Fødselsdagskoncert i Tivoli. Joseph Calleja, tenor, og Sofie Elkjær Jensen, sopran. Tivolis Symfoniorkester, dirigent: Yves Abel.
Tivoli fyldte 171 år i fredags, og på det musikalske plan fejrede man fødselsdagen med et gensyn og genhør med “den maltesiske tenor” Joseph Calleja, der i disse år rangerer som en af verdens mest efterspurgte operasangere.
Bortset fra en smældende flot og stor stemme, der underbygges af en muskuløs brystkasse og grandiose fagter, har Calleja et scenisk nærvær og en glæde ved at optræde, der gang på gang kom til udtryk under koncerten. Som da han beroligede en førsteviolinist, der virkede lidt bekymret for en ophængt mikrofon, der vuggede frem og tilbage over hans hoved som et vildfarent pendul. Calleja greb efter sin arie fat i den og sagde smilende ud til publikum: ”Det var ikke mig.” Man kunne ellers godt have troet, at det var hans vældige stemmepragt, der havde afstedkommet svingningerne.
Calleja sang Verdi hertugens populære ”Questa o quella” fra ”Rigoletto” han sang Tjajkovskij, Donaudy og Gounod, så vi fik hørt ham på både italiensk, russisk og fransk. Efter pausen brillerede den store mand med at synge duet med sopranen Sofie Elkjær Jensen, der ved samme lejlighed kunne glæde sig over, at Tivolis musikchef, Henrik Engelbrecht, overrakte hende Folmer Jensens musiklegat på 100.000 kroner.
De to sang ”Una parole, o Adina” fra ”Elskovsdrikken” af Donizetti, og Sofie Elkjær Jensen slap mere end helskindet fra mødet med aftenens hovedperson, der ellers havde en aura af at eje salen. I hvert fald havde han den i sin hule hånd. Også da han afsluttede det annoncerede program med en fantastisk nuanceret udgave af den såkaldte tårnarie ”E lucevan le stelle” fra tredje akt af ”Tosca”.
Det blev endnu mere udtalt i ekstranumrene, som fremkaldt af et ellevildt publikums jubel fulgte som perler på en snor. Først fik vi Offenbachs skæve arie om Kleinsack fra Hoffmanns eventyr. Det nummer havde han ellers for en sikkerheds skyld strøget som det sidste i første afdeling, ”men nu hvor stemmen jo er der, så ...”
Det var den i den grad, og hans glæde ved også at agere under arien var smittende. Men det mest mindeværdige blev, da han, forsøgsvis, lod han forstå, ville synge et nummer a cappella, så musikerne i Tivolis Symfoniorkester kunne slappe af nogle minutter. Hvorpå han hoppede ned fra scenen og gik i gang med Edith Piafs ”La vie en rose”, alt imens han fik spottet en køn mørkhåret kvindelig tilskuer (lige foran min plads på 14. række). Hun fik sangen og oplevelsen direkte i synet og efterfølgende en flirtende hilsen oppe fra scenekanten, da han sendte hende et ”jeg ringer”-tegn.
Endnu et ekstranummer, og et til og så var fødselsdagskoncerten forbi. Man gik opløftet ud i Tivoli efter mødet med den glade tenor, og så gjorde det mindre, at den fransk-canadiske dirigent Yves Abel havde nogle besynderligt slæbende tempovalg i de ouverturer og indslag, hvor han var alene med orkestret.