Prøv avisen
Liv&litteratur

Det store sus på prærien

Laura Ingalls Wilder var forfatter til de berømte Laura-bøger, der er udkommet i utallige udgaver og oplag. Forfatteren, som blev født i dette præriehus i delstaten Wisconsin, døde i 1957, 90 år gammel. - Foto: Scanpix

I det uendelige nordamerikanske landskab kan man opleve grænsen mellem godt og ondt.Ligesom i os selv

”Der er et sted på prærien, hvor det gode og det onde mødes,” synger rockmusikeren Neil Young. Og den slags sætninger går jo i blodet. Især når man selv er på vej tværs over det gamle nybyggerland på en køretur fra Michigansøen til delstaten Washington. Man ser det for sit indre blik, mens den saliggørende ensformighed forplanter sig gennem forruden til hele kroppen: en usynlig, vibrerende linje, et skæbnesvangert møde midt i det enorme landskab. Hvad sker der, når man passerer? Bliver man selvlysende som i den gamle reklame for Storebæltsbroen?

Jeg kan allerede nu afsløre, at det findes. Det sted på prærien. For der er plads til de enkle livsspørgsmål og langt til de kølige forbehold her i Guds eget land. Men som alt stort møder man det på uventede måder. Der er ingen grænsebom midt på vejen. Ingen paskontrol. Men der er pludselige og uventede sammenstød, som skaber urolige ekkoer så langt sjæl og øje rækker.

Det begyndte i den lille by Lindstrom, første litterære stop på ruten. Her ved den nordlige del af Chicago-søen foregår hovedparten af den svenske forfatter Vilhelm Mobergs mesterværk om Karl Oskar og Kristina Nielsson, der i midten af 1900-tallet forlod ”stenriget” i Småland for at slå sig ned i Minnesotas tykke muld. De fire bind udkom samlet i 1962 og blev ti år senere vidunderligt filmatiseret af Jan Troell. På torvet er rejst en statue af de to fiktive bysbørn. Karl Oskar skuer fortrøstningsfuldt mod horisonten, mens Kristina samler sjalet om hovedet og som Lots hustru ser sig bekymret tilbage. Mellem de to poler er det nye land skabt.

Og vi var stadig på den gode side af prærien. For vi løb lige ind de årlige ”Karl Oskar Days”, og der var fest og markedsplads, borgmesteren viste os rundt, som var vi æresgæster, og klokken 18 samledes hele byen til en gigantisk parade, hvor hundredvis af borgere fra forskellige erhverv defilerede forbi. Her var yndige piger i strutskørter, potente ”firefighters” og 90-årige krigsveteraner. Og naturligvis flødekarameller til børnene. Det hele var smukt og uskyldigt, mens solen skinnede mildt på både republikanere og demokrater.

Om aftenen er der byfest på parkeringspladsen med det lokale band. Og umærkeligt skifter stemningen. Frem kommer dåseøl, håndvåben og cowboyhatte, piger i forvaskede T-shirts og bare ben i de spidse støvler. Mænd, der samler sig i små sammenspiste grupper. De lokale betjente, der står i et hjørne og griner, bevæbnet som altid med knipler, knive og pistoler. Nu er det ikke længere et privilegium at komme ”udefra”. Heldigvis er vi hvide, når jeg at tænke.

Der sker ingeting. Men luften er svanger af alt det, der ikke sker. Eller foregår det hele bare inde i vores hoveder?

Næste dag er der igen overstrømmende venlighed overalt og yndige nipsgenstande i de små, svensklignende butikker.

Idyllen fortsætter ud ad de lige highways mod South Dakota. Vi lander i byen De Smet, hvor Laura Ingalls (både fiktionens og virkelighedens) tilbragte sit halvvoksne liv. Og det ligger der vitterlig endnu, det lille hus på prærien, selvom det er en kulisse. Men stedet er autentisk, og de store poppellignende træer, cottonwoods, der står langs grusvejen, er plantet af far Charles som læ mod vind og vejr for mere end 130 år siden. Et par kilometer borte ligger byen. En typisk prærieby med en lang lige hovedgade. Mange af butikkerne er lukket ned. For selvom stedet udgør scenen for en af verdens største børnebogssucceser er også De Smet offer for konjunkturer og udvandring.

Man kan kigge ind i skolestuen. Her underviste Laura, fra hun var teenager. Ikke fordi hun elskede lærergerningen, men fordi hun med sit gode hjerte ville tjene penge til Marys blindeskole. ”Det er ikke de ting, du har, der gør dig lykkelig,” siger hun et sted, ”det er helt enkelt det at være et godt menneske.” På kirkegården lidt sydvest for byen er forældrene og Mary begravet. Og Lauras lille søn. Laura selv flyttede til Missouri og blev en gammel kone på 90 år. Hun døde i 1957.

Om aftenen efter at have kørt hen over det vissengrønne græstæppe, der tidligere dækkede over 450 atommissiler af mærket Minuteman, ligger vi på et motel længere ude mod vest og ser Fox TV. Et fly er brutalt skudt ned over Ukraine. Men det er ikke medfølelse, der præger nyhedsoplæseren på den stærkt højreorienterede tv-kanal. Hvor er præsidenten henne? skummer han med et had, der virker næsten forskrækkende: ude at samle penge til promovering af sig selv, you bet!

Og vi kører videre. I Montana vokser frodigheden i et væld af gule blomster, hvorefter Rocky Mountains rejser sig i landskabet med sine hvide bjergtoppe. Og et sted i staten Washington farves horisonten pludselig mørk midt på eftermiddagen. Det ligner verdens undergang. Men er røg fra de enorme skovbrande længere mod nord. De største i delstatens historie. Til sidst når vi Stillehavet, lykkelige.

Få uger senere bliver en ung sort mand skudt i byen Ferguson.

Og sådan forskubber grænsen sig mellem lys og mørke, hjerte og kynisme, fjendskab og venlighed, mens landskabet breder sine vinger ud og ingen forskel kender på godt og ondt. Det er der bare. Og det er det, der er det fine ved det.

Resten er op til os.