Det er en ærværdig beskæftigelse at flanere gennem storbyen på må og få, at betragte, fundere og lade tilfælde og sindsstemning bestemme retningen. Mens turister farer fra attraktion til attraktion som åndløst kvæg, har flanøren i storbyen sit eget indre kompas og mentale landskab at sigte efter.
Digtere og filosoffer som Charles Baudelaire og Walter Benjamin har skrevet indfølt om flanøren, som i sin anti-borgerlige livsførelse er i familie med dandyen og bohemen, og lokaliserer i særlig grad denne slentrende mennesketype til 1800-tallets Europa.
Men nu rykker flanøren de løstsiddende teltpæle fra de parisiske og berlinske boulevarder op og flytter over Atlanten til Manhattan og det 21. århundrede.
I amerikanske Teju Coles bemærkelsesværdige debutroman ”Åben by” fra 2011, der udkommer på dansk i dag, hedder flanøren Julius og stammer fra Nigeria. Han er psykiater, fuglekigger og ekspert i klassisk musik og bor alene på Manhattan nord for Central Park.
Her tilbringer han al sin tid efter arbejde med at flanere. Uanset årstid og vejrlig er Julius ude på avenuerne, hvor han falder i snak med forbipasserende, filosoferer over amerikansk og europæisk kulturhistorie, beretter om sin afrikanske barndom og skriver sin essayroman, som ”Åben by” bedst kan beskrives som.
Julius er blevet forladt af sin kæreste Nadége og er trist til mode, selvom han skjuler det godt med sin skønne skrift, der driver bogen frem og holder ensomhedens afgrund ud i en skrivearms længde.
Hans retningsløshed i New Yorks gader præger også bogen, der ikke skal læses for plottets skyld, men for de smukke sproglige billeder, de tankevækkende filosofiske passager og det hjerteskærende portræt at et moderne, globalt menneske med en flydende identitet, der færdes ubesværet over hele kloden, men som ikke har hjemme noget sted. Han er, med titlen på en Elsa Gress-roman, fuglefri og fremmed.
Et eksempel på den stærke billeddannelse i ”Åben by” finder man, da Julius vender tilbage fra en fire uger lang juleferie i Bruxelles, og fra flyet ser New York under sig: ”Mine tanker blev snart rodet sammen, sådan at jeg, oven i de sædvanlige morbide tanker man normalt har på et fly, blev belemret med sære mentale transponeringer: at flyet var en kiste, at byen under os var en vidtstrakt kirkegård med hvide marmor- og stenblokke i forskellige højder og størrelser.”
God kunst får os til at se virkeligheden i et nyt lys. Hvem har før, som Julius gør her, tænkt på New Yorks skyskrabere som gravsten på en kirkegård? Jegfortællerens sindsstemning og verdensbyens ikoniske skyline glider sammen. Noget lignende gør instruktøren Oliver Stone i børsfilmen ”Wall Street II”, hvor han i skyskraberne ser aftegninger af kursudviklingen. Og forfatteren Joseph O'Neill ser i romanen ”Netherland” New Yorks solnedgangsindhyllede skyline de berømte Caran d'Ache-farveblyanter i varierende højde. Højhuse som gravsten, højhuse som aktiekurser, højhuse som blyanter: Verden er rig og smuk, og kunstnerne gør den endnu smukkede ved at se overraskende forbindelser for os.
Ud over den fine billeddannelse imponerer Teju Coles ”Åben by” også ved måden, hvorpå fortiden i New York vækkes til live. 1600-tallets protestantiske bosættere, 1700-tallets eventyrlystne hvalfangere og 1800-tallets profithungrende slaveejere rækker alle arme ind i nutiden og griber Julius, som han bevæger sig gennem byen.
Han og læseren føler sig vitterligt hensat til fortidens mentale mønstre, lugte og livssyn. Cole overskrider ubesværet århundrederne og viser, hvad der skete i hvilke kvarterer til forskellig tid. Som Julius fortæller os et sted: ”Hvert af byens kvarterer syntes gjort af et nyt stof, hvert af dem syntes at have forskelligt lufttryk, forskellig mental tyngde: de strålende lys og tilskoddede butikker, det sociale boligbyggeri og luksushotellerne, brandtrapperne og byens parker”.
”Åben by” er derfor også en bog for både den inkarnerede New York-nørd, der selv har gennemflaneret Manhattan, men som alligevel med garanti vil se byen fra nye sider efter endt læsning, og for den førstegangsbesøgende til byen, der med Cole i hånden har en tanke- og sansevækkende rejsefører.
Mange flere kvaliteter ved denne essayroman kan nævnes. Læg for eksempel selv mærke til under læsningen, hvordan fuglearter flakser hen over siderne, og hvordan Cole mesterligt bygger en rede af sproglige fuglebilleder, der skaber forbindelse fra Jesu ord om, at ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud er med den, til Frihedsgudinden i New Yorks havn.
Der er virkelig en bemærkelsesværdig debut, som Teju Cole har begået, og al den internationale ros, som han har modtaget, skal være ham vel undt. Han er trods sin relativt unge alder (født i 1975) allerede sammenlignet med Henry James, W.G. Sebald og J.M. Coetzee og har eftertrykkeligt sat sit præg på den nye globale forfattergeneration, der vokser frem i disse år med navne som Zadie Smith, Hari Kunzru og flere andre.
Det er derfor helt på sin plads, at også danske læsere nu kan stifte bekendtskab med en af de mest roste debuter i nyere tid og selv møde forfatteren, når han i næste weekend optræder på festivalen Louisiana Literature.