Prøv avisen
Interview

God kunst er altid ufærdig

Olafur Eliasson voksede selv op i en familie, der satte kreativtet højt. I dag mener han, at samfundet går glip af meget ved at nedprioritere kultur og kreativitet. - Foto: Leif Tuxen

Med Olafur Eliassons første store soloudstilling på Louisiana vil han have folk til at tænke over, hvad kultur er. Derfor har han blandt andet fyldt en del af museet med sten. Selv mener han, at kunst også kan kultivere folk til næstekærlighed, og i fremtiden drømmer han om at bygge en kirke

Sommetider skal der en kunstig nattergal til, før man lærer at sætte pris på den ægte vare. Sådan er det i H.C. Andersens eventyr. Og sådan har kunstnere altid vist os virkeligheden - gennem kunstige versioner af den.

Hvorfor skulle mennesker ellers skabe kunst? Intet maleri kan overstråle en rigtig solnedgang. Ingen katedral kan måle sig med skovens hvælvinger. Og end ikke den dansk-islandske verdenskunstner Olafur Eliassons overrumplende kunstværk ”Riverbed”, der i øjeblikket fylder Louisiana med tonsvis af sten og en rislende bæk gennem det hele, kan måle sig med virkelighedens vandfald, stenstrande og nordiske fjelde. Men alligevel gør det indtryk, når man bogstaveligt talt får lov til at træde ind i kunstværket og bestige det som et stykke uventet, islandsk natur i Humlebæk.

Man ender i et af Louisianas smukke biblioteksrum med ægte havudsigt og bøger om Eliassons kunst, der blandt andet kan gøre en klogere på hans berømte kunstige solnedgang på Tate Modern i London, stilladsvandfald i New York City's East River eller den mere lokalt kendte regnbue over Aros i Aarhus, inden man så kan balancere tilbage over stenene, der på samme tid virker naturlige (fordi de er det) og absurde (fordi de er omgivet af nøgne, hvide museumsvægge).

Under museumsloftet står man alene i sammenstødet mellem kultur og natur - med sine egne sanser og tanker. Hvad er kunst? Hvad er natur? Hvad er livet?

Kun Jesus kunne forvandle vand til vin, men Olafur Eliasson kan altså i det mindste forvandle sten til kunst. For med hans ”Riverbed” bliver helt normale sten hurtigt til eksistentielle trædesten, der gør, at man forlader museet og ser den nærliggende stenstrand ud til Øresund med nye øjne.

Olafur Eliassons udstilling på Louisiana tæller også tre af Eliassons kunstfilm og værket ”Model Room” med hundredvis af færdige og kasserede modelskitser, som han har samlet sammen siden 1996. Men det hele har til formål at få folk til at tænke over, hvad kunst kan og skal, forklarer han selv:

”Jeg synes altid, at det er vigtigere at spørge, hvorfor man skal lave en udstilling, end hvordan. Det er min første soloudstilling på Louisiana, men jeg kender museet ud og ind, fordi jeg har brugt det, siden jeg var helt ung, og udstillet der flere gange. Jeg ville derfor gerne bruge Louisianas unikke rum til at undersøge, hvad en udstillings præmis er,” siger Olafur Eliasson, da vi møder ham i hans danske atelier i Hellerup.

Olafur Eliasson har også et stort værksted i Berlin, hvorfra han for alvor slog igennem på den internationale kunstscene. Og i dag hjælper en lille hær af kunstnere ham med at føre hans mange idéer ud i livet - og hele verden. Men her i Hellerup arbejder han også sammen med et hold kunstnere i den danske kunstmaler J.F. Willumsens gamle hjem. Det virker næsten som en idéfabrik, som skaber kunst i en lind strøm. Men hvor får han alle de idéer fra?

”Det er svært at generalisere om, hvordan en idé til kunst opstår. For det er aldrig helt ens. Nogle gange er det pragmatisk som en tankeræk-ke, der opstår, fordi man har læst en artikel i en avis. Andre gange er det decideret forbundet med en oplevelse på gaden eller fra en vandretur i naturen,” siger den succesfulde kunstner og tilføjer:

”Der er også en række situationer, hvor jeg ikke er inspireret og bare føler mig tom. Så går jeg bare i gang, og så opstår følelsen gennem det såkaldte 'fake it till you make it'-fænomen (lad som om, indtil det lykkes, red). Det kan faktisk være ganske befriende at sidde og tegne kruseduller på et pa-pir. For det kommer der i sidste ende også tegninger ud af.”

Hvordan opstod idéen til ”Riverbed”?

”Der var ikke nogen mytologisk start på det projekt. Der er ingen lille, hård kerne, hvorfra oprindelsen til det værk udspringer. Det var en mudret sø af idéer med mange udspring og mange valg undervejs. Hvordan kunne lyset og museumsrummene bruges bedst? Skulle vi bruge sten eller jord som materiale? Og hvordan skulle stenene ligge? Der er kommet træ, vand, pumper og brandvæsen. Tusindvis af skridt, mens idéen langsomt fik sin krop. Den sidste sten lagde jeg fem minutter før åbningen. Sådan opstod værket som en sum af alle valgene undervejs. Det tætteste, jeg kommer det, er psykoanalytikeren Jacques Lacans idé om sandheden som et løg. Der er en masse løgringe omkring løget, men ingen sten i midten.”

Sådan er Olafur Eliassons sten på Louisiana - ifølge ham selv - altså stenfrie i overført betydning. De har mange betydningslag, men ingen central pointe eller grundidé. Den må folk selv finde. Men heller ikke når det kommer til ham selv, er han - i første omgang - meget for at pege på nogen kernefortælling, en mentor eller særlig oplevelse, der har præget ham som kunstner:

”Alle mine mentorer har modarbejdet mig. Ikke at jeg selv kan tage æren for det, jeg har udrettet. Men jeg synes, at du stiller spørgsmål, der går i retning af en form for oprindelighed og mytologisering af mig som person. Og jeg vil gerne fastholde idéen om, at jeg er som alle andre. Hverken værre eller bedre.”

Men vi har vel netop alle haft oplevelser, der har dannet os?

”Det er også rigtigt nok. Jeg vil sige, at én ting, der farvede mig meget, var, da jeg i teenageårene opdagede, at jeg havde en krop, der kunne bruges til at danse med. Jeg var meget optaget af den del af amerikansk populærkultur, der havde med dans at gøre. Det blev skæbnesvangert for mig, og jeg bruger også breakdance i en af de film, der bliver vist på Louisiana. At mine forældre så også mente, at kunst og kreativitet sagtens kunne stå mål med, hvad man i øvrigt lærte i skolen, var sikkert også rigtig vigtigt for min udvikling.”

Olafur Eliasson smiler afvæbnende:

”Jeg begår nok en fejl, når jeg bare tager det for givet. Folk omkring mig, da jeg var barn, syntes, at det var naturligt at være kreativ. Men jeg kan se på skolesystemet i dag, at det virker, som om at kreativitet ikke bliver anset for at være af nogen særlig betydning. Men det var virkelig centralt i den måde, det formede mig på.”

Kunst bliver faktisk nedprioriteret de fleste steder i samfundet efterhånden, mener han:

”Det er, som om at man fylder aviser og medier med politik og først nævner kulturen, hvis der er mere plads tilbage. Men jeg synes, at det burde være omvendt. Som jeg ser det, handler dækningen af dansk politik meget om stemmefiskeri og taktik. Det hele ender hurtigt i polariserede, meningsløse debatter, fordi det er vigtigere at få ret og succes end at blive klogere gennem samtale. Derfor er dansk politik også omgærdet af befolkningens mistillid. Ingen stoler på politikere, ligesom det ikke virker, som om de stoler på hinanden,” siger han og fortsætter:

”Kunst og kultur tilbyder et andet refleksionsrum. Man kan selvfølgelig beskylde kunstmuseer for at være elitære og selvbevidste institutioner, men de er trods alt også en form for del af det offentlige rum. Og det er steder, hvor man ikke behøver at være enige for at kunne snakke sammen. Kunst opstiller alle de store konflikter og stiller alle de vigtige spørgsmål, som ellers kan være svære at sprogliggøre. Derfor mener jeg også, at det er vigtigt at gå på museum. Og jeg kommer heller ikke med nogen færdig agenda med min egen kunst. Den er i den forstand ufærdig, fordi den først bliver fuldendt i mødet med publikum og deres refleksion. Kunst er en ufærdig tanke - sendt fra fremtiden, så andre kan reagere på den eller reflektere over den. Jeg sender en åben historie ud. Men det er altid publikum, der skriver bogen færdig.”

Olafur Eliassons kunst er ofte metafysisk, men han tænker den ikke selv ind i en bestemt religiøs ramme:

”Jeg er ikke kristen, men det betyder ikke, at jeg ikke er optaget af spiritualitet og metafysik. Kristne har jo heller ikke patent på at være omsorgsfulde,” siger Olafur Eliasson, der også har beskæftiget sig med begrebet næstekærlighed som kunstner:

”Der er meget stærke idéer om omsorg i vores samfund. Alle folk er meget artikulerede om næstekærlighed, men det er en anden sag at bringe idéerne til virkelighed. At være proaktivt næstekærlig er meget sværere end at sidde og snakke om næstekærligheden. Og jeg er interesseret i, hvordan det talte og ceremonier kan omsætte alle ordene til aktiveret næstekærlighed. Fra idé til handling.”

Det er en proces, der kan sammenlignes med den kunstneriske skabelsesproces fra idé til værk, mener han. Og det har han skrevet en hel bog om sammen med en neurologisk forsker for nogle år siden. For han mener, at kunst kan være et middel til at kultivere os til næstekærlighed.

”Det er faktisk også en drøm for mig at designe en kirke, selvom jeg ikke er kristen. Det tror jeg faktisk også, at jeg ville være god til. Hvis jeg skal provokere lidt, tror jeg faktisk, at jeg ville være bedre til det end troende kunstnere. For frem for at bygge en kirke på min egen kristne tro ville jeg være mere optaget af, hvordan man kunne omsætte al den snak til handling.”

"Riverbed”, der består af flere tons sten og en rislende bæk i midten, er mere en udstilling af Louisiana end en udstilling af natur, forklarer Olafur Eliasson. - Foto: Louisiana