Når sejrherren skriver historien

Ny og omfangsrig bog om staten Israel er et godt eksempel på zionistisk historieskrivning

Undervejs præsenteres læseren for en lang række af de mest centrale aktører i den zionistiske verdensbevægelse som Theodor Herzl, Chaim Weizmann, David Ben-Gurion - samt Golda Meir og Moshe Dayan, som her ses sammen. -
Undervejs præsenteres læseren for en lang række af de mest centrale aktører i den zionistiske verdensbevægelse som Theodor Herzl, Chaim Weizmann, David Ben-Gurion - samt Golda Meir og Moshe Dayan, som her ses sammen. - Foto: Scanpix

Søren Harslund har skrevet en stor bog om kampen for staten Israel. Han sætter fokus på zionismens rødder, og igennem de mange kapitler følger vi zionisternes samling i Europa, udvandring til Palæstina og kamp for at etablere sig som zionistisk koloni og senere som jødisk stat i den smalle stribe jord mellem Middelhavet og Jordanfloden.

Undervejs præsenteres læseren for en lang række af de mest centrale aktører i den zionistiske verdensbevægelse som for eksempel Theodor Herzl, Chaim Weizmann, David Ben-Gurion, Golda Meir og Moshe Dayan. Med kløgt, mod, politiske forbindelser og tro på det zionistiske projekt om at vende tilbage til Zion lykkedes det dem at realisere drømmen om ”næste år i Jerusalem”. De skyede ingen midler for at nå deres mål. Meget rigtigt konstaterer Harslund, at kaos eller ej: Den jødiske stats oprettelse kunne ikke udsættes i 1948, da briterne trak sig tilbage.

De zionistiske aktørers kompromisløshed resulterede i et konstant pres på først Tyrkiet og senere England og USA om at give lov til indvandring af jøder til det forjættede land. De zionistiske indvandrerorganisationer tog ikke stormagternes nej for et nej, men blev ved med at udfordre den fastboende arabiske befolkning, der blev stadig mere utryg og fjendtlig over for den store jødiske indvandring fra først Østeuropa og senere Vesteuropa.

Det kom til alvorlige kampe mellem indvandrerne og de fastboende, og der er ingen tvivl om, hvem der ifølge Harslund har historiens ret på sin side. Baggrunden for den arabiske modstand analyseres desværre ikke, og der tegnes et meget stereotypt billede af aktørerne på den arabiske side.

I et centralt kapitel beskriver Harslund Nazitysklands og holocausts betydning for at forstå nødvendigheden og baggrunden for etableringen af staten Israel efter Anden Verdenskrig. Ud over at beskrive den danske situation under Besættelsen er der en udførlig gennemgang af de tyske kirkers tavshed i forbindelse med jødeforfølgelsen.

Kapitlet indeholder ikke noget nyt, men tværtimod den fejlagtige oplysning, at den tyske bekendelseskirke i maj 1934 tog klart afstand fra den begyndende jødeforfølgelse i Tyskland, da evangelisk-kristne i Barmen udsendte en teologisk erklæring, der tog et opgør med ”De Tyske Kristnes” teologiske støtte til nazismens førerideologi. Det gjorde de ikke. Barmen-erklæringens forfatter, Karl Barth, kom sig aldrig over, at erklæringen ikke nævner jødespørgsmålet endsige tager afstand til jødeforfølgelsen.

Det interessante ved Harslunds bog er, at den ikke kun har fokus på zionisme og zionisternes indsats, men også forstår sig som zionistisk historieskrivning. Der trækkes en lige linje fra Det Gamle Testamente over romernes ødelæggelse af Jerusalem i år 70 til genoprettelsen af staten Israel i 1948 som en opfyldelse af de bibelske profetier.

Det hedder således hos Harslund, at i den 71. generation efter den store katastrofe i år 70 e.Kr. var jøderne igen herrer i deres eget hus, i deres gamle hjemland. Den zionistiske historieskrivning er ifølge Harslund at se på historien med troens øjne, hvorved de historiske begivenheder som genskabelsen af den jødiske stat i 1948 og præsident Sadats besøg i Jerusalem i 1977 forstås som begyndelsen på opfyldelsen af de gamle forjættelser.

Men Harslund går et skridt videre fra zionistisk historieskrivning til kristen zionistisk historieskrivning, når han i et meget interessant kapitel om erstatningsteologi og bibeltolkning afviser, at kirken som det nye Israel har erstattet udvælgelsen af jøderne som Guds ejendomsfolk. I stedet betoner Harslund, at der i Bibelen er eskatologiske profetier, der knytter det jødiske folks genrejsning i sit gamle hjemland Zion sammen med Kristi genkomst ved tidernes ende og det voldsomme opgør om det genrej-ste land. Vi lever således i de sidste tider og enhver modstand mod Israel er tegn på Kristi genkomst. I britisk og amerikansk kristen zionisme vil de frelste blive henrykket til det ny Jerusalem i Himlen, og jøderne gå til grunde. Det skal retfærdigvis siges, at denne sidste tanke ikke omtales hos Harslund.

Traditionelt indeholder kristen zionistisk historieskrivning meget lidt plads til at omtale de kristne palæstinensere. Det gælder også Harslunds store bog. På under tre sider behandles de kristne palæstinenseres dilemma med et kort referat fra Klaus Wivels bog ”Den sidste nadver”. Der inddrages desværre ikke materiale fra palæstinensiske kristne, selvom det efterhånden er en mulighed.

Et andet emne, som Harslund desværre heller ikke får behandlet i bund, er diskussionen blandt historikere om, hvorvidt araberne i 1947-48 blev fordrevet eller selv flygtede. Problemstillingen antydes med et citat fra den israelske historiker Benny Morris, der sammen med blandt andet Ilan Pappé, Tom Segev og Avi Shlaim har lagt navn til en gruppe af nye historikere i Israel, der kritisk undersøger, hvad der skete, da crika 700.000 arabere flygtede, både før og lige efter at staten Israel blev udråbt i 1948. De peger på, at mange arabiske huse og landsbyer efter en detaljeret plan enten blev jævnet med jorden eller brugt til at huse de cirka 600.000 jødiske flygtninge, der kom til den nye stat. I dag vidner store kaktuslunde i Israel og Palæstina om, hvor disse landsbyer lå.

Bogens bedste del er dens samling af dokumenter fra Israel, FN og de mange fredsforhandlinger, der sort på hvidt viser, hvordan det internationale samfund har forholdt sig til begivenhederne i Israel og Palæstina. Også den historiske oversigt og de aftrykte kort er værdifulde. Endelig skal det nævnes, at bogen indeholder en række interessante billeder, selvom deres tekniske kvalitet kunne være bedre.

Med Søren Harslunds bog har vi på dansk fået et stort og omfattende værk, der er et godt eksempel på, hvordan kristen zionistisk historieskrivning kan se ud. Samtidig bekræfter bogen den banale tese, at det som regel er sejrherren, der skriver historien.