Den amerikanske skuespiller og instruktør Woody Allen laver tilsyneladende utrætteligt en ny film om året, og hver gang er man glimrende underholdt og i nogle tilfælde endog beriget og berørt.
Der synes at være en slags pulsbevægelse i Woody Allens film, hvor håb og fortvivlelse afløser hinanden. Nogle gange kan instruktøren være både kynisk som i ”Match Point” (2005) og misantropisk som i sidste års ”Blue Jasmine”, mens han andre gange kan være håbefuld og skabe en film fuld af sødme. Det gælder hans nyeste, ”Magic in the Moonlight”.
”Magic in the Moonlight” tager et klassisk Woody Allen-tema op, nemlig om bedrag og selvbedrag. Men i modsætning til forgængeren ”Blue Jasmine” har bedraget denne gang et positivt formål. Ved at forføre og fortrylle indgives mennesket et håb. Vi har brug for illusioner og kan i sidste ende ikke leve uden dem, synes den aldrende mesters budskab at være. Hvis vi alene lever med de logiske kendsgerninger og styres af hensigtsbestemte handlinger, affortrylles vor verden, og vi bliver netop illusionsløse, bitre og måske endog livsfjendske.
En sådan kynisk og desillusioneret melankoliker er tryllekunstneren Stanley (en velspillende Colin Firth), der kan sin Darwin og sin Nietzsche, og egentlig hellere ville have været naturvidenskabsmand eller filosof, hvis ikke han havde brugt sit intellektuelle rationale som tryllekunstner. Filmen er henlagt til 1920'ernes Europa, og Stanley er delvis formet over epokens store illusionist Harry Houdini. Men i modsætning til Houdini har Stanley ingen transcenderende længsler, og publikum er ikke hans medspillere, men blot et spejl for hans forfængelighed. Stanley tror ikke på ånder, og han fornægter hårdnakket enhver form for åndelighed.
I et typisk Woody Allen-plot lokkes Stanley imidlertid på afveje. Nærmere bestemt til Cote d'Azur, hvor en ung clairvoyant kvinde, Sophie (Emma Stone), tryller penge ud af en af Rivieraens rige familier med sine magiske evner. Stanley sætter sig for at afsløre rivalens svindel, men intet går selvfølgelig, som han forventer, da han ankommer til bourgeoisiets palæer.
De befolkes af affable livsnydere, som gerne vil underholdes og forføres, uanset prisen. De små løgne, den høflige forstillelse og de vidtløftige drømme er en vigtig del af deres livsgrundlag. De er modtagelige for alt muligt andet end netop Stanleys forbitrede kynisme og sandhedstrang. Så den må han til at lægge af sig, da han ankommer til en verden, som er langt mere sofistikeret end hans eget trylleshow.
Hvordan skal ikke røbes. Man filtres lidt ligesom den vrangvillige Stanley behageligt ind i Woody Allens illusionsnummer og underholdes på bedste vis. Woody Allen skriver med søvngængeragtig sikkerhed disse små forvekslings- og forviklingskomedier, fyldt som de er af raffinerede dialoger, kyniske replikker og små drilske intriger, som de kendes fra 1800-tallets litteratur. Godt hjulpet på vej denne gang af en atmosfærefyldt billedside med pittoreske miljøer svøbt i et blødt varmt lys, skabt af fotografen Darius Khondji. Der er tidsånd, sorgløs mellemkrigsflirten og swingpjat over ”Magic in the Moonlight”, der endnu en gang viser Woody Allens kærlighed til det tabte land, det gamle Europa.
I sidste ende er ”Magic in the Moonlight” Woody Allens hyldest, ikke bare til tryllekunsten, men til kunsten som sådan, der er i stand til at skabe den verden af magi, drømme og illusioner, ja, den tro, som mennesket ikke kan leve uden. Det kan godt være, det er svindel og humbug det hele, men hvad så. Verden vil bedrages, og sker det talentfuldt og åndfuldt nok, er det måske heller ikke så slemt. Måske lærer man at elske og tilgive og dermed række ud over sig selv. Stanley gør det på sin rejse ind i et ukendt kontinent. ”Magic in the Moonlight” er en charmerende bagatel, der tydeligt bærer Woody Allens signatur.