”Det er omkring kunst med kant, at kulturen opstår”

Alle skoler burde have deres eget orkester. Den idé lancerede kulturminister Marianne Jelved (R) på Kulturmødet Mors, der samlede kendte aktører, debattører og lokale til 48 timers intenst samvær om kulturen. Ministeren havde dog ingen penge med

Kulturminister Marianne Jelved (R) havde idéer men ingen penge med til Kulturmødet Mors, der allerede ligner en institution i kulturlivet. - Fotos: Scanpix.
Kulturminister Marianne Jelved (R) havde idéer men ingen penge med til Kulturmødet Mors, der allerede ligner en institution i kulturlivet. - Fotos: Scanpix.

”Kultur er alt det udenom, når man har lavet kunst indeni”.

Sådan citerede kulturminister Marianne Jelved en skolepige, hun kendte, da hun i torsdags åbnede Kulturmødet Mors foran en sal, der var proppet til det yderste. Med kendisser og københavnere, men også med masser af mennesker fra Nykøbing Mors og omegn, der ikke ville gå glip af den store begivenhed: 48 timer med debatter om alt fra meningfulde samtaler på en bænk til anmeldernes rolle og ”hvor skal pengene komme fra?” - samt et kæmpe udbud af musik, film, teater og kunst i byrummet. Det var kulturen udenom, der blev talt om, og det var kunsten indeni, der blev oplevet.

”Vi møder altid kunsten med vores sensitive sprog, og derfor er vi alle lige, når vi står over for den,” sagde kulturministeren og tilføjede, at det er kunstens særkende, at vi ikke ved, hvad det er, vi mangler, før vi ser det.

Det ser også ud til at være tilfældet med Kulturmødet Mors. Det er blot et år siden, at landets kulturaktører og -debattører mødtes for første gang på Limfjordsøen for at diskutere kulturens vilkår i Danmark, men allerede i år lignede Kulturmødet noget, der altid havde været der. Der var en naturlighed over for, at man måtte sætte sig på trapper eller hænge ud langs væggene for at være med, og der var et stort mod og engagement blandt publikum i salen til at gribe mikrofonen for at give sit besyv med.

Marianne Jelved gentog mantraet fra sidste år om, at Kulturmødet Mors er kant, men ikke udkant, og samtidig lagde hun vægt på, at kunst uden kant ikke findes, for så vil vi slet ikke kalde det kunst.

”Det er omkring kunst med kant, at kulturen opstår. Det er ikke mig eller kulturpolitikken, der skal have kant, men derimod dem ,som skaber kunsten,” mente hun og understregede gang på gang, at kunst og kreativitet skal ind fra barnsben, og at alle børn og unge i Danmark skal have mulighed for at møde kunst. Og så lancerede hun en idé:

”Tænk, hvis alle skoler havde et orkester, som eleverne havde mulighed for at være med i? Sådan burde det være,” sagde kulturministeren og sænkede stemmen en anelse, velvidende, at de 150.000-200.000 kroner, det vil koste pr. skole, ikke er fundet.

Og sådan er det på Kulturmødet Mors: Idéer og tanker kan luftes, uden at der nødvendigvis er rygdækning eller konkrete tiltag bag.

”Vi prøver at skabe en anledning til, at alle kan blande sig, for kunst og kultur har noget at sige de fleste mennesker, uanset om de er bevidste om det eller ej,” siger Evanthore Vestergaard.

Han er foruden at være komponist og forfatter også initiativtager til kulturmødet.

Politikerne havde ingen ekstra kulturkroner med til Mors, det havde til gengæld Det Obelske Familiefond. Fonden bekendtgjorde, at de støtter de regionale sangkraftcentre, der blev etableret for tre år siden, med yderligere tre års bidrag. Målet er at udvikle et dynamisk netværk af elitemiljøer inden for sang i Danmark.

”Det er en stor nyhed for alle, der holder af sang,” siger Mads Bille, der er kunstnerisk leder af Sangens Hus og med-initiativtager til sangkraftcentrene. På Kulturmødet fik deltagerne en lille smagsprøve på, hvad sang kan, da 50 korsangere fra blandt andet Thy mødte op og gav en lille koncert.

Blæst, byger og lave temperaturer lagde en dæmper på de mange udendørs aktiviteter i Nykøbing Mors, især nyskabelsen Kulturfjorden, hvor den rytmiske musik samt en række aktiviteter for unge holdt til, led under det kølige sensommervejr. I går formiddags vrimlede det dog alligevel med regntøjsklædte børn fra omegnens skoler og institutioner, der blandt andet kunne opleve cirkusforestillinger og opbygningen af brændende keramiske relieffer af materialer fra lokale teglværker.

