Der kan godt vokse druer på tidsler

Den amerikanske film ”Joe” med en forrygende Nicolas Cage er en brutal historie om en rå tilværelse uden menneskelighed. Tilsyneladende

Nicholas Cage er i hovedrollen i den forrygende film, "Joe".
Nicholas Cage er i hovedrollen i den forrygende film, "Joe". Foto: impawards.com.

”Hver gang vi flytter til et nyt sted, siger du, at det bliver bedre, men det bliver det ikke! Du er bare en drukkenbolt,” siger den unge dreng Gary på 15 år til sin forhutlede og fordrukne far, der straks tildeler sønnen et knytnæveslag.

Lidt efter får faderen selv bank af nogle mennesker, som han har snydt. Der er ikke meget hjertelighed og nåde her. Gary og hans far lever i et kondemneret hus sammen med moderen og en søster. Det her er bunden af det amerikanske samfund.

Gary må lede efter et job og finder Joe, der er en 48-årig hvid mand. Han spilles eminent af Nicolas Cage. Joe er en barsk og undertiden både primitiv og brutal fyr, der lever på kant med loven. Han kom første gang i fængsel som 32-årig og har siden været i kontakt med politiet. Spirituskørsel og vold.

Det job, han har nu, er også på kant med loven. Et selskab vil gerne tjene penge på at plante fyrretræer. Problemet er, at amerikansk lov forbyder at rydde skoven. Derfor har selskabet hyret Joe til at sprøjte de raske træer med gift, så de går ud og kan fældes. Joe og hans folk drager ud med giftsprøjten og hakken på ryggen og ødelægger så meget, de kan nå. Hver morgen kommer Joe og tager daglejerne op. Det er som en illustration til Jesu lignelse om arbejderne i vingården bortset fra, at her skal der ødelægges.

Det er her, Gary dukker op og søger arbejde. ”Hvad kan du?” spørger Joe ham og får sit svar. Ingen spørger om mere. Her er en vingårdsarbejder en vingårdsarbejder og ikke andet. Joe selv lever alene med sin hund, der er en frygtindgydende amerikansk bulldog, der bærer navnet Faith (tro). Han drikker for meget, og på baren kommer han ofte i slagsmål med Willie-Russel. De to kører deres endeløse ”øje for øje-kamp”, hvor der ingen vinder og nåde er. Indimellem tager Joe på det lokale bordel. Selv kærligheden er forrået. Det er inde i dette håbløshedens miljø, hvor man tænker på, om der kan komme noget godt ud af nogen. Ja, man kan ikke lade være med at tænke på Jesu ord fra forrige søndag: ”Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler?”. Nej, vel: der vokser ikke druer på tjørn, men mennesker er ikke kun tjørn, selvom de kan stikke og være ubehagelige.

Mødet mellem Joe og Gary udløser en glemt dimension i Joe, og han bliver en redning for Gary. Midt i sit rå liv kredser Joe flere gange om, hvad meningen med hans liv er. ”Der må være en grund til alt dette. Der må komme et tegn fra en eller anden trosretning.” På et tidspunkt sidder han og ser tv. Et barn er faldet ned til tre hyæner i en zoo og er blevet dræbt. ”Hvor var folk henne?”, spørger han ud i luften. Ja, det er dér i næstekærligheden og selvopofrelsen, at meningen er.

Den mening finder Joe. Han bliver over for Gary det tegn, han selv efterlyser. Ja, han finder meningen i det gamle kristne begreb Kristi efterfølgelse. Hvordan skal selvfølgelig ikke røbes her, men det betyder groplads for nyt liv, så et menneske kan gå fra at forgifte verden til at plante. Så er der pludselig druer, hvor man før kun så tjørn. Stærk film, hvor råheden og brutaliteten ikke sejrer.