Aggression, angst og begær. Disse tre basale drifter udgør prismen for sanger og sangskriver Tobias Triers kunstneriske arbejde for tiden.
De tre grundtilstande er sprængfyldt med dramatisk potentiale, og derfor har sangskriveren gjort dem til genstand for sin kommende album-trilogi med den samlede arbejdstitel Menneskedyret:
”Når instinkt og civilisation støder sammen, sker der tit noget spændende. I selve det at være menneske i en civiliseret verden ligger der en kamp mellem vore instinkter og vor fornuft. Den kamp og det sammenstød interesserer mig både menneskeligt og kunstnerisk,” siger den tænksomme musiker og fortsætter:
”Vi mennesker er udstyret med tre basale drifter, som skal hjælpe os til at overleve som skabninger på jorden: aggression, angst og begær. De udløser endorfiner i vore hjerner og får os til at handle. Samtidig har historien udstyret os med en overbygning af fornuft, civilisation og moral. Sommetider arbejder instinkt og civilisation hånd i hånd, men ofte er der en konflikt, som kan skabe en masse ballade i vores liv.”
Som eksempel på en sådan konflikt fremhæver Trier konflikten mellem monogami og begær, hvor driften efter at sprede sine gener kæmper mod den tosomhed, som vi har gjort til normen i vores samfund. En anden konflikt ser han i vores skolesystem:
”I skolen er normen, at man skal sidde stille, mens især drengene har en aggressiv trang til at løbe ud og slå hinanden oven i hovedet med nogle pinde. Aggressionen skal ruste os til vores indbyggede biologiske mission, som er at tage ud og nedlægge en bisonokse, så vi kan brødføde familien. De færdigheder, som dén mission kræver, råber på at blive trænet allerede i drengeårene, men vores skolesystem vil det modsatte, og er det så den rigtige måde at lave skole på?”.
Drift og civilisation arbejder til gengæld i samme retning, når det for eksempel gælder kapitalismens drivkraft, mener han:
”Begæret efter at blive det mest velhavende og succesfulde individ i flokken er så stærkt i os, at vi er parate til at acceptere et kapitalistisk samfund, selvom man kan sætte spørgsmålstegn ved, om kapitalismen er til gavn for flertallet. Som den franske økonom Piketty påpeger, koncentreres kapitalen af sig selv hos stadigt færre mennesker og får uligheden til at stige. Men på trods af den mekanisme er drømmen om, at vi skal klare os bedre end de andre, så stærk i os, at vi accepterer kapitalismen.”
Kunne man ikke få noget lige så spændende kunstnerisk ud af positive grundtilstande som for eksempel kærlighed eller glæde?
”Aggression, angst og begær rummer et drama og en farlighed, som vækker min nysgerrighed. Jeg har altid været optaget af den biologiske baggrund for vore handlinger, og jeg kan se, hvordan disse tre instinkter er nødvendige for, at vi kan overleve som biologisk organisme. Angsten er den, der gør os opmærksomme på farer og gør, at vi ikke hopper ud over en klippe: Vi lærer at blive angste for at falde ned og slå os, for at vi skal blive i stand til at beskytte os selv og tage vare på vore nærmeste. Det tror jeg er angstens funktion.”
Tobias Trier finder det interessant, hvordan de tre drifter kommer forskelligt til udtryk gennem forskellige livsfaser:
”Hos børn er angst meget udtalt, fordi det er vigtigt for dem at lære at blive opmærksomme på fare. Da mine børn var 3-4-5 år, syntes de, at det var rasende sjovt at lege fangeleg, hvor den voksne gør sig til et farligt monster og løber efter dem. Nu, hvor min yngste søn er blevet seks år, er han meget optaget af aggressivitet og har nogle superhelte, hvis udtryk og kampteknikker han dyrker meget intenst. Når vi så kommer op i puberteten, bliver begæret typisk den fremtrædende drift. Undertiden forenes de tre drifter også i én og samme aktivitet: Når vi for eksempel går i Tivoli, oplever vi både angsten oppe i rutsjebanen, begæret efter candyflossen og aggressionen i skydeteltet.”
Det første af trilogiens albums er planlagt til at udkomme til februar og får aggression som tema. Aggressionen er den af de tre drifter, som Trier har sværest ved at beskæftige sig med, fordi den udfordrer hans billede af sig selv som en fredelig fyr, som han siger.
Der er også en blufærdighed forbundet med aggressionen, fordi den er et ”lidt upænt” personlighedstræk, som vi helst skal gemme væk. Men måske netop derfor er den det rigtige sted at starte, mener han, så Trier har taget tyren ved hornene og kigget på sin egen aggression:
”For tiden er jeg meget opmærksom på ting i min hverdag, som gør mig vred eller ophidser mig. Det kan være noget helt simpelt, som at jeg havde svært ved at sove i nat og lå søvnløs i timevis. Da fuglene så begyndte at synge ud på morgenen, blev jeg helt irrationelt aggressiv på dem og fik lyst til at gå ud og smadre dem og stege dem og æde dem. 'Hvor er det tarveligt af dem, her ligger jeg helt meningsløst og glor fortvivlet op i loftet, mens de nærmest håner mig ved at synge!'. Sådan et sjovt lille hverdagseksempel på aggressivitet tror jeg, at folk vil kunne genkende.”
”Men det kan også være større og tungere emner som for eksempel de myter, der findes i vores kultur, og som har overlevet i årtusinder: Den nordiske mytologis Ragnarok-fortælling, Bibelens beretninger om Armageddon og Sodoma og Gomorra. De myter dykker jeg ned i og forsøger at overføre dem til noget nutidigt. De her urhistorier har noget vigtigt at sige os mennesker, og det er vores opgave både som kunstnere og som publikum at genopleve de grundhistorier i en ny form i hver generation for at se, hvad vi kan lære af dem.”
Aggressionen ser Trier også i vores fascination af vold, som den manifesterer sig i medierne:
”Vi har en liderlighed efter massakrer og grusomheder, en sult efter at få tilfredsstillet vores behov for at være opmærksomme på fare. Det skaber angst, mere aggressivitet og had, og så ser vi farer, hvor de ikke er til stede. Den mekanisme er givetvis med til at opretholde krig og ufred rundt omkring i verden. Drifterne er så stærke og siger 'lad mig komme til først' og 'hvis jeg kan se dig som en fare, så er angreb det bedste forsvar'. De fortæller mig, at jeg skal være opmærksom på, hvem der er fjende, og derfor skaber jeg måske en fjende,” siger han og peger på ufreden i Mellemøsten:
”Når jeg ser, hvad der foregår dernede i øjeblikket, bliver jeg oprevet over, at historien ikke har gjort os bedre til at håndtere konflikter. Det er jo frygteligt, at vi fornuftige mennesker bliver ved med at bekrige hinanden, når vi burde være kloge nok til at være venner. I Mellemøsten-sammenhæng skyldes det for mig at se, at der blandt lederne på begge sider er en overvægt af fanatiske mennesker, for hvem tingene er kommet ud af proportion, og hvor religion og hævn har tilsidesat andre mere fornuftige følelser,” siger Tobias Trier og tilføjer:
”De destruktive kræfter, som er på spil her, vil altid være i mennesket, men kunsten kan hjælpe os til at blive klogere på os selv ved at tage dem op igen og igen. Og jeg håber, at jeg i min beskedne del af universet kan bidrage til en positiv udvikling ved at undersøge dem på ny, sådan som de er blevet undersøgt gennem hele vores kulturhistorie.”