Ane Kirstine Brandt & Pia Rose Böwadt: Gud i skolen. Religiøse dilemmaer i skolens praksis. 165 sider. 199 kroner. UCC. Interviews i fuld længde kan høres på www.ucc.dk
Når samfundets kulturelle grundfortælling er sat til diskussion, så er der særligt ét sted, det kan mærkes, nemlig i folkeskolen.
”Gud i skolen” handler om en række religiøse dilemmaer, som er opstået i skolens praksis. Selvfølgeligheder er afløst af problematiseringer.
Automatpiloten virker ganske enkelt ikke længere, når der skal tages stilling til, hvordan folkeskolen skal håndtere aktuelle religiøse dilemmaer, som er blevet påtrængende de senere år.
Folkeskolen er en ikke-religiøs institution, men hvad betyder det i praksis? Betyder det, at man for eksempel skal aflyse deltagelsen i julegudstjenesten i kirken? Skal man tage hensyn til eid og hanukka, når feriekalenderen lægges? I en vis forstand er skolen monokulturel, men den indgår også i en multikulturel sammenhæng. Spørgsmålet er, hvordan man i praksis håndterer disse dilemmaer, som i vidt omfang har taget lærere, skoleledere og skolebestyrelser på sengen. Man har ganske enkelt ikke været forberedt på at tage diskussionerne på en ordentlig måde og håndtere dilemmaerne, før de opstod.
Det råder ”Gud i skolen” bod på med både teoretisk perspektiv og praktiske overvejelser. Bogen gennemgår temaer som sekularisering og sekularisme, forholdet mellem majoritets- og minoritetsreligioner, religion og menneskerettigheder samt religiøse traditioner i folkeskolen.
I det afsluttende kapitel om det professionelle skøn er der helt konkrete overvejelser over, hvordan man i folkeskolen kan arbejde bevidst og uden berøringsangst med de religiøse dilemmaer.
Forfatterne, Ane Kirstine Brandt og Rose Böwadt, er begge lektorer på læreruddannelsen, UCC. De vender og drejer dilemmaerne og får mange aspekter frem i de komplicerede overvejelser.
Gennem citater fra interviews med en række centrale aktører demonstrerer de tillige, hvorledes forskellige synspunkter udfoldes. Her er synspunkter fra så vel skoleledere som biskop, imam og rabbiner, fra undervisningsministeren, religionshistorikeren og juristen, fra ateisten, humanisten og sognepræsten.
Dilemmaerne har ingen facitliste. De to interviewede skoleledere fra Mørkhøj har for eksempel truffet helt forskellige valg, når det gælder juleafslutning.
Den ene skole kommer i kirken, fordi julegudstjenesten er en kulturel tradition, mens den anden skole har fravalgt gudstjenesten, fordi den er et religiøst arrangement.
De to valg anskueliggør, hvordan det tidligere så selvfølgelige kontinuum mellem kultur og religion langtfra længere er uproblematiseret. Derfor er også ”neutraliteten” blevet flydende; man kan sætte spørgsmålstegn både ved den neutralitet, der består i, at ”sådan har vi altid gjort” og den neutralitet, der kommer til udtryk i selve ideen om, at der findes netop neutralitet, for findes det overhovedet?
”Gud i skolen” er skrevet som en lærebog til læreruddannelsen i faget KLM (Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab), men målgruppen er langt større end de nye lærere.
I det hele taget er bogen en fin dokumentation af, hvad faget KLM kan, og man kunne håbe, at ansvarlige politikere og uddannelsesplanlæggere fik øjet op for fagets potentiale. I stedet for at udsulte faget på læreruddannelsen burde man snarere sørge for, at også pædagoger og skoleledere fik et KLM-lignende element i uddannelse eller efteruddannelse.
Også skolebestyrelser og lokalpolitikere må være i stand til at reflektere ordentligt, når det gælder religiøse dilemmaer i skolens praksis. De går nemlig ikke væk, og automatpilot er ikke nødvendigvis det bedste, hvis der skal navigeres i nyt land. Selv kompasset er ikke, hvad det har været, men med ”Gud i skolen” er der gode redskaber til at sørge for, at nålen ikke sætter sig fast et helt tilfældigt sted.