Skole og kultur er hinandens forudsætning

Kulturmødet Mors, der begynder på torsdag, sætter blandt andet spot på at nære bevægelse og kreativitet i skolen og tager på vandring efter pædagogisk ”guld”i lokalområdet

Skole er på dagsordenen ved dette års Kulturmødet Mors. På billedet ses et af de mange arrangementer fra sidste års møde - Dy Plambeck læser højt.
Skole er på dagsordenen ved dette års Kulturmødet Mors. På billedet ses et af de mange arrangementer fra sidste års møde - Dy Plambeck læser højt. Foto: Astrid Dalum.

August er traditionelt måneden, hvor mediernes fokus på skole og undervisning topper. På grund af folkeskolereform og lærernes nye arbejdstidsregler er mediedækningen i år særlig intens, og på Kulturmødet Mors, der begynder på torsdag, har man i år også valgt at gøre skolen til et af debatemnerne. Her er det til gengæld ikke antallet af undervisningstimer eller prioriteringen af de enkelte fag, der er fokus på. Derimod har Kulturmødet valgt overskriften ”Skolen ud af boksen”.

Den overskrift har tidligere leder af M.C Holms Skole i Nykøbing Mors Kirsten Lenger helt bogstaveligt taget til sig. Hun har i flere år beskæftiget sig med projekter, der får børnene ud af klasselokalerne og ind ad døren til lokale museer, kunstnere eller andet ”guld” i lokalområdet. Den trafik kan deltagerne på Kulturmødet få en smagsprøve på, når hun forud for debatten inviterer til ”Vandringer på Fortællingens Hovedvej”.

”Vi har udviklet vandringerne som et bud på en åben skole, hvor læring og kultur smelter sammen,” fortæller Kirsten Lenger, der arbejder ud fra det princip, at skolen og lokalsamfundets kulturliv er hinandens forudsætninger.

”Vi har nogle gange en tendens til at ville have eksotiske oplevelser i stedet for at finde oplevelserne lige der, hvor vi er. Ved at komme ud af skolen finder børnene frem til de lokale fortællinger, og samtidig ved vi, at det også giver eksempelvis museerne en fremgang i deres besøgstal,” siger hun.

Kirsten Lenger sender kulturmødedeltagerne på to ekspeditioner sammen med børn, lærere, pædagoger, kunstnere, repræsentanter for kulturinstitutioner og forskere i pædagogik. Det hele begynder med fælles morgensang på M.C. Holms Skole.

”Idéen er, at deltagerne kan samtale med børnene undervejs og forhåbentlig få en oplevelse af, at alting falder mere til ro, når man kommer uden for skolen. Det er min erfaring, at de sociale skel, der typisk er i en klasse, kan opløses, dagen føles mindre opdelt for eleverne og der fremkommer en større ro og motivation,” siger Kirsten Lenger.

For Katinka Gøtsche er nøgleordene også ro og motivation. Hun deltager som repræsentant for Foreningen Børns Livskundskab på Kulturmødet Mors sammen med blandt andre forfatteren Peter Høeg.

”Vi arbejder for at hjælpe lærere og elever til at få mere ro i klasseværelset og vil gerne sætte fokus på koncentration og motivation”, siger hun.

Katinka Gøtsche mener, at både lærere og elever oplever stor frustration over den manglende ro, og at mange står rådvilde over for, hvad de kan gøre ved det. Børns Livskundskab gennemfører i øjeblikket forskningsprojekter i samarbejde med lærerseminariet i Aarhus, der blandt andet undersøger, hvordan enkelte åndedrætsøvelser eller små pauser med musik kan hjælpe på koncentrationen i en skoleklasse.

”Vi tror ikke på den autoritære vej, den har vi ligesom lagt bag os. I stedet for tror vi meget på autenticitet, altså at den enkelte lærer skal finde sin egen autoritet som fagperson. Og så vil vi gerne flytte fokus fra den megen snak om timer til en snak om indhold, og den debat tager vi også meget gerne på Kulturmødet,” siger Katinka Gøtsche.