Prøv avisen
Eftertanken

Autentisk hjernespind

Niels Davidsen-Nielsen er tidligere formand for Dansk Sprognævn Foto: Arkivfoto

Foretrækker man alene faglitteratur fremfor romaner og digte, er der meget, man går glip af

Jeg havde en sommerhusnabo, der var blevet enke, og som læste mange bøger. Dem talte hun ikke sjældent om, når vi passiarede over hækken, og af og til lånte hun mig endda én, hun lige havde læst - herunder en af Birthe Rønn Hornbech (V). Omvendt tilbød jeg at låne hende en roman, jeg selv havde nydt. Da Vibeke, som hun hed, havde bladret lidt i den, gav hun mig den tilbage med kommentaren ”Det er jo skønlitteratur. Det læser jeg ikke.” Da jeg forbløffet spurgte ”Hvorfor dog det?!”, svarede hun efter en pause: ”Hjernespind.”

Da skønlitteratur handler om opdigtede personer og hændelser, kunne jeg dårligt give hende uret, men måtte nøjes med at bemærke at hun med dette fravalg godt nok snød sig selv for nogle store læseoplevelser. Sidenhen har jeg ved selskaber truffet ikke så få, der har det ligesom Vibeke, og endnu flere der kun læser skønlitteratur i form af krimier. Når jeg spørger om grunden til deres fravalg, svarer de fleste, at den type litteratur jo ikke har noget direkte med virkeligheden at gøre. Derfor vil de for eksempel gerne læse en biografi som ”Den sorte greve” af Tom Reiss (2012), der handler om Alexandre Dumas den Ældres far, men de orker ikke romanen ”Greven af Monte Christo” af Dumas selv.

Da jeg læste engelsk ved Københavns Universitetet, lærte vi at betingelsen for at læse skønlitteratur med udbytte ifølge digteren Samuel Taylor Coleridge (1772-1834) er, at man frivilligt giver afkald på sin naturlige skepsis, det vil sige, at kravet er at mobilisere ”a willing suspension of disbelief”. Når man lever sig ind i et værk, går det jo nærmest af sig selv.

Men nu er der godt nyt til alle fiktionsskeptikere. Som man kunne læse i Liselotte Wieners anmeldelse her i avisen den 8. juli af Jon Helt Haarders nye bog ”Performativ biografisme”, kan man i dag tale om en egentlig litteraturstrømning i Norden, hvor forfattere med brug af virkelighedens navne skriver selvbiografiske romaner og digte. Denne genre kaldes også autofiktion eller fiktionsfri fiktion.

Når man for eksempel læser værker af Karl Ove Knausgård og Yahya Hassan, behøver man tilsyneladende ikke at være bange for at blive udsat for hjernespind, for i dem skrives der ikke om opdigtede personer og begivenheder. Hvis Vibeke ikke var død, og jeg i dag lånte hende et bind af Knausgårds ”Min kamp”, havde hun ikke kunnet betakke sig med henvisning til, at det var hjernespind.

Energisk tilskyndet af min kone har jeg nu læst to af bindene i Knausgårds ”Min kamp” samt et essay af ham med titlen ”Jeg er nogen, se på mig” (blandt andet genoptrykt i Politiken den 22. juli). I essayet skriver han, at det er et grundlæggende menneskeligt behov at blive set. Når man bliver voksen, må man dog lære at tilsidesætte sine behov for andres. For kunstnere er en måde at gøre det på at forsvinde ind i det, de skaber. Derved bliver tilfredsstillelsen ved at blive set knyttet sammen med glæden ved at skjule sig.

Da jeg hørte ordet ”autofiktion” første gang, opfattede jeg det nærmest som et såkaldt oxymeron, det vil sige som en forbindelse af to begreber, der modsiger hinanden. For ”auto” betyder ”selv” - som i ”autobiografi” - og ”fiktion” noget opdigtet. I princippet kan man jo godt opdigte ting om sig selv, men det kan ikke være det, ”autofiktion” refererer til. Meningen må være at den genre, ordet benævner, befinder sig i grænselandet mellem selvbiografi og roman eller digt. Og mellem os tillader jeg mig at tvivle på at genren er så ”fiktionsfri” som påstået - lige så lidt som erindringsgenren er det.

I John Irvings roman ”Verden ifølge Garp” (1976) kommer forfatteren Garp ud for en tragisk ulykke, der i lang tid blokerer hans virke. Derefter skriver han en roman, der tager udgangspunkt i hans traume. Hans forlægger anser den ikke for vellykket. Og selv har Garp tidligere udtalt, at erindrede traumer er ugyldige mønstre for litteraturen, og at den dårligste grund til, at noget er med i en roman, er, at det er sket i virkeligheden.

Når jeg kommer til at tænke på dette så mange år efter at have læst Irvings roman, er det, fordi ”Min kamp” tager udgangspunkt i Knausgårds eget traume. Allerede i første bind fremgår det tydeligt, at Karl Ove i hele sin opvækst forgæves forsøgte at blive set og anerkendt af sin far.

Mit ærinde er ikke at fremhæve skønlitteratur på bekostning af andre genrer. Men hvis man ud over at se dokumentarfilm også ser spillefilm, kan springet fra at læse autentisk litteratur til også at læse skønlitteratur vel ikke være så stort. Det nåede jeg ikke at overbevise Vibeke om. Men hvis hun havde læst en roman som Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per”, tror jeg, at hun uden protester havde affundet sig med forfatterens hjernespind. Selv vil jeg kalde den autentisk hjernespind af højeste kaliber.