Åndeligt oplyst af noget, der minder om pop

Sangskriveren Allan Olsens kollegieliv i Aarhus i 1970'erne havde som lydtapet Fleetwood Mac-albummet ”Rumours” med det berømte pladeomslag

Allan Olsen, sanger og guitarist. Illustration: Morten Voigt
Allan Olsen, sanger og guitarist. Illustration: Morten Voigt

Det var en lille smule fordækt, for egentlig var der jo tale om en popplade. Pop var noget, vi ellers rynkede på næsen ad, men med ”Rumours” måtte vi overgive os. Den ramte os, sådan var det bare.

Jeg havde det fint i Frederikshavn, hvor jeg er født og opvokset, men på et tidspunkt ville alle mine venner ned til Aarhus, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte tage med. De andre havde en kuffert med, og de havde onkler eller bekendte, der hentede dem på banegården. Jeg havde en Føtex-pose, som min mor havde listet to par rene sokker ned i, og min guitar, og jeg anede ikke, hvor jeg skulle tage hen. Velmenende mennesker fortalte mig, at jeg kunne bo på noget, der hed et kollegium, hvis jeg var indskrevet på et studium. Så jeg meldte mig til danskstudiet på Aarhus Universitet og flyttede ind på Skjoldhøjskollegiet i den vestlige ende af byen.

I fælleskøkkenet var der et stereoanlæg og nogle ganske få plader. Året var 1978, og den ene plade var det engelske rockorkester Fleetwood Macs ”Rumours”, der var udkommet året før. Den spillede vi igen og igen og igen. Den kørte simpelthen på repeat. Den følelse, jeg fik, når jeg hørte den, kan jeg bedst beskrive som en slags åndelig, spirituel oplysning. Jeg følte mig hævet op i et positivt lys og kunne bare ikke være andet end glad. Sådan kan jeg stadig få det, og når jeg spiller den for mine unge bandmedlemmer giver de udtryk for at få fuldstændig den samme oplevelse.

Der er sagt og skrevet meget om den plade, der har solgt over 40 millioner eksemplarer i verden. Og der er lavet en dokumentarfilm om indspilningen. Fordi det hele var meget kaotisk: Der var seks bandmedlemmer, de fire var gift med hinanden, men havde indbyrdes affærer på kryds og tværs. Numrene blev skrevet direkte i studiet og handlede om de kærlighedsskærmydsler, de havde med hinanden. Det slog virkelig gnister, og der var sågar våben med i studiet. Det var temmelig vildt. Det kom der så en fuldkommen fantastisk plade ud af, den første i verdenshistorien, hvor samtlige numre toppede hitlisterne. Og en plade, der er kåret af musiktidsskriftet Rolling Stones som en af verdens bedste. Normalt gider jeg ikke høre hits, men de her numre har fulgt mig hele mit liv. Det er blød rock, nærmest pop, melodisk uden at være banalt. Musikalsk var der ingen svage led, de var alle sammen sublime musikere, men samtidig var de ved at falde fra hinanden som mennesker.

At ”Rumours” slog mig så hårdt, har noget at gøre med det sted, jeg var i mit liv, da jeg hørte den første gang. Jeg var 21 år og havde netop flyttet mig fysisk. Hovedstolen i vores liv er vores opvækstvilkår, og børn er nogle konservative anarkister. Det var jeg også, men ”Rumours” var med til at skubbe mig i en ny musikalsk retning og cementerede min drøm om at kunne leve som musiker. Jeg fik min første guitar som 14-årig, og siden var jeg sådan set ikke i tvivl om, at den var min vej til et liv uden trældom, og at jeg kunne slippe for nogensinde at have et arbejde. ”Rumours” hjalp mig videre ad den tankegang, og jeg sad i timevis på mit kollegieværelse og øvede mig i at spille ragtime på min guitar. Jeg øvede mig i stedet for at gå hen på universitetet, men en dag mødte jeg alligevel op, rejste mig op i auditoriet og bekendtgjorde, at jeg ville være en af dem, der skrev teksterne, i stedet for at være en af dem, der analyserede dem. Og det blev jeg så. Blandt andet takket være Fleetwood Mac og ”Rumours”. Jeg har heller aldrig set det at skrive tekst til en sang som noget, jeg skulle konstruere. Det er bare kommet ud af mig selv og min dagligdag.

Den følelse jeg fik, når jeg hørte den, kan jeg bedst beskrive som en slags åndelig, spirituel oplysning.