Indenfor hos Mona Engemann på Munkegade 1 var der til gengæld lunt og masser af gæster. Den 70-årige pensionist havde midlertidigt lånt værdifulde værker af blandt andre Michael Kvium, Richard Mortensen, Vilhelm Freddie og Julie Nord fra Kunsten i Aalborg. Det var der kommet en meget anderledes kunstudstilling ud af.

I stedet for museets hvide vægge hang værkerne på et bagtæppe af vinrødt, blomstret tapet og havde selskab af et tikkende standur, platter med skibe for fulde sejl, kongelige procelænsfigurer samt bryllupsbilleder af Mona Engemanns familiemedlemmer.

”Jeg synes, de passer rigtig fint ind her,” siger Mona Engemann og nikker over mod fire dystre Kvium-billeder, der hænger på rad og række over sofaen.

Hun har boet i huset, der ligger et stenkast fra Kulturmødets Mekka, Musikværket i Nykøbing Mors, i mere end 30 år og nyder åbenlyst opmærksomheden.

”Det er dejligt med et pust udefra,” siger hun.

Længere henne ad gaden står et hus af en noget anden kaliber: et håndlavet bygningsværk sammensat af garn. ”Maskernes Hus på Mors” er skabt efter en idé af kunstneren Isabel Berglund, men det er 50 lokale kvinder, der i forskellige mønstre har strikket de hundredvis af trekanter i pink, der udgør huset. Et stjerneeksempel på det lokale engagement, som Kulturmødet blandt andet hviler på.

Men som Morsøs borgmester, Hans Ejner Bertelsen, sagde ved åbningen, så er Kulturmødet Mors en national begivenhed, der foregår lokalt.

”Kultur er et af de få samlende begreber, vi har i en tid, hvor det vrimler med alle mulige flimrende indtryk. Og det gode ved kultur er blandt andet, at vi ikke behøver at være enige,” sagde han.

Enige var deltagerne ingenlunde i de omkring 40 debatter, der blev gennemført på Kulturmødet. Heller ikke ved den store åbningsdebat, hvor skarpe tunger som musikproducer og X Faktor-dommer Thomas Blachmann, teolog Sørine Godtfredsen og chefredaktør på Fyns Amts Avis Troels Mylenberg deltog sammen med kulturministeren, livligt ledet af tv-værten Clement Kjersgaard. Sidstnævnte pålagde debattørerne det dogme, at der skulle gå fem sekunder fra spørgsmålet var stillet, til de begyndte at svare for at sikre, at de nåede at tænke sig om.

Åbningsdebatten kom blandt andet til at handle om, hvordan man bliver dannet som et kreativt menneske. Thomas Blachmann mente, at danskerne mangler selvtillid og ytrede sin utilfredshed med, at der ikke bliver gjort nok for at dyrke enerne og genierne i Danmark. Kreativitet skal komme indefra, og det kræver et styrket selvværd, mente han. En tilhører i salen gav ham ret og sagde blandt andet, at vi i det danske skolesystem mister kontakten til visdom.

”Visdom hos den enkelte kræver ind-dannelse og ikke uddannelse,” mente tilhøreren.

Sørine Gotfredsen talte for, at intet menneske kan danne sig selv, og at der skal konkret viden og færdigheder til.

”Det er svært at komme i kontakt med sin indre kerne, hvis man ikke møder dannelsen i kraft af viden og information udefra,” sagde hun.

På Kulturmødet Mors blev en helt specielt valgkamp skudt i gang. Dukkepartiet lancerede sig selv, personificeret ved dramatikeren Christian Lollike, der iført maske blandt andet interviewede EU-palamentarikeren Morten Messerschmidt. Dukkepartiet har planer om at opstille til Folketinget og vil her i efteråret drage landet rundt for at finde en egnet statsministerkandidat. De leder efter en helt almindelig borger, der ikke er inficeret af den professionelle politiks uvaner med tunnelsyn, nødløgne, intriger og mudderkastning, hedder det.

På Kulturmødet Mors var der fredag formiddag en debat mellem Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti og Christian Lollike som maskeret repræsentant for Dukkepartiet.
På Kulturmødet Mors var der fredag formiddag en debat mellem Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti og Christian Lollike som maskeret repræsentant for Dukkepartiet.