Små og store vindmøller i Aarhus

Påhitsom udgave af ”Don Quichotte” på Den Jyske Opera

Efterhånden som forestillingen skrider frem, får man en fornemmelse af, at iscenesætter og operachef Annilese Miskimmon har brugt al sin påhitsomhed og den er stor til at råde bod på, hvad man ikke får af sprudlende musik.
Efterhånden som forestillingen skrider frem, får man en fornemmelse af, at iscenesætter og operachef Annilese Miskimmon har brugt al sin påhitsomhed og den er stor til at råde bod på, hvad man ikke får af sprudlende musik. . Foto: Den Jyske Opera.

Massenet: Don Quichotte i Musikhuset Aarhus. Den Jyske Opera med Aarhus Symfoniorkester, dirigeret af Jérme Pillement. Iscenesættelse: Annilese Miskimmon, scenografi og kostumedesign: Nicky Shaw.

Den franske komponist Jules Massenet kaldte selv sin opera Don Quichotte for en ”comedie héroique i fem akter”. Handlingen bygger på Jacques Le Lorrains skuespil ”Ridderen af den bedrøvelige skikkelse”, der igen bygger på Cervantes' klassiker Don Quijote fra begyndelsen af 1600-tallet.

Siden premieren i Monte Carlo i februar 1910, hvor den navnkundige russiske bas Fjodor Sjaljapin sang titelpartiet, er operaen med jævne mellemrum blevet hevet frem af mølposen, især hvis man har haft en betydelig bassanger at gøre godt med.

Der er fra Massenets hånd ikke tale om noget sjælsrystende mesterværk, snarere et fermt og en smule glat stykke håndværk fra en aldrende komponist, der kunne sin metier. Opfatter man imidlertid værket som en litterær portrætopera, er der unægteligt milevidt op til det niveau, eksempelvis Verdi i 1893 havde præsteret med sin 27. og sidste opera, Falstaff.

Og efterhånden som forestillingen skrider frem, får man en fornemmelse af, at iscenesætter og operachef Annilese Miskimmon har brugt al sin hittepåsomhed og den er stor til at råde bod på, hvad man ikke får af sprudlende musik.

Allerede i første akt kommer de muntre korsangere ind med små vindmøller af den slags, der hørte til en Tivolitur, da man var barn. En dreng trækker en legetøjshest på hjul hen over scenen, er Rosinante mon krøbet i vask? Senere får vi dog hesten at se i en mere naturlig størrelse, og heller ikke ridderens tro følgesvend og væbner, Sancho Panza, bliver snydt.

I stedet for sit æsel er han blevet udstyret med en julebuk, og da den senere bliver anbragt forrest på en trehjulet ladcykel, er han i sandhed godt kørende.

I anden akt vokser vindmøllerne, takket være Mark Jonathans velfungerende lysdesign, til skræmmende størrelser, jovist er det en drabelig kamp, den gæve ridder er ude i, og hvor han i første akt sad sammenkrøbet i en kørestol Don Quichotte på plejehjem? er han nu iført skinnende harnisk fra top til tå. Effektiv terapi, må man sige.

Ihærdighed og engagement var også kendetegnende for den præstation, hvormed Aarhus Symfoniorkester og Den Jyske Operas Kor gjorde deres til at få værket til at leve. Det udviklede sig til et fint forsvar for Massenets partitur.

Den franske dirigent Jérme Pillement ledede tropperne med ildhu, og også vokalt var man dækket glimrende ind med den rutinerede amerikanske bas James Johnson som en troværdig, men bestemt ikke uforglemmelig Don Quichotte og med den islandske baryton Olafur Sigurdarson som en passende underordnet Sancho Panza, åbenlyst nydende sine cykelture på scenen.

Stærkest i billedet, både vokalt og scenisk, stod den ungarske mezzosopran Viktoria Vizin i rollen som den skønne Dulcina, Don Quichottes tilbedte, men, ak og ve, uopnåelig, da hun er en kurtisane (som det dengang hed).

Der går rygter om, at samme Vizin skulle være en forrygende Carmen. Det tror man gerne.

Til allersidst ventede der publikum noget af en overraskelse: en tredje Rosinante. Og denne gang i form af en lyslevende og tilsyneladende meget veldresseret hvid hest, der blev trukket helt frem til rampen af sin dressør og modtog publikums bifald, inden det blev sangernes tur. Det er just ikke en så ædel ganger, man normalt forbinder med den spanske ridders udslidte krikke, men stuntet er ikke ukarakteristisk for nutidens måde at lave opera på. Får iscenesætteren en idé, skal den pinedød også realiseres på scenen. Uden at ryste på hånd eller hoved.