går til hælene bløder. Herzog går sine egne veje, når han laver film, og det gør han også, når han vandrer i is og i skrift. Han er vagabonden, der ud fra hele den mytologi, der knytter sig til den frie fugl, ikke følger andre end egne regler. Han bryder ind og sover forskellige steder, ikke fordi han ikke har penge, men fordi det falder ham ind.
Når det netop er meldingen om Lotte Eisners mulige død, der får ham ud på denne vandring, skyldes det, at Lotte Eisner, som var tysk jøde og flygtede til Frankrig i '33 (hvor hun blev interneret), har haft helt enorm betydning for tysk film efter krigen. Hun var bindeled til hele den rige tyske filmhistorie, som gik forud, og som krigen smadrede totalt.
Herzog nåede frem. Han holdt Lotte Eisner i live. Uanset at hun dårligt registrerede, hvad han havde haft gang i for hendes skyld. Og da hun flere år efter i 1982 får en stor pris, holder Herzog talen, der handler om hende, ”den nye tyske films samvittighed”, om hendes rolle for den generation af filmfolk, som krigsbarnet Herzog (født 1942) selv tilhører, de faderløse, der filmhistorisk kun har bedsteforældrene at læne sig tilbage på. Her fortæller han også om sin vandring, og i samme magisk-barnlige-storhedsvanvittige og elskelige ånd, giver han hende fri: ”De må gerne dø.” Det gør hun året efter.
”Om at gå i is” er en intens, lille bog. Der står ikke meget om film i den, men først og fremmest er den et kærlighedspant til den film, som Herzog brænder for. Efterfølgende må man uvilkårligt spørge: Hvad brænder jeg for?