Opgøret med dem, der ved bedst

Søren Krarups debatbog ”Demokratisme” fra 1968 står historiens distance i fin stil. Den bobler af polemisk satire og intellektuelt overskud. Men den hviler på en konservatisme, der forudsætter, at tilværelsen ligger fast i sociale og moralske former

"Bogen rummer ingen kirkelig polemik, og Krarup argumenterer ikke teologisk. Vi har med samfundsdebat at gøre," skriver Nils Gunder Hansen. Illustration: Ole Munk
"Bogen rummer ingen kirkelig polemik, og Krarup argumenterer ikke teologisk. Vi har med samfundsdebat at gøre," skriver Nils Gunder Hansen. Illustration: Ole Munk.

I det herostratisk berømte år 1968 udsendte Søren Krarup en lille bog med titlen ”Demokratisme. En kritik”. Han havde før skrevet et par bøger om henholdsvis Harald Nielsen og om Viggo Hørup og dennes arvtagere, men de lå tilbage i 1960 og 1961. Med ”Demokratisme” meldte Krarup, der lige havde rundet de 40 år og var tiltrådt embedet som præst i Seem ved Ribe i 1965, sig for alvor ind i den danske samfundsdebat som en markant, yngre stemme.

Til trods for udgivelsesåret står der intet i bogen om blomsterbørn, ungdomsoprør og studentermarxisme. Det kom Krarup til at forholde sig til i de kommende år. I denne bog var det den danske idédebat fra omkring 1960, han forholdt sig til, nærmere bestemt det man har kaldt ny-radikalismen. Altså at der efter de ”kedelige” 1950'ere udkrystalliserede sig en ny position i dansk debat, der tog tråden op fra 1930'ernes kulturradikalisme og tænkte sig ind i den voksende danske velfærdsstat som en åndelig overbygning til denne.

Indrammet af et Kierkegaard-citat, et lille forord og et lille efterord, består bogen af fire opgør med fire forskellige personer: den nyligt afdøde, allestedsnærværende kulturkæmper Poul Henningsen, skolemanden og reformpædagogen C.C. Kragh-Müller fra Bernadotteskolen i Hellerup, tidens mest fremtrædende samfundsdebattør Villy Sørensen og til sidst domprovst Jørgen Bøgh.

Bogen er fra først til sidst polemisk og bærer som sagt også undertitlen ”En kritik”. Men hvor Søren Krarup gennem de senere år, ikke mindst i dagbladssammenhæng, har betjent sig af en temmelig bombastisk for ikke at sige skallesmækkende debatform, møder vi her en noget anden stil.

Han skriver mildt spottende, ironisk, satirisk, humoristisk. Det er sylespidst, det er elegant, præget af et intellektuelt overskud, der giver sig udslag i det underspillede. Krarup viger ikke tilbage for at lade en modstander fremstå i en lattervækkende positur, hvis han selv inviterer til det og det gør han jo gerne! men vi møder ikke de ”ad hominem” betragtninger og menneskelige karaktergivninger, som til tider skæmmer den sene Krarups polemik. Han er ude efter synspunkter og tendenser og ikke mindst de underliggende præmisser og skjulte selvmodsigelser, som ihærdigt graves frem. Det er ikke debat i døgnets rejsestald, for det går dybere. Søren Krarup symptomal-læser og dekonstruerer sine modstandere, for nu at bruge termer fra en senere universitetsverden.

Bogen rummer ingen kirkelig polemik, og Krarup argumenterer ikke teologisk. Vi har med samfundsdebat at gøre. Aktuelle folkekirkelige tendenser i skikkelse af domprovst Bøgh inddrages kun, fordi de har sammenhæng til den overordnede samfunds-tendens, som Krarup angriber.

Demokratiet har sejret i krigens store opgør mellem ideologierne, og Krarup ser tegn på at demokrati ikke længere blot betragtes som en politisk styreform, men som en livsanskuelse, en -isme. Demokratiet er dermed paradoksalt nok ikke længere det sted, hvor forskellige holdninger og værdier kan brydes. Det kædes snarere sammen med bestemte holdninger og værdier. Og med det hastigt voksende velfærdsstatslige apparat, som har magt og midler til at sprede demokratismen.

Man ved, hvad der er bedst for andre mennesker, for man kender den menneskelige natur, som den er, eller i hvert fald som den bør være, og man kan derfor også se, når mennesker er selvafvigende eller fremmedgjorte, hvorfor staten må træde til med opdragelse og terapi.

Krarups angrebsmål er formynderstaten og dens edsvorne ideologi: kulturradikalismens forestilling om det naturlige menneske.

Han har også et godt øje til Villy Sørensens forestilling om, at kunsten kan hele modsætninger og befri mennesker fra fremmedgørelse, hvorfor kulturpolitikken bliver central i formynderiet. Og selvfølgelig til reformpædagogikken.

Og til den moderne sækulariseringsteologi, som kan risikere at sammensmelte demokratisme og kristendom, fordi den ser demokratiet som en effekt af evangeliet.

Krarup søger ikke i bogen de historiske rødder til demokratismen, men det er nok ikke helt galt, hvis Poul Henningsen med kulturradikalismen er den ene kirkefader, mens Hal Koch med sin demokratiforståelse og sit kristendomssyn er den anden.

Man må beundre bogen for den selvsikkerhed og det intellektuelle overskud, med hvilket Krarup går imod strømmen. Et interessant spørgsmål er selvfølgelig, hvor der kritiseres fra. Jamen, det gør der vel fra den evangelisk-lutherske kristendom, vil nutidens Krarup-læsere sige.

Nej, den optræder stort set ikke, bortset fra i polemikken mod Jørgen Bøgh. Mest af alt virker Krarup i denne bog som en eksistentialistisk dissident lidt a la Henrik Stangerup. Dennes tema fra romanen ”Manden der ville være skyldig” (1973) bliver foregrebet i det indledende citat af Kierkegaard om en stor forbryder, der bliver frikendt for videre tiltale, fordi hans hjerne viste sig at have været for lille og i efterordets historie om en mand, der i 1966 tog livet af sig i fortvivlelse over at være blevet tvangsindlagt i stedet for at komme i fængsel og afsone for vold.

Understøttet af de moderne adfærdsvidenskaber underkender behandlersamfundet det enkelte menneske og dets skyld og ansvar. Krarup taler for en radikal individualisme, hvilket er logisk nok, for så vidt bogen netop gør op med dem, der tror at vide bedre om andre mennesker og at vide, hvordan alting skal hænge sammen:

”Hvor det fastholdes (“) at enhver menneskelig holdning til tilværelsen i sidste instans er en trossag, fordi den som en personlig afgørelse er ubeviselig, findes der ikke autoritative svar på spørgsmål om eksistensen. Hver enkelt må svare for sig selv. Og det ene svar har ikke større objektiv gyldighed end det andet.

Hvor det fastholdes, at mennesket kun kan tale i eget navn og ikke i videnskabens eller livets eller sandhedens, er eksistensen den enkeltes ansvar, fordi den enkelte alene er ansvarlig for sig selv,” som det formuleres et sted.

Der er altså ingen positivitet bagved kritikken. Kristendommen kan ikke begrundes, for den er jo heller ikke nogen almen eller nødvendig sandhed; den kan kun troes. Det antydes dog, at kirken er et muligt fristed for alle de uretfærdige, der jagtes af de moderne inkvisitorer, for her forkyndes syndernes forladelse til syndere.

Man ser i ”Demokratisme” heller ingen spor af den konservatisme endsige national-konservatisme eller ”kulturalisme”, Søren Krarup senere er blevet forbundet med. Det er ”hin enkelte” eller summen af dem på den ene side og behandlersamfundet på den anden side.

Man må spørge sig selv, hvordan et samfund kan hænge sammen, når den enkelte alene er ansvarlig for sig selv? Og svaret er måske, at ”Demokratisme” hviler på en form for ubevidst konservatisme. Søren Krarup forudsætter, at verden er. (En af hans senere bøger kom til at bære titlen ”Verden var”.)

Virkeligheden og den menneskelige tilværelse ligger i sine faste sociale og moralske former, og det hele går sådan set udmærket, så længe alle dem, der ved bedre, ikke prøver at skalte og valte med den.