Når naturen og litteraturen åbner hinanden

Den smukke natur på Martin A. Hansens barndomsegn ved Stevns inspirerede ham til en stor del af sit forfatterskab. I dag åbner en ny digterrute på egnen, som både kan give store litteratur- og naturoplevelser

Tryggevælde Å løber som en understrøm gennem en stor del af Martin A. Hansens forfatterskab.
Tryggevælde Å løber som en understrøm gennem en stor del af Martin A. Hansens forfatterskab. . Foto: John Nielsen.

”Mod Vest, et Par Hundrede Favne nede, laa Engen, hvor den store Orm krøb igennem, Aaen,” skriver Martin A. Hansen i essayet ”Edens Have”.

Her beskriver han sine barndomsoplevelser i engen ved Tryggevælde Å, som han også bruger som billede på sit slægtsforhold og for sit sind.

Hans far var født på den ene side af åen og hans mor på den anden, og det skabte et spændingsforhold i ham. Derfor løber Tryggevælde Å også gennem en stor del af hans forfatterskab som en understrøm af den smukke natur, han voksede op ved omkring Strøby ved Stevns, fortæller Anders Thyrring Andersen, der som litterat og medlem af bestyrelsen af Landsforeningen Martin A. Hansen har været med til at oprette den digterrute, der i dag åbner på Martin A. Hansens barndomsegn.

”Det bliver Danmarks første egentlige digterrute. I Tyskland og England har man lignende meget populære forfatterruter, hvor man ikke nøjes med at gå igennem en by i en forfatters fodspor, men forener naturen med forfatterens tekster om den. Og her kommer man helt tæt på den smukke natur, som har betydet så kolossalt meget for Martin A. Hansens forfatterskab,” siger Anders Thyrring Andersen og tilføjer:

”Vi har længe syntes, at sådan en digterrute var oplagt. Det er et af Østsjællands smukkeste områder, og så ligner det på mange måder stadig den natur, som Martin A. Hansen voksede op i for 100 år siden.”

Martin A. Hansens forfatterskab har de seneste årtier fået et folkeligt comeback. Martin A. Hansens dagbøger kom ligefrem på bestsellerlisterne, da de blev udgivet i 1999. I 2004 kom han sågar på kanonlisten sammen med den lille elite af de vigtigste forfattere i dansk litteraturhistorie. Og ”Løgneren” er formentlig stadig den danske roman, som Gyldendal har solgt flest eksemplarer af.

Den seneste genudgivelse af romanen med forord af skuespilleren Jens Albinus skulle efter sigende også have solgt ganske pænt. Og Martin A. Hansen rammer i det hele taget et behov for at finde tilbage til naturen og det åndelige liv, man hurtigt kan glemme i en tid med flimrende skærme og storbytrafik, påpeger Anders Thyrring Andersen.

”Martin A. Hansen blev lidt fortrængt af 1968-generationen, der ikke kunne lide, at han var en kristen forfatter, men de seneste årtier er han blevet stadig mere populær. Samtidig søger stadig flere tilbage til de store naturoplevelser, som man også tillægger åndelig værdi. Det kan man se på de meget populære pilgrimsvandringer, så jeg tror også, at vi rammer et behov i tiden med den nye digterrute,” siger han.

Projektgruppen bag idéen, der blandt andre også tæller Martin A. Hansens søn, har opstillet seks stationer med bænke og skilte på ruten, hvorfra besøgende kan sanse den natur, som Martin A. Hansen lod sig inspirere af også ved hjælp af Martin A. Hansens egne tekster.

For til lejligheden er der blevet lavet en rutebog med uddrag af Martin A. Hansens tekster, der knytter sig til de konkrete stationer. De tekster er også blevet indtalt, så man kan downloade dem til sin smartphone fra de enkelte punkter på digterruten.

”På den måde håber vi, at litteraturen kan være med til at åbne naturen og omvendt. Jeg har for eksempel fundet en række af Martin A. Hansens berømte noveller og essays, der netop handler om de steder, man kan se. Ingen af oplæsningerne varer mere end to minutter. Og til hvert sted har jeg også fundet Martin A. Hansens egne kommentarer fra hans dagbøger og essays om, hvad det specifikke sted har betydet for ham,” forklarer Anders Thyrring Andersen og tilføjer:

”På den måde håber jeg, at litteraturen kan være med til at åbne naturen og omvendt.”

Rutebogen kan ifølge Anders Thyrring Andersen købes i de lokale boghandler ved Stevns og hos købmanden i Martin A. Hansens barndomsby Strøby, hvorfra fire af de seks stationer på ruten også ligger i gåafstand. Der ligger blandt andet en station på hver side af Tryggevælde Å.