Prøv avisen
Bog

Rejse ind i en krigsbevidsthed

En modig bog af Dy Plambeck. Foto: Gyldendal.dk

Med romanen ”Mikael” vover Dy Plambeck sig ind i en zone, hvor der ikke er garanti for, at sproget slår til.En modig bog, som man læser langsomt

Man kan tage soldaten ud af krigen, men ikke krigen ud af soldaten, siger man.

Dy Plambecks roman ”Mikael”, der udkommer i dag, er ikke mindst et forsøg på at beskrive den krigstilstand, som er virkeligheden for en soldat, der har været del af krigen. Bogen åbnes lige på med soldaten Mikaels refleksioner fra marts 2011, Afghanistan: ”Fjenden er et menneske. Hvis jeg ikke forstår ham, kan jeg ikke træffe den beslutning, der kan dræbe ham. Fjenden tænker som mig.”

I modsætning til andre danske krigsromaner fra den senere tid, er ”Mikael” imidlertid en roman uden et dominerende plot til fordel for en næsten atmosfærisk beskrivelse af interaktionen mellem landskabet, krigen, soldatens krop og bevidsthed.

Udgangspunktet for romanen er kort fortalt: Den 28-årige journalist Becky drager til lejren Bridzar, som er en del af Patrol Base Line i den grønne zone mellem ørkenen og Helmandfloden i Afghanistan. Der skal hun leve tre uger med og som soldaterne fra Jydske Dragonregiment og siden skrive reportage om opholdet til sin avis.

I lejren knytter hun sig primært til to mænd, gruppeføreren for 1. gruppe, Jan, og oversergent og næstkommanderende for delingen, Mikael. Mellem hende og Mikael er der fra begyndelsen en udefinerbar form for genkendelse. Begge har de en udlængsel og en rastløshed, som de finder genspejlet, og helt forsigtigt vokser der en kærlighed frem mellem de to: ”På sovesalen stillede jeg min rygsæk ved siden af min feltseng. Mikael blev stående ved indgangen til teltet. Jeg vendte mig mod ham. Vi ses, sagde han og løftede den højre hånd lidt frem foran sig, som om han ville række ud efter noget i luften.”

Det, der interesserer Dy Plambeck, er ikke at gå dybt ind i de enkelte soldaters historier eller lave en udtømmende beskrivelse af socialiteten i lejren. Ud over Jan og Mikael forbliver lejrens beboere et anonymt scenarie på en baggrund af sand, telte, primitive toiletbygninger, gangstier af sort plastic og hescomure (plastsække med sand beklædt med metalgitre). Beckys blik er så at sige uskyldigt eller neutralt, hun er den, der kommer udefra, uden forhåndsforventninger, hun ser og sanser den skarpe sol, sandet alle steder, på huden, mellem tænderne, soldaternes øjne, lugten, varmen, vinden, ventetiderne uden at drage konklusioner eller forholde sig kritisk. Gennem hendes blik skriver Dy Plambeck på en måde, der forbinder sig til Herman Bangs impressionistiske måde at skrive på læs krigsromanen ”Tine” (samme Bang udgav i 1904 den lidt oversete roman, ”Mikal”, men det er en anden historie).

For Becky, der på mange måder er forfatterens egen stemme (Dy Plambeck foretog selv samme rejse i 2012), bliver det tydeligt, hvordan krigen sætter sig i kroppen på soldatene. Det er kroppen, der går i krig, det er kroppen, der såres, dræbes eller kommer hjem igen. Det er i kroppen, erindringen om at kravle gennem buskadset i den grønne zone bor. Fornemmelsen af aftrækkeren sidder i fingrene, kroppens alarmberedskab slukker ikke, selv om man er ude af krigszonen. Soldaterne lever med en tavs viden. Med et indre billedgalleri og oplevelser, som ikke lader sig sprogliggøre: Hvordan det er at lede efter og hjembringe en vens arm. De afrevne muskler, handsken, der stadig sidder på hånden, stumper af kød i landskabet.

Krigens sprog er fuld af omskrivninger, hvilket betyder, at man ikke bruger ord som slå ihjel, dræbe eller dø. I lejren behøver soldaterne måske ikke sproget, for alle ved, hvad det handler om. Først når de vender tilbage og hjem til dem, de savner, bliver tavsheden et problem, der sætter sig som en ensomhed og en barriere mellem soldaten og verden.

Becky opholder sig kun tre uger i lejren, men også hun mærker, at sproget ikke mere er det samme efter krigen. Ligesom sproget ikke mere er det samme for forfatteren, Dy Plambeck, hvis tone tidligere var let, humoristisk springende, trods ofte svære emner. I ”Mikael” er skriften en anden, mere nøgtern og nøgen. Som om der ikke er mere at dække sig bag.

I romanen udvikler Mikael og Beckys forhold sig, blandt andet under en ferie. Og romanen bevæger sig fra at være en fortælling om krigen til at være et nænsomt (måske lidt for maskulint heroisk) portræt af en ensom, begavet mand og hans historie før, under og efter krigen. Kærligheden har svære vilkår, når den ene part lever i en krigsbevidsthed. Der er mange lukkede rum hos soldaten, som ikke lader sig indtage på én gang, og som han måske ikke selv mere har adgang til. Og hos ham er, uanset hvad, altid en længsel tilbage til lejren. Ikke fordi soldaten kan lide at slå ihjel, men fordi livet som soldat er så enkelt og, paradoksalt nok, trygt. Det er et liv, hvor meningen er givet. I lejren er man en del af en gruppe og et kammeratskab, hvor ingen stiller spørgsmål til hinandens eksistens eller berettigelse. Det er alle for én, og man ved, hvad man skal gøre.

For den, der elsker soldaten, er det en smerte og en kilde til uro at vide, at ens kærlighed aldrig kan fjerne den længsel.

”Mikael” er en smuk roman. Man læser den langsomt og fornemmer, at det også er den måde, den er vokset frem på; som en langsom rejse ind i krigen som tilstand.

Kristeligt Dagblad bragte i går et interview med forfatteren om bogen. Læs det på