Allerede som ung vidste Tom Rachman, at han ville være forfatter, men han blev det ikke. Grundene var fyldige: Han turde ikke (hvad nu hvis han var dårlig?). Han burde ikke (han vidste jo intet om verden). Han kunne ikke (hans spæde forsøg viste det ret entydigt).
Så han besluttede i stedet at studere filmvidenskab, det var da i den rigtige retning, men de største øjeblikke var stadig, når han sad med en bog, der fik ham til at forsvinde ind i en historie.
”Jeg havde den litterære narko i blodet, der var ikke noget at gøre,” fortæller den 40-årige britiske forfatter, hvis anden bog, ”Storhed & fald”, denne artikel egentlig skal handle om - og vi kommer dertil, hæng på.
Problemet var, at jo mere Tom Rachman læste, jo mindre og ubetydelig følte han sig, så han besluttede at læse journalistik. Ikke for at være journalist, men for at kunne rejse, skrive og få erfaringer, der kunne bruges til at skrive en bog. Han rejste og rejste fra job til job, hele tiden i gang med at suge viden til sig, men da han var tæt på at runde de 30, stoppede han op og erkendte, at journalistikken havde opslugt ham. Han havde arbejdet i syv år og ikke skrevet en linje på det, der var meningen med det hele: En bog.
Han sagde op, tog sin opsparing og rejste fra Rom til Paris, hvor han ingen kendte. Han ville være isoleret fra distraktioner, selv fra kæresten hjemme i London. Pengene rakte et år, vidste han, nu skulle det være.
Intet gik som forventet. Efter syv måneder havde han ikke skrevet noget, der duede. Han var ved at løbe tør for tid og penge, så han tog en drastisk beslutning: Skriv 10 sider om dagen i 30 dage, så har du en roman. Efter 30 dage havde han noget, der slet ikke var dårligt, mente han, og sendte det til sin familie og tætteste venner. Alle var enige: Det var forfærdeligt.
”Jeg havde spildt mine penge og min tid og værre endnu: Jeg havde ikke det talent, jeg havde regnet med. Desuden kendte jeg ikke et øje og var ved at udvikle en depression,” fortæller Rachman i en hurtig, men afslappet talestrøm på sit danske forlag, hvor han med dybe, milde øjne og lidt genert kropssprog drikker den te, han har haft med hjemmefra.
Der kom en bog ud af det, selvsagt. ”De ufuldkomne” udkom i 2010, blev en bestseller og oversat til 25 sprog. Der har derfor været store forventninger til hans nye bog, som ifølge et enigt kritikerkorps absolut ikke har skuffet, men blot lagt nye lag på et allerede spektakulært forfatterskab.
Og hvad har hele denne indledende lidelseshistorie så med det at gøre? Jo, forklarer han, han har altid været drevet af en udpræget rodløshed, aldrig rigtig til rette nogen steder. Aldrig rigtig til rette med sig selv. I ”De ufuldkomne” beskriver han netop eksempler på den type mennesker: Såkaldte ”expats” (forkortelse for ”expatriates”), altså personer, der bor i et andet land end deres eget i en periode (i dette tilfælde for at skrive på en avis), for så at rejse videre. I ”Storhed & fald” tager han skridtet videre og forsøger at beskrive, hvordan rodløshed kan forme et menneske - og menneskerne omkring dem.
”Som ung tænkte jeg tit, at de største forfattere ofte tog deres hovedpersoner til et bestemt sted i en bestemt periode og beskrev miljøet meget indgående. Typisk et miljø, de selv kendte godt. Så jeg var bekymret over, at jeg aldrig har følt mig hjemme nogen steder og derfor ikke havde noget naturligt miljø at skrive min historie i. I den første bog valgte jeg det, der kom tættest på: Min daværende arbejdsplads i Rom. Men denne gang ville jeg gerne undersøge, hvad det gør ved vores identitet, at vi alle er langt mere rodløse end tidligere. Mange bliver jo ikke boende, hvor de er vokset op, vi møder alle mennesker fra helt andre steder og kulturer, og det rejser spørgsmålet: Hvad gør det ved os? Hvor kommer en person fra? Ville dele af os være den samme, hvis vi var født et andet sted i verden eller i en anden tid - findes der et essentielt dig? I bogen føler flere af personerne ikke et behov for at være del af en særlig gruppe eller et sted, de vil helst være på farten og er derfor tvunget til selv at definere, hvem de vil være,” forklarer Tom Rachman.
Bogens hovedspor er netop den 33-årige boghandler Tooly Zylerbergs bestræbelser på at finde ud af, hvem hun er, og hvad hun vil med sit liv. En temmelig rodet barndom har ledt hende i armene på tre udpræget rodløse figurer - den mystiske fidusmager Venn, der rykker fra by til by; den lettere desillusionerede Humphrey, en ikke-praktiserende marxist og fuldblods litteraturelsker, som mest af alt lever i bøgernes verden; og den dybt uansvarlige, ikke-til-at-holde-fast-på type, Sarah.
Toolys indsamling af fragmenter fra hendes fortid fortælles i tidshop mellem tre nedslag i historien: Lige før Berlinmurens fald, lige omkring årtusindskiftet og den 11. september, og så i nutiden. Hvert nedslag udgør en periode med begivenheder, der har påvirket mange menneskers liv. Denne ”tidens kraft” er blot en af de tre store kræfter (bogens engelske titel er ”The Rise and Fall of Great Powers”), som former vores liv, forklarer Rachman:
”Vi mennesker har en tendens til bare at tilegne os tiden, så alt virker normalt til alle tider. Fortæller man en historie over længere tid, bliver det tydeligt, hvordan samfundet er en kraft, der er med til at udvikle os. En anden kraft er de mennesker og deres idéer, som er tættest på os. Tooly bygger meget af sin identitet op på Venns livsopfattelse, men fortællingen viser, hvor skrøbeligt det kan være. Endelig er der vores personlige fysiske og mentale kraft, som rejser sig og styrter sammen, efterhånden som vi bliver ældre - i bogen er den kraft personificeret gennem Humphrey. Det interessante er så, hvordan vi bruger disse kræfter til at sammenstykke billedet af den, vi mener, vi er.”
Et andet tema i bogen, som også går igen fra Rachmans første roman ”De ufuldkomne”, er bøgernes og den traditionelle videns storhed og fald. I ”De ufuldkomne” er det nedturen for den trykte avis, som er omdrejningspunktet. I ”Storhed & fald” er det vores manglende kendskab til og fordybelse i litteraturen, som især Humphrey konstant harcelerer over.
Rachman vil ikke være en gammel sur mand på 40 år, understreger han, det giver alligevel ikke mening. Samfundsudviklingen går mod en mere overfladisk måde at leve på, men tiden har også bragt vigtige, teknologiske landvindinger. Paradoksalt nok er det jo en e-mail, der sætter Toolys søgen i sin fortid i gang, og det er handel på internettet, der i sidste ende redder hendes boghandel, påpeger Rachman.
”Mit håb er, at vi i det mindste stopper op og sorterer i de mange nye muligheder, der kommer, så vi ikke bare tager alt ukritisk til os. Og her tror jeg på, at bogen som medie har en vigtig rolle i at sætte farten ned og give perspektiv.”
Han har netop færdiggjort første udkast til sit næste bidrag til den udvikling, en tredje bog, som han dog ikke vil afsløre, hvad kommer til at handle om.
”Ikke engang min kæreste eller min agent ved det. Det er et skrøbeligt æg, som jeg frygter vil gå i stykker, hvis det ruges ud for tidligt,” forklarer han.
”Storhed & fald” tyder på, at udklækningen bliver en begivenhed, der er værd at vente på.