Prøv avisen
Mit livs værk

Kløvedal: Vi er, som vi er, og ikke som vi bør være

Jeg har læst bøger, fra jeg var ganske ung, og har først og fremmest brugt dem som øjenåbner for, at livet kan leves på mange måder. De har puffet mig forskellige steder hen og givet mig nye ståsteder i tilværelsen, siger Troels Kløvedal. Foto: Scanpix

Troels Kløvedal læste Tolstojs roman ”Anna Karenina”, da han som 17-årig boede alene i en jernbanevogn. Romanen lærte ham noget om at holde af mennesker, som de er

Af al kunstnerisk frembringelse har bøger altid betydet mest for mig. Jeg har læst bøger, fra jeg var ganske ung, og har først og fremmest brugt dem som øjenåbner for, at livet kan leves på mange måder. De har puffet mig forskellige steder hen og givet mig nye ståsteder i tilværelsen.

Der er dog særligt én roman, der har haft stor betydning for mig, og det er russiske Lev Tolstojs ”Anna Karenina”. Det er jo en ordentlig moppedreng på knap 1000 sider og vel ikke det, de fleste 17-årige læser. Men det gjorde jeg altså.

Jeg boede dengang alene i en gammel, udtjent jernbanevogn i Snekkersten, og at netop jernbaner har en stor betydning i ”Anna Karenina” øgede uden tvivl min interesse for romanen.

Jeg stod i lære som skibselektriker på skibsværftet i Helsingør. I en periode var jeg udlånt til en elektriker i byen, hvor Mester en dag sagde til mig: Du er jo meget mere interesseret i at læse Tolstoj end i at sætte ledninger op, og det havde han jo sådan set ret i. For jeg sad også en aften om ugen sammen med 30 ældre damer i en litteraturkreds på Helsingør Bibliotek, fordi jeg en dag var kommet i snak med overbibliotekaren, der spottede min læselyst.

”Anna Karenina” fik jeg fat i via en gammel, ret fordrukken antikvarboghandler, som jeg af og til hjalp med at tømme dødsboer. Han gav mig den og sagde: Det er den ægte russiske litteratur.

Jeg var interesseret i Rusland og læste senere alle de klassiske, russiske værker, men det, der for alvor gjorde indtryk i ”Anna Karenina”, var sætningen: Hvis man holder af et andet menneske, så holder man af det, som det er, og ikke som det burde være.

Det tog jeg virkelig til mig dengang som 17-årig, og jeg har mange gange siden i mit liv tænkt på det vigtige i den sætning. Den har brændt sig fast i mig og har vel været en slags leveregel. Når jeg engang imellem har været ude i noget rod, så har jeg stukket det flag frem inde i mig selv. Det gælder naturligvis i kærlighedsforhold, men det gælder også, når man skal leve tæt sammen på et skib, som jeg har gjort i lange perioder. Der har været 800-900 mennesker om bord på ”Nordkaperen” i årenes løb, så jeg har set og lært meget om menneskers forskellighed.

Det er jo altså over 50 år siden, jeg læste ”Anna Karenina”, og selvom jeg er god til at huske det, jeg læser, så husker jeg ikke handlingen i detaljer. Men altså, det er jo de her to parallelle historier dels om overklassefruen Annas forelskelse i officeren Vronskij og dels godsejeren Ljovins kærlighed til sin unge hustru, Kitty.

De er omgivet af et enormt persongalleri, og det kan jeg rigtigt gode lide. Det er, som om moderne romaner skal have alting forkortet, men for mig må bøger gerne være lange.

Samtidig er ”Anna Karenina” en roman, der fortæller historien om 1800-tallets Rusland, og jeg har sidenhen suppleret den med at læse både den klassiske og mere moderne russiske litteratur fra de seneste 200 år.