En bid engelsk historie på smældende italiensk

Lawrence Brownlee tog det høje F i Tivoli i København

 Lawrence Brownlee.
Lawrence Brownlee. . Foto: AFP Photo/Boris Horvat.

Den amerikanske bel canto-tenor Lawrence Brownlee er ved at blive fast inventar i sommerens Tivoli Festival og har efterhånden fået status som publikums erklærede darling. I lørdags skulle han synge rollen som Lord Arturo i Vincenzo Bellinis (sidste) opera, ”Puritanerne” fra 1835, og den udfordring er berømt/berygtet, fordi partiet kræver, at tenoren er i stand til at levere det høje F (tre trin over det høje C) til allersidst i den brogede historie.

Vi er i England anno 1653. Landets konge, Charles I, er blevet henrettet af Stuarterne, og nu kæmper Oliver Cromwell og hans puritanere (som også kaldes rundhovederne) om magten mod royalisterne. Men operaen er i højere grad en kærlighedshistorie end en politisk fortælling, for den højspændte baggrund giver anledning til en beretning a la Romeo og Julie. Arturo tilhører nemlig royalisterne, mens operaens heltinde, Elvira og ikke mindst hendes familie er på puritanernes side. Og naturligvis skal parret meget ondt igennem, inden de til sidst får hinanden. Blandt andet er Elvira blevet sindssyg, men i modsætning til Cecilia i St.St. Blichers novelle ”Hosekræmmeren” eller for den sags skyld Lucia di Lammermoor i Donizettis opera af samme navn genvinder hun sin forstand, og kabalen går også op, fordi Cromwell udsteder et frelsende amnesti.

Denne opera kører i det velprøvede bel canto-spor og kommer nok ikke på min liste over de 30 eller 40 bedste operaer gennem tiderne, men der er trods alt så meget gods i den blandt andet indvarsler de afsluttende ensembler, hvad der senere skulle komme fra Verdis nodepen at man måtte overgive sig. Ikke alene takket være Brownlees fænomenale strubeakrobatik, men også fordi han i Sarah Coburn havde en værdig partner, brændende intens og vokalt på højeste niveau. Den spinkle amerikanske sopran rutsjede ubesværet op og ned ad Bellinis tonestiger og havde så forbløffende en volumen at skrue op for, at hun oversang de fleste af de øvrige medvirkende, der ellers alle gjorde en fin figur: den italienske bas Roberto Scandiuzzi, de danske sangere barytonen Palle Knudsen, mezzosopranen Andrea Pellegrini og tenoren Jens Christian Tvilum samt den svenske bas Henning von Schulman. Tivolis Symfoniorkester og DR Koncertkoret blev veloplagt dirigeret af Giancarlo Andretta, der havde et fornemt overblik over det temmelig lange partitur.

Og apropos partitur havde nogle af sangerne valgt at komme ind med rollehæfter mellem hænderne, mens andre heriblandt de to amerikanske stjerner kunne deres partier så godt, at de ikke behøvede den støtte. Det gav dem selvsagt også et vist scenisk overskud, hvad der ikke er irrelevant, selvom der jo var tale om en koncertopførelse, hvor sangernes gang ind på og ud af scenen ikke altid var forudsigelig eller logisk.

Musikchef Henrik Engelbrecht bandt handlingen sammen med vittige og tilpas korte referater. En stor operaaften i den gamle have, og en ny af slagsen venter os allerede på fredag, hvor Tivoli atter får besøg af den maltesiske supertenor Joseph Calleja. Han vil blandt andet synge Tjajkovskij, Verdi og Gounod og Offenbach. Der er garanti for, at det atter vil smælde løs.