Når de store mejetærskere går i gang på markerne, kan jeg ikke lade være med at nynne den gamle vise ”Marken er mejet”. Jeg lærte den i skolen engang i 1960'erne. De to ting altså de moderne maskiner og visen fra 1868 har ellers ikke meget med hinanden at gøre. Når visen fortæller om, hvordan man river marken let, fordi fuglen og den fattige også skal være mæt, svarer det ikke til noget i den moderne virkelighed. Mejetærskeren går i bund, så der kun står 20 centimeter høje stubbe tilbage, og så der ligger en snorlige stribe halm, helt pillet for aks. Og ganske kort tid efter kommer ballepresseren kørende og forvandler den løse halm til halmballer så store og tunge, at et menneske ikke kan håndtere dem uden en maskine.
I det moderne landbrug er der ikke mange menneskelige dimensioner tilbage. Den gamle ret med at rive marken let gælder ikke længere og er også overflødiggjort i forhold til de fattige. Det er vanskeligt at forestille sig en flok bistandsmodtagere gå rundt på en mark med en rive for at få det sidste korn med. De ville også dårligt nok kunne nå ud på marken, før der har været en plov og vendt jorden. Det går hurtigt nu om dage.
Og vi majoriteten ser bare til som passive tilskuere. Den tid, hvor der var et væld af piger og karle og måske også børn med til høsten, er for længst forbi. Nu kører en lille gruppe mænd i døgndrift nogle store maskiner, der gør det hele hurtigt og effektivt. Det er ikke til at se for sig, hvordan der bliver pyntet op til høstfest med georginer og bonderoser, og hvordan pigerne står ventende i flok. Kan det mon blive til meget mere end en kasse øl og cateringmad på maskinstationen?
Selvfølgelig kunne man fejre, at kornet faktisk blev bjærget, og at landmanden kan klare sine terminer. Vi kunne alle sammen glæde os over, at der ikke vil blive hungersnød det kommende år. Men det vil blive noget abstrakt i forhold til vores hverdag og hele situation.
Mel og gryn er noget, vi køber i pakker i Brugsen. Det er der bare, og det ville føles lidt latterligt at bryde ud i jubelsang over en pose rugmel, selvom man ret beset godt kunne være taknemmelig over, at den fandtes.
Det er faktisk ikke nogen selvfølge, at den står på hylden og kan købes for en tier. Det er stadig et under, at rugen spirer om foråret, og det er stadig et arbejde at få den gødet, sprøjtet og høstet.
Men det ligger os for det meste fjernt at tænke over det. Og det ligger moderne digtere lige så fjernt at skrive vers om den slags. De færreste kender også noget som helst til landbrug. Der er forfattere som Vibeke Grønfeldt, Hans Otto Jørgensen, Jens Smærup Sørensen og Knud Sørensen, men de føler sig næppe kaldet til at hylde høsten, som Adolph Recke gjorde i ”Marken er mejet”, og som Jeppe Aakjær gjorde i ”Rugens Sange” (1906).
Man kan sige, at vi lever i en upoetisk tid, som ikke giver nogen anledning til at bryde ud i sang. Hvorfor skulle digtere skrive vers og komponisten toner om høsten, hvis der ikke er nogen til at synge sangene? Børn og voksne på stenbroen har næppe behov for sådan en sang, for her sluttes høsten ikke med et gilde og en dans, når det er gået hjemad med det allersidste læs. Og mændene på maskinstationen har måske heller ikke brug for sådan en sang.
Måske er det derfor, at der ikke er kommet markante nye vers om høsten til vores sangskat i løbet af de sidste hundrede år, hvor maskinerne har overtaget landbruget, og folk er flyttet til byerne. Allerede i min barndom var Adolph Reckes sang bedaget og ude af trit med landbrugets faktiske tilstand. Og så tidligt som i 1918 fandt Emil Bønnelycke det mere interessant at skrive om storbyen i ”Asfaltens Sange” end om livet på landet. Med en omvendt proportionalitet har byen kastet mange digte af sig, mens tavsheden tilsvarende har sænket sig over landet og landbruget. Her kvidrer alene lærken eller også larmer maskinerne.
I ”Marken er mejet” har ord og aktuel virkelighed ikke stort med hinanden at gøre. Indtil videre har den overlevet på trods af ordene, fordi det er en dejlig og iørefaldende folkemelodi. Måske er tiden inde, til at melodien igen får nye ord. Ord som gerne må lovsynge høsten og juble over den overflod, vi lever i her til lands. Ord som gør, at sangen får nyt liv og ikke snart risikerer at blive sunget for allersidste gang.