Mange husker 1970'erne som et gråt og stillestående årti. Der var energikrise og bilfri søndage, og i USA formanede præsident Carter i en berømt tv-tale om, at det var slut med ubegrænset ressourceforbrug og store forventninger til fremtiden. I kulturlivet var der dømt socialrealisme på bogfronten og paranoia-inficerede konspirationsthrillere på filmlærrederne, mens bz-bevægelsen under banneret ”No future!” spirede frem. Gråt i gråt. Tristesse uden finesse.
Var der virkelig ingen kolorit i farveløshedens årti? Selvfølgelig var der det. Midt i årtiet debuterede den indisk-britiske Salman Rushdie med den spraglede og farverige gavtyveroman ”Grimus”, der udkommer for første gang på dansk i dag i anledning af, at Rushdie på søndag modtager årets H.C. Andersen-pris i Odense.
Med ”Grimus” blev et eventyrligt, fortællelystent og grænseløst forfatterskab grundlagt, der siden blev verdensberømt med først ”Midnatsbørn” om Indiens selvstændighed i 1947 (samme år, som Rushdie blev født) og siden ”De sataniske vers” (1988), der førte til den iranske dødsdom over Rushdie som fortsat på det skammeligste forfølger ham og medfører stort sikkerhedsopbud, også under hans kommende besøg i Danmark.
Når man læser ”Grimus” her næsten 40 år efter dens udgivelse, er der flere ting, der slår en. Dels altså dét, at romanen er et korrektiv til den gængse kulturhistoriske fortælling om 1970'erne som et socialrealistisk og farveløst årti. I romanen (se handlingsreferatet her på siden) fabuleres og fjolles der lystigt på alle 344 sider i et fyrværkeri af sproglige raketter og romerlysende rim og remser, så den sikre oversætter Jakob Levinsen undertiden må kaste en fodnote ind for at illuminere Rushdies uoversætteligheder. Som for eksempel palindromet ”Able was I ere I saw Elba” (”dygtig var jeg før jeg så Elba”), der vist kun optræder i teksten, fordi Rushdie synes det er sjovt at have sætninger, der kan læses med samme betydning både forfra og bagfra, med i romanen.
Glæden ved sprogets elasticitet skinner også igennem i navngivningen af karakterne der netop er karakterer som i en tegnefilm og ikke afrundede mennesker som i den naturalistiske litteraturs virkelighedsgengivelse. Ud over hovedskikkelsen Flaksende Ørn møder vi huset for Den Forgabte Søn, der er et sagnomspundet bordel (Rushdies frivolitet fornægter sig aldrig), og filosoffen Ignatius Quasimodo Gribb med den høje IQ. En P.S. Moonshy, der blev til som en eftertanke, er der også plads til, ligesom Flaksende Ørns ”side kick”, John Virgil, ikke er navngivet helt tilfældigt.
Ligesom hos Dante i ”Den Guddommelige Komedie”, hvor Vergil guider Dante på rejsen, er makkerparret John Virgil og Flaksende Ørn på en rejse, på vej mod Kalveøens højeste bjerg og den sagnomspundne skikkelse Grimus, som kommentatorer mener repræsenterer islam og sufismen, mens Flaksende Ørn angiveligt repræsenterer hinduismen. Jo, der skorter ikke på henvisninger i romanen, men religionsfornærmende er Rushdie nu ikke.
På deres vej møder Virgil og Ørn allehånde spøjse skikkelser, mens Rushdie omhyggeligt og undertiden for langtrukkent bygger sit alternative parallelunivers op. Han vil ikke efterligne virkeligheden, men skabe sin egen der ligesom i science fiction, magisk realisme og fortællingerne fra ”1001 nat” i al deres u-virkelighed også handler om virkeligheden, virkelige mennesker, virkelige drifter.
Også dét slår en under læsningen: hvor uhyre pjattet OG dannet, klog og belæst den unge Rushdie var. Med sin bevidste blanding af høje og lave stillejer, ”Beowolf” og brandere, var han langt fremme i de postmodernistiske sko, der i midten af 1970'erne begyndte at indtage det litterære dansegulv. Romanens gennemgående problematisering af idéen om enhedskulturer og stabil identitet er også typisk for perioden, samtidig med at vi stadig diskuterer identitetspolitik for fulde gardiner.
Og sådan er det med ”Grimus”: Den er både anti-1970'er-agtig med sit skrøne-/science fiction-præg, der placerer den langt fra samtidens socialrealisme, og samtidig er den barn af sin tid med sin hyldest til det postmodernistiske, postkoloniale bastardliv uden faste identiteter og sammentømrede nationalstater. Den peger frem mod debatter, vi stadig fører, men hænger også fast i fortiden.
Rushdie blev bestemt bedre efter debuten, men derfor er hans første værk nu alligevel bemærkelsesværdigt. Den er dog ikke det oplagte sted at begynde for nye Rushdie-læsere, der hellere må lade sig berige af ”Midnatsbørn” (1981) og selvbiografien ”Joseph Anton” (2012) for at indkapsle spændvidden i Rushdies univers. Eller møde forfatteren selv de kommende dage i Odense og København.
Efter at have drukket en eliksir, der gør ham udødelig, tilbringer den unge indianer Flaksende Ørn de næste syv hundrede år med at sejle på verdenshavene. Men det evige liv, der i lang tid var en velsignelse, forvandler sig langsomt til en byrde. Denne verdens ensformighed er udmattende, og han beslutter sig for at rejse til den bjergrige Kalveøen for at genvinde sin dødelighed. Her møder han andre udødelige, der alle er besatte af deres stilstand, og Flaksende Ørn begiver sig ud for at bestige øens højeste bjerg, hvorfra den mystiske og nedbrydende Grimuseffekt springer. Gennem en række ekspeditioner og møder på øen, står Flaksende Ørn pludselig ansigt til ansigt med øens skaber for til sidst at optrævle det mysterium, der er hans egen menneskelighed.
Kilde: Gyldendal