Guldagers projekt rejser et principielt spørgsmål

Katrine Marie Guldagers fjerde bind i krøniken om familien fra Køge er på alle planer en illusionsløs skildring af forladthed og desperation. Men hvad er en roman uden illusioner?

Hvad er et hjem uden en mor og en far? Det er spørgsmålet, som Katrine Marie Guldager vender og drejer igen og igen i sin krønike om en familie fra Køge, som nu er nået til det historisk skelsættende år 1972. -
Hvad er et hjem uden en mor og en far? Det er spørgsmålet, som Katrine Marie Guldager vender og drejer igen og igen i sin krønike om en familie fra Køge, som nu er nået til det historisk skelsættende år 1972. - . Foto: Leif Tuxen.

I antikvitetsbutikker kan man købe gamle platter, hvorpå der står ”Hvad er et Hjem uden en Moder?” og ”Hvad er et Hjem uden en Fader?”. Svaret på spørgsmålene er selvfølgelig, at der slet ikke er tale om noget hjem. Platterne kan man købe og hænge op som en slags kitsch, for hvem skulle dog kunne tage sådanne spørgsmål alvorligt i dag?

Spørgsmålene er dog knapt så antikverede, som man måske umiddelbart kunne tro. Faktisk er det alvorlige spørgsmål for børn af skilsmissefamilier, spørgsmål som ikke blot lader sig affeje som gammeldags og utidssvarende.

Faktisk er det de spørgsmål, som Katrine Marie Guldager vender og drejer igen og igen i sin krønike om en familie fra Køge, en krønike, som nu er nået til det historisk skelsættende år 1972 - og til bind fire i serien. Familien har været i opløsning, stort set siden den blev til. Far Peter og mor Lilly og deres to børn Henry og Leonora får ikke lang tid sammen, da Lilly forlader familien og Køge for at realisere sine kunstneriske ambitioner i København. Det sker allerede i 1950'erne. Og det brud bliver aldrig helet, og alle må leve - og dø - med uforløste længsler efter at få samling på familien igen.

”Peters Død” hedder det fjerde bind, og det handler, som titlen siger, om faderens død og de øvrige familiemedlemmers reaktion på den. Lilly reagerer med en selvoptagethed og et hykleri, der er så tykt beskrevet, at det går over i parodien. Henry reagerer, da også hans kone går fra ham, ved at opgive drømmen om et alternativ til kernefamilien. Han er netop flyttet i kollektiv, hvor man vil afprøve nye familieformer. Her vil man for eksempel have, at man kan skiftes til at være forældre for kollektivets børn. Så kan de voksne få fri og børnene vil blive beriget af en mangfoldighed af forældre. Det duer selvfølgelig slet ikke. Alle føler sig tilsidesat og forladt.

Men hvad duer så? Ikke meget. Længslerne efter en mor, en far, en søster og en bror, efter at være en del af en familie er det eneste intakte i en verden, der er ”desperat sammenstyrtende”, og hvor døden og destruktionen sejrer. De ”eneste mennesker i denne verden, man ikke kan hjælpe, er dem, man er i familie med.” Så bombastisk og desillusioneret lyder dommen i romanen. Familien er ikke det rum for kærlighed og omsorg, som man kunne drømme om, men for rivalisering, misundelse, konkurrence, had og jalousi. Det samme gælder kollektivets storfamilie.

Alle figurerne i romanen handler desperat og uligevægtigt. Og den distancerede og ironiserende fortællerstemme har det ikke meget bedre. Den løssluppenhed, som man har kunnet glæde sig over i de forrige bind, har ikke bund i nogen glæde eller noget overskud, og den bliver forstemt og tom.

”Mange år senere” lyder en gentaget formel, som skal give handlingerne perspektiv, men den bliver brugt igen og igen, så det bliver en ligegyldig gestus. Der leges også lidt med besjælinger og forudbestemmelser, men der er ingen skæbne i at lade et barn være forudbestemt til at være i Thailand under tsunamien 32 år senere. Det bliver kun til en roman-gebærde uden alvor. Metakommentarer til fiktionen er der også, for eksempel midt i et afsluttende drama, hvor Henry går amok i vold for at tilintetgøre savnet efter sin far. Heller ikke det bliver til andet end et teaterslagsmål. Illusionen bryder sammen på alle planer, hvad der går voldsomt ud over læserens engagement i romanen.

Det kan godt være, at spørgsmålet er antikveret og kitschet, men jeg skriver det nu alligevel på min fiktive platte:

Hvad er en roman uden illusioner